Castle Strike
Tiden er skruet tilbage til den sorteste, sorte middelalder i Europa.
Tiden er skruet tilbage til den sorteste, sorte middelalder i Europa. Der udfolder sig endeløse og særdeles blodige krige mellem især England, Tyskland og Frankrig. Hver nation knytter særlige forventninger til deres egne hære og ledere, hvoraf nogle er omgærdet af så mange myter, at de på det nærmeste tillægges guddommelige kræfter. Scenen er dermed sat for endnu et realtime strategispil, hvor man på den ene side skal administrere ressourcer samt opbygge et samfund for at opnå overmagt. På den anden side skal man føre krig mod andre nationer, der har den frækhed at have de samme ambitioner.
Castle Strike indledes med en serie øvelses-situationer, hvor man som spiller får styring af både enkeltenheder og grupper, våbenbrug og ressourceadministration op under neglene. Nok betjener spillet sig et stykke ad vejen af de samme veltjente tastaturkommandoer, som i spillene fra blandt Warcraft- og Command & Conquer-universerne. Men det er altid en god ide at få rutine i styringen, inden man kaster sig ud i en langstrakt kampagne.
Kampagnen i singleplayer-delen består af 27 enkelt-missioner. Til at begynde med er der tale om en beskeden konflikt mellem om ikke venner, så i hvert fald ikke mellem 2 enorme altudslettende magter. Herefter strækker løjerne sig over bekæmpelse af pest, genopbygning af plyndrede byer, jagt på røverbaroner, der ikke bare nøjes med at vælge side i den overordnede konflikt og meget andet. Der er i hvert fald lagt an til en bred vifte af situationer, som kræver vidt forskellige taktiske løsninger af spilleren.
Det skal dog også nævnes - spillets titel taget i betragtning - at den indledende opbygning af en borg og den efterfølgende komplekse opgradering er udført, i hvert fald til undertegnedes store fornøjelse. Sjældent har jeg set denne detalje udført så flot og fleksibelt for spilleren. Derfor er det også ekstra frustrerende, at kameraet ofte går sine helt egne veje, så det f.eks. er svært at fastholde overblikket over sit design af en borg, inden man rent faktisk sætter undersåtterne i gang med byggeriet.
Intet kommer af ingenting - heller ikke spillerens rige i Castle Strike. Så der skal sættes nogle bønder til at høste fælde træer og udvinde metaller. Guld er også nødvendigt - hvorfor du smækker et lille fikst skattekontor op, og vupti er der gang i indtægterne. Skatteskruen kan selvfølgelig strammes - hvorefter man hører skrig og knirken fra torturkælderens hjul og stejle - men man på den anden hører jubel og bægerklang, når skruen bliver løsnet. Fin lille lydeffekt.
Spilleren råder i Castle Strike over 14 forskellige troppetyper, som dog ikke alle er tilgængelige fra starten. En række af dem skal således forskes/udvikles, før de kan bruges. Der er enheder til mand-til-mand-kamp, der er skytter, der f.eks. sender brændende pile ind over borgmurene mod modstanderens sarte stråtage, minører, som sørger for huller i modstanderes forsvarsværker, så dine enheder kan trænge ind osv. Grupperingen af enheder fungerer på den velkendte måde med Ctrl-tasten og et nummer. Til gengæld kan de enkelte enheder til tider bevæge sig planløst eller i hvert fald uhensigtsmæssigt i forhold til de kampe, der foregår om ørerne på dem. Til gengæld hører det til på plussiden, at den kunstige intelligens hos dine enheder synes at gøre dem i stand til at finde og reagere på svagheder og åbninger i modstanderens linier.
Der kan være rigtigt mange enheder på skærmen, før man oplever mærkbare knaster i grafikken. Desuden kan man let og flydende zoome meget tæt ind på begivenheder, så man på det nærmeste kan følge sine enheder face-to-face med modstanderen, selvfølgelig med et vist tab af overblik over de øvrige begivenheder på slagmarken.
Castle Strike rydder overordnet set ingen forsider med hverken gameplay og grafik. Til gengæld er masser af små lyspunkter i historien, i animationerne og i figurtegningen, selv i close-up-kameravinkel. Dermed kan spillet uden problemer anbefales til hungrende realtime strategi-spillere, der synes det er lidt vel længe siden de har fået nye løjer ind på deres pc.
Gamereactor Danmark