Splinter Cell: Chaos Theory

Maria Narcissas spejlblanke skibsgulv huser kun en rusten kran, noget torvværk og et par afslappede vagter, der ikke aner, at en amerikansk superagent befinder sig kun få skridt fra dem, gemt i ly af mørket. Pludselig vækkes radioen til live af Lamberts diskante stemme: "De har netop fået installeret et helt nyt alarmsystem på skibet...", og før han kan nå at afslutte sætningen, afbryder Sam Fisher ham med den sarkastiske bemærkning: "Du behøver ikke at sige mere. Alarmen går af tre gange og missionen er slut, er det sådan det er?". Efter et par sekunders stilhed svarer hans chef: "Selvfølgelig ikke - det er jo ikke et computerspil..." - men det er det naturligvis, om end et meget vellykket af slagsen, der uden tvivl vil få dig til at gispe efter vejret og se potentialet i enhver skygge på en tætbefolket Nørrebrogade.

Tre Splinter Cell-spil på lige så mange år er ikke noget man normalt råber op om, men når det kommer til Ubisofts absolutte perle i samlingen, så er det ikke så slemt endda. Slet ikke når man ved, at Chaos Theory har været i støbeskeen siden det første spil ramte hylderne og at Pandora Tomorrow slet ikke er udviklet i det kolde Montreal, men i stedet er kommet til verden hos Shanghai-drengene. Og det kan ses at der er brugt tid på spillet. Detaljerne er i orden, historien mere personlig og hævndreven, og grafikken er ganske enkelt overdådig. Jo, Ubisoft Montreal har brugt den lange udviklingstid til for alvor at skabe en omsluttende snigeroplevelse, der kan lægge arm med Hideo Kojimas storslåede og episke Metal Gear Solid-serie.

Som spiller får man, ikke overraskende, lov til endnu engang at styre den amerikanske, gråsprængte superagent Sam Fisher ud på internationale eventyr. Bevæbnet til tænderne med et spændstigt arsenal af USA’s mest dødbringende kuglespyttere og højteknologiske dingenoter, er du igen det eneste håb for fred. Som altid er det vigtigt ikke at løsne for mange skud, og her giver treeren mulighed for en større grad af snigeri end tidligere. Du briefes ganske vist som altid omkring den næste mission, men får så også muligheden for enten at vælge det anbefalede setup af våben, et gearet mod ren og skær krigsførelse, og sidst men ikke mindst, et til brug for den mest snarrådige agentspire, der regner med at være fuldstændig usynlig hele spillet igennem.

Banernes opbygning er en anden ting, som Montreal-studiet har set sig nødsaget til at give en overhaling. Både det oprindelige spil samt Pandorra Tomorrow var fornøjelige, men også dybt lineære oplevelser, der ikke gav megen plads til leg og udforskning. Det er heller ikke helt tilfældet denne gang. Sam får fra tid til anden mulighed for at vælge en alternativ rute, men når man efter få minutter alligevel står tilbage på den prædefinerede sti, så det er mest af alt en illusion Ubisoft her spænder an med.

Heldigvis er AI’en langt mere dreven og snu i denne omgang. Bygget på de valg som du gør gennem spillet, bliver fjenderne hurtigt mere professionelle og krævende. I situationer hvor du opdages, spænder de skudsikre veste på kroppen for bagefter at patruljere deres rute med fingeren klistret til aftrækkeren. Skyder du efter hovedet uden at ramme, så vender de tilbage med hjelme på - noget der gør livet uendelig besværligt for en aldrende agent. Ikke engang mørket er længere en garant for at forblive uopdaget. Modstanderne tænder bare et nødblus eller stearinlys, og går så i krig med at luge ud i alle hjørnerne.

Sam Fishers seneste eventyr spænder over ti meget forskellige lokaliteter. Fra fyrtårnet, du med garanti har set i diverse præsentationer og screenshots, til en højteknologisk bank og senere et japansk badehus. Man spenderer også en god rum tid ombord på et vuggende lastskib og i en luksus penthouselejlighed, og der er ingen tvivl om at Chaos Theory rummer de nok mest alsidige baner nogensinde i et stealth-spil. At de så også suser henover skærmen i den mest smukke og begavede grafik i lange tider, er kun med til at højne oplevelsen.

Den største ændring i denne omgang er save-systemet, der lader dig gemme dit spil, hvor du vil. Dette tager lidt af brodden ved spændingen, da man har en tendens til at blive sløset og meget tit raser frem, for så efterfølgende at hente sit save og så gøre det rigtigt, når man har afluret banen dens hemmeligheder. Til gengæld afhjælper det de massive problemer mange har haft med at skulle spille store portioner af spillet om, fordi man ikke nåede de indlagte save-points. Det er et tveægget sværd, det er der ingen tvivl om, og det er svært rent faktisk at anbefale det ene frem for det andet.

I multiplayer er der endnu engang blevet plads til en masse baner og modes. Præmissen er stadig, at to spioner skal infiltrere en given lokalitet, mens to andre skal patruljere denne for at holde fjenderne ude. Intensiteten er høj hele vejen og de nye baner skal nok få verdens mange agenter til endnu engang at liste ud på kattepoter i online-rummet. Ubisoft har simpelthen skabt en værdig opfølger til systemet, som vi lærte godt at kende i Pandora Tomorrow. Som noget helt nyt har det franske firma også inkluderet en såkaldt Co-Op mode, der lader dig og en ven spille to helt purunge Third Echelon-agenter på fire lange og udfordrende baner, der er gearet til samarbejde. Her narrer man i fællesskab vagterne og giver hinanden en velfortjent hestesko, når der er brug for en sådan. Co-Op-delen vælter ikke mig bagover, men der er ingen tvivl om at den fungerer fortrinligt.

Det er svært at kritisere et så gennemført spil som Chaos Theory, til trods for at det er det tredje spil i serien og visse gamere uden tvivl lider af en udpræget stealth-træthed, så er det her en oplevelse af højeste kaliber. Sam Fisher er flottere, banerne mere alsidige og våbenarsenalet større end nogensinde før. Du har med garanti oplevet det meste af det før, men det er ikke en grund til ikke at værdsætte et så velsammensat spil som Chaos Theory. Velkommen til mørket endnu engang.