Super Mario 64 DS

Ni år er der gået siden jeg første gang satte mine fødder på det grønne græstæppe foran det enorme slot. Dengang anede jeg ikke noget om det storslåede eventyr der lå forude, og jeg vidste slet ikke at Super Mario 64 ville blive starten på lang og lidenskabelig romance med platform-genren. Nu står jeg så her igen. Lyset er en smule klarere, græsset en smule grønnere og jeg kan røre ved tingene. Sætter jeg en finger på den nederste skærm og lader den vandre kan jeg få Yoshi til at løbe, og laver jeg cirkler på det lille trykfølsomme vindue, så piler den grønne dinosaur rundt om sig selv. Det er et morsomt syn.

Problemet er bare at det kun er morsomt i et par minutter, og da jeg hopper gennem det første maleri og ud på Bob-omb Battlefield, vandrer hænderne tilbage på deres faste pladser. Det digitale pad og knapperne er den eneste måde at komme nogle vegne i DS-udgaven, og jeg gider ærligtalt ikke handicappe mig selv, fordi det på en eller anden måde skulle være sjovere. Det irriterer mig også, at Nintendo har valgt at genudgive netop Super Mario 64. Spillet var på N64 en åbenbaring i spildesign, med en af de mest velfungerende analoge styringer nogensinde. På den håndholdte er dette reduceret til et slapt opkog, der kræver at du holder en knap nede for overhovedet at løbe - og det fungerer bare ikke. Der er øjeblikke, hvor du river håret af hovedet på dig selv, øjeblikke, hvor du overvejer at kaste den nyindkøbte maskine mod jorden og øjeblikke, hvor du på det groveste overvejer at hente Nintendo 64-maskinen i kælderen og så spille det på den i stedet for. Den manglende følelse med spilkaraktererne ødelægger meget af morskaben ved f.eks. at snige sig forbi en snorkende kødædende plante, eller gå på line på en planke højt oppe i luften.

Som tiden går, så vænner man sig lidt til den underlige styring, men man bliver aldrig tilfreds. Det samme gælder udnyttelsen af skærmen. Nintendos DS kommer nemlig med to skærme, hvilket i teorien skulle betyde dobbelt så meget sjov. Der er bare ikke så meget sjov i at have et ubrugeligt kort på den nederste skærm og det oprindelige spil kørende på den øverste. Konverteringen af Super Mario 64 ligner mere end hovsa-løsning end en egentlig god idé. Og selvom holdet har fyldt på med ekstra baner, multiplayer-sjov og en masse mini-games, der rent faktisk udnytter maskinen som den oprindeligt var tiltænkt, så er det sjældent nok til at undskylde den forhastede beslutning.

Man kan dog ikke pille ved det faktum, at selve spillet stadig er utrolig fængende. Shigeru Miyamoto skabte det oprindelige spil for over ni år siden, men det føles stadig utroligt frisk og ungdommeligt i sit design og udførelse. Banerne strækker sig fra sneklædte bjerge til rullende grønne bakker og steghede ørkener, og de byder alle på et væld af varierede og spændende opgaver. Det ene øjeblik svømmer man på umådelige havdybder, for at kæmpe sig vej til et sunket skib, det andet svæver man i luften over grønne marker med en bevinget kasket på hovedet. Der har været mange platformspil siden klassikeren, men de fleste når stadig ikke den buttede blikkenslager til de blå kansas-bukser.

Visuelt forskånes vi også for Nintendo 64’erens slørede grafik. Alt smides mod dig i modne pangfarver og miljøerne glider forbi uden nogensinde at hakke i det. Hvis Super Mario DS er et af de spil, der trækker bare lidt på kræfterne i maskinen, så lader det til at den håndholdte vil kunne gøre det en smule bedre end sin forældede bror. Eneste anke er, at overfladerne ikke ligefrem er imponerende tæt på. Her er man vidne til et pixelhelvede af grove konturer og manglende nuancer. Kameraet kunne også godt trænge til lidt make-up. Det oprindelige spil havde visse vanskeligheder med at vise spilleren et rimeligt udsnit af spilverdenen og selvom jeg i denne omgang kan manipulere det ved at trykke med en finger på den nederste skærm, så bliver det trættende hele tiden at skulle justere det, så de afgørende hop ikke bliver fatale brølere.

Super Mario 64 DS er en lidt underlig størrelse. Vi ved alle at der er kimen til et vidunderligt spil i den gamle kode. Flere af os har givetvis været der første gang, men at skulle spille det igen på en ny maskine med en forholdsvis begrænset kontrol er urimeligt. Derfor er der heller ingen vej uden om dommen; der hviler noget Nintendo-magi i kredsene, men den er bare ikke stærk nok til at tryllebinde mig foran de to skærme i længere tid.