Gamereactor

Gamereactor
Previews
Far Cry

Far Cry

Grafikken i Far Cry viser vejen frem for næste generation af pc-spil og imponerer med naturtro jungler og fascinerende lyseffekter.

Crytek har i de sidste uger været en meget omtalt udvikler, ikke alene i kraft af en snarlig udgivelse af Far Cry, men ligeledes pga. den politi-razzia deres hovedkontor måtte stå model til. Om udviklerne har brugt piratkopier til at udvikle på eller ej er sådan set også irrelevant, eftersom sagen ikke får indflydelse på Far Crys udgivelse - en ting alle vi FPS-fans kan klappe i vores små hænder over. Selvom det skærer i mit hjerte at sige det, så tyder meget på, at Far Cry er titlen, der kan tage brodden af Half-Life 2. Grafikken i Far Cry viser vejen frem for næste generation af pc-spil og imponerer med naturtro jungler og fascinerende lyseffekter. Tillige bryster spillet sig med en glimrende fysik-engine, som til karakterer-modeller bruger det velkendte ragdoll-physics.

Jack Carver er hovedperson, og han minder mest af alt om en blanding mellem to elskede filmkarakterer, nemlig Snake Plissken og John McClane fra henholdsvis Escape from New York og Die Hard. Jack er en klassisk antihelt, som ganske uvillig havner i en situation, hvor han må kæmpe sig vej ud af en rådden affære. Blander vi en gal videnskabsmand, en attraktiv kvindelig journalist og en håndfuld genetiske eksperimenter ind i plot-dejen, kan vi se frem til at sætte tænderne i en velsmagende kage fyldt med godbidder. Der er dog intet "Ren kagemand" over Jack og med et heftigt arsenal, skal han nok få rystet øboerne i deres grundvold.

Selvom screenshots måske antyder, at Far Cry tager udgangspunkt i at løbe rundt og skyde alt og alle, så er det en langt mere intelligent oplevelse, der er i vente. Spillet har en veludviklet AI og fjenderne vil hurtigt springe i dækning, så snart du åbner ild - desuden ryger Jack til de evige græsgange, hvis han uden kevlar-vest rammes af et par skud. Dette aspekt kombineret med nogle flotte og interessante baner lægger op til en lækkerbisken så mundvandet løber. En heftig omgang grafisk ramasjang og som spiller fristes man til at stå og beundre de flotte baner fra tid til anden, men de tropiske miljøer er langt fra idylliske eller fredelige. Som udgangspunkt kæmper man mod gængse lejesoldater, som i sig selv kan være en udfordring, men senere hen viser det sig, at dr. Kriegers gen-eksperimenter ikke har noget med soja, eller for den sags skyld får, at gøre. Uden at afsløre for meget kan vi sige, at historien tager en brat drejning i løbet af spillet - fra at kæmpe mod førnævnte soldater i et ø-paradis befinder Jack sig snart i dystre laboratorie-gange med Resident Evil-lignende godtfolk i hælene.

Alt tyder på, at det ikke er på den gameplaymæssige side, vi skal se de helt store fornyelser, men med en så poleret fysik og grafisk imponerende engine vil de fleste kunne bære over med et godt klassisk FPS-eventyr. Vi her på Gamereactor har i hvert fald svært ved at styre vores begejstring og længes efter den endelige version, som vi kigger nærmere på i marts måned. Heldigvis er spillet ikke et "far cry" fra udgivelse, og nu hvor billederne fra spillet holder, hvad de lover, så lader vi dem lige stå lidt.