Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Wipeout 64

WipeOut 64

WipeOut og WipeOut 2097 var (og er) to af de mest populære og bedst sælgende spil til PlayStation og nu har spillet lagt vejen forbi Nintendo 64.

Så har vi set det med! WipeOut og WipeOut 2097 var (og er) to af de mest populære og bedst sælgende spil til PlayStation. At denne serie nu også udkommer til Nintendo 64 kan måske umiddelbart ikke virke så mærkeligt, for der er jo penge i skidtet, hvis bare det ikke var for det faktum at udviklerne af WipeOut, Psygnosis, er et Sony-ejet selskab. Underligt, ikke! Det ville jo svare til at Nintendo ville udgive Super Mario til PlayStation! Men hvorfor så denne udgivelse. Har Psygnosis med vilje lavet så dårlig en konvertering, at det kunne underminere hele N64-troværdigheden? Næ, de vil vist bare tjene penge og er åbenbart ikke så bange for konkurrencen fra Nintendo!

Race
I bund og grund er WipeOut 64 er racingspil, hvor det gælder om at komme først. Man har styringen over et avanceret superfly/rumskib, der med sin ekstreme hurtighed skal guides rundt på store baner. Man kan konkurrere mod computeren, hvor der er hele 14 andre maskiner på banen samtidig, eller man kan vælge at spille mod sine venner, hvor man så til gengæld kan spille 4 mod hinanden. Der er mulighed for at benytte maskinernes våbenarsenal og på den måde være med til at gøre livet surt for sine modstandere, men man kan også vælge helt at lægge våbnene til side og dyste på hurtighed og styreegenskaber. Og netop styringen i WipeOut 64 er det der imponerer mest. Man har virkelig fuld kontrol over sin maskine, der kan tvinges ned i de mest bemærkelsesværdige vinkler rundt i svingene, når først man har lært teknikken. Det kan til gengæld godt tage noget tid at blive fortrolig med sin maskine og jeg garanterer adskillige træningstimer før man mestrer styreteknikken blot nogenlunde. Farten er et andet væsentligt element i spillet, for det hele handler om adrenalin og heftigt musik. Det kan WipeOut præsentere som et af de bedste spil i genren!

Kun halvgod
Man kan jo naturligvis ikke lade være med at drage sammenligninger med brødrene fra PlayStation for selvom N64 på papiret skulle være i stand til at præstere mirakler i forhold til Sony´s maskine, er vi ofte blevet skuffet. WipeOut 64 imponerer heller ikke, men efterlader os heldigvis ikke frustrerede tilbage. Spillet er godt, men hverken grafik eller lyd kan hamle op med det tilsvarende til PlayStation. Jeg må dog retfærdigvis påpege at lyden faktisk er virkelig god i forhold til, hvad vi ellers er vant til på Nintendo-maskinen. Til N64 er det også muligt at spille 4 mod hinanden, men igen går det så lidt ud over spillets hurtighed, da det skal have 4 vinduer åbne samtidig. Jeg er ikke tilfreds når jeg i forvejen har brugt adskillige timer med spillet på PSX, men omvendt er det klasser bedre end f.eks. F-Zero X.

WipeOut 64 er et rigtig godt racing-game, der isoleret set er med til at hive N64-gennemsnittet op. Det er sjovt at spille alene, hvor man får masser af udfordringer og det er sjovt at spille mod sine kammerater, da man her bliver presset til yderlighederne. Jeg kan varmt anbefale WipeOut 64 til N64-ejere, der ikke også har en PlayStation - for ellers skal du købe en af udgaverne til den maskine!

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Sjovt både som single player og multiplayer.
-
Hvis du allerede har spillet til PlayStation.