BlacKkKlansman

Næsten udklædt som Waluigi sprang Spike Lee op på scenen til Oscar-festen, gav Samuel L. Jackson en velcro-krammer og tog ivrigt imod sin fortjente Oscar for bedste manuskript. Med et personligt og antiautoritært filmsprog, har Spike Lee satset sin karriere med scener fra USAs 'melting pot', uden at fortabe sig i dumme forenklinger - hvilket er en bedrift taget emnet i betragtning. Lee omfavner multikulturens uendelige kompleksitet og varme gråzoner fra mange vinkler. Hans beskrivelser er nuancerede, tålelige og tilpas politiske, men han glemmer ikke hvem der slæbte hvem rundt i lænker. Emnet balanceres gennem et repertoire af værker, som nysgerrigt har udforsket filmmediets canvas. Spike Lee laver ikke bare film. Han ejer sine film og tager duelighedsmærket for sin helt egen genre: A Spike Lee Joint.

Spike Lee satte karrierens flag i sin afroamerikanske kulør, med sydende film som Do The Right Thing, Malcolm X og Clockers. Hans navn og sans for solidt håndværk leverede sidenhen 25th Hour, Inside Man og genindspilningen af Old Boy, som umiddelbart bragte Lee væk fra sit udgangspunkt, men bevarede gadens tunge mure og fangenskabet som emne. Lænkerne lever i mange lag. Med sin Oscar-vinder BlackkKlansman har Lee atter taget sin politiske hat på og magnetiserer sit publikum med en vanvittig original historie, som lidt uventet binder en løkke om nutidens USA.

BlackkKlansman er baseret på en virkelig historie, som de færreste nok anede noget om. Ikke desto mindre er arven fra virkeligheden dens force, fordi anekdoten er så tilpas langt ude. Med knivskarpt mikrofonhår og sort attitude tilmelder Ron Stallworth sig politistyrken i Colorado Springs - som den eneste med kulør. Han må finde sig i nedladende øgenavne og primitive hvide kræfter, men hans position har politisk opbakning for at udvikle integrationen i politiet. Ron affinder sig ikke med rollen som politisk marionetdukke, sparker et par døre ned og bliver civilbetjent sammen med den jødiske Flip Zimmerman (Adam Driver). En tosset tanke spirer, Ron ringer til Ku Klux Klan og udgiver sig for at være en arisk mand med hang til N-ordet. Sammen med sin partner bytter de roller og infiltrerer Klanen, som delvist hænger fast i militante typer, mens de højere hierarkier har kompasset rettet mod politik

At historiens forløb er skruet kompetent sammen er en selvfølge efter Oscar-prisen, men Spike Lee har flere tangenter at spille på. Særligt tegner sig omridset af en mester i personinstruktion. Hans menneskelige indsats og engagement motiverer ensemblet med en smittende kærlighed for karaktererne. Både de gode demokrater såvel som de idiotiske racister får lov at blomstre. Og som det altid er tilfældet med en "Spike Lee Joint" tager han et ambitiøst ejerskab på hver scene og stempler sine trademarks ind. I finalen opstår en uortodoks kobling til nutidens glødende politik i USA. Sprinten fra en original historie i Colorado Sprint til nye hatecrimes får sidestik og føles som en hurtig improvisering fra Spike Lee. Det er ikke forkert, men budskabet kunne formentlig bestå foruden.

BlackkKlansman er et fornemt comeback for Spike Lees politiske ildsjæl. Hadets hårde kost serveres lunt af en coolness, frækhed og kejtet komik, hvilket klæder filmoplevelsen trods en lidt påhæftet afrunding. Der er små fodfejl, fornuftige nuancer og varmt håndværk støbt i sort stål. En pokkers god fortælling, der fortæller os om det ulmende had som rumsterer i USA og har infiltreret Det Hvide Hus.

Ekstramateriale:
Desværre indfrier blu-ray udgivelsen ikke potentialet for ekstramateriale. Der er vedhæftet en kort, promoverende making-of og en musikvideo af Prince med scener fra filmen. Det kunne være gjort bedre.