Gamereactor

Gamereactor
Film
Shrek 2

Shrek 2

Den grønne kæmpe vender tilbage med så meget flair for god underholdning, at man må kaste sig i støvet endnu engang.

Toere er tandløse. Sådan er det bare. Det er fortsættelser sat i verden for at hive de sidste skillinger ud af overstressede børnefamilier, der skal have noget at lave mellem jul og nytår. Det er et sammenkog af alt det sjove vi slog os på knæene over i etteren plus lidt nyt, så det ikke er et totalt deja vu. Men sådan er det åbenbart ikke hos troldene Shrek og Fiona. De skider højt og flot på hvad en toer må indeholder og sparker så meget sumpnumse, at man næsten ikke fatter det. Det er politisk ukorrekt, der er referencer til et hav af filmklassikere og så er det skide underholdene. Holdet på "Shrek 2" har gjort alt andet end at lave en fortsættelse, der bare skal fylde huller ud.

Shrek og Fiona er knapt nok vendt hjem fra deres bryllupsrejse, før den igen står på eventyr. Fionas mor og far vil naturligvis gerne møde den flotte prins der har snuppet deres pige og derfor bliver de inviteret til Et Rige Langt, Langt Borte, hvor den royale familie venter spændt på dem. Men der var vist nogen der havde glemt at sige at Shrek er en grøn bussemand, ikk? Jo, det var der og så starter balladen ellers. Der smedes planer og indkaldes hjælp i form af Den Bestøvlede Kat med latino-lover stemme af selveste Antonio Banderas - og så går det ellers løs. Miksturer, Prince Charming, gode, eller det skulle måske være onde feer(?) og et hav af andre ting gør sin entre, og så løftes "Shrek 2" op på et helt vanvittigt plan. Intet er helligt og hvis du troede at en fe ikke kunne være en storbarmet tante, eller at en 20 meter høj kagemand slet ikke hører hjemme i et eventyr, så tager du fejl.

Den visuelle side af "Shrek 2" er helt fantastisk. Men kan se at der er sket meget i animationsland de sidste par år. Ikke nok med at holdet er blevet den tand skarpere, så har teknikken også nået nye højder, og det kan ses i fortsættelsen. Shrek, Æsel, Fiona og Den Bestøvlede Kat stråler på skærmen - ikke mindst sidstnævnte er helt fantastisk. Prøv bare at se hans bedårende blik - han er sgu’ da sød. Stemmetalenterne har også været bundsolide bag mikrofonen i denne omgang. På det amerikanske lydspor er det Mike Myers, nok bedst kendt fra Austin Powers, Eddie Muphy og Cameron Diaz, der tager stafetten og løber med den. De virker ovenud oplagt og specielt Eddie Muphy er hylende grinagtig som æslet. På dansk vender både Amin Jensen og Jan Gintberg tilbage i hovedrollerne som henholdsvis Shrek og det lavbenede æsel, og her overskygger Gintberg fuldstændig sine medskuespillere. Han må have hoppet op og ned i studiet hele tiden og været kobberrød i hovedet, for jeg kan mærke energien helt over i min sofa.

Skal der knyttes nogle dårlige ord til "Shrek 2", så må det være at filmen, der nok kan ses af børn, mest af alt er en voksen film. Man kan sagtens se den for det noget spinkle eventyr, men det er først når man fatter alle filmens nuancer, at den virkelig bliver morsom - og her er jeg bange for at de mindste nok ikke helt kan følge med. En anden ting er den inkonsekvente måde hvorpå sangene i filmen er oversat. Faktisk så forbliver alle på nær ét nummer på amerikansk, og det fatter jeg ikke helt. Enten så lader man skidtet stå i sit oprindelige sprog eller også oversætter man hele dynen. Der er ingen vej uden om.

"Shrek 2" er en overordentlig god mundfuld. Det her er ikke bare en toer - det ér toeren, og derfor er der ganske enkelt ingen vej uden om den grønne sumptrold og hans seneste udskejelser.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10