Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Netgear Orbi

Netgear Orbi

Der er en myriade af komplette WIFI-løsninger på markedet. Vi har her kigget på Netgears Orbi-serie, der slår sig på nem installation og kraftige sendere i en pæn og elegant løsning.

De fleste systemer fungerer på samme måde. Én hovedenhed får internet fra et kabel fra dit modem, og har både indbyggede WIFI-antenner, såvel som dedikerede antenner der sender signalet trådløst videre til en ekstern modtager, der ligeledes har indbygget kraftige antenner. Det er som sådan ikke meget anderledes end dit WIFI router/modem og en helt almindelig WIFI Extender, bare skaleret op, og med væsentligt kraftigere antenner.

Orbi-systemet vi har testet er det absolut mindste. Det er 20-seriemodulerne, og det er en samlet pakke kaldet RBK, der består af en router, RBR20, og en satellitenhed der hedder RBS20. Jeg skal dog advare, vil man udvide bliver det hurtigt dyrt, hvor hele den samlede pakke koster 1.700 - hvilket er væsentligt billigere end de større pakker, så koster en enkelt satellit hele 1100 kroner i løskøb. Det er den mindste i serien, og de større modeller har generelt AC3000, hvor denne udgave "kun" har AC2200. Forskellige pakker kan også komme med to satelitter - men denne her lille pakke er specificeret, på trods af kun to enheder, til at kunne dække 370 kvadratmeter.

Enhederne er ens og ligner.. Ja. Lysestager? Vaser? Det ligner brugskunst og ikke WIFI i hvert fald. Selvom at der er Tri-Band WIFI i enhederne, så er alle antennerne skjult, og tilslutningerne sidder på indersiden af enhederne, så man bedst muligt kan skjule eventuelle kabler. Brugervenligheden er taget skridtet videre, og systemet opdaterer sig selv. Appen er i øvrigt rigtigt pæn og nem at bruge. Der er to 2.4GHz antenner og to 5GHz i hver enhed, og netværket skifter selv imellem dem for den mest optimale forbindelse. Jeg er selv stor fan af denne flydende overgang imellem frekvensbåndene uden om brugeren, og om end at det bliver mere og mere almindeligt, så skal vi ikke mange år tilbage før end at det var forbeholdt dyre dedikerede WIFI routere.

Systemet har to gange "Backhaul", et smart ord for interne kommunikationsantenner på hver 5Ghz. Det giver hele 1.7GBps at lege med til ren intern kommunikation. Routeren forbindes med kabel, sættes til og så finder den ud af hvad den vil. Satellitten sættes til strøm, der trykkes "sync" på begge enheder, og så er det egentlig bare det. Resten af opsætningen klares med en applikaton. Det tog omtrent 10 minutter at pakke op og slutte til.

Når vi nu er i gang med at tilslutte, så kan vi jo, hvis behovet er der, også starte Circle op. Det er forældrekontrol, og det er certificeret af Disney - mindre kan ikke gøre det. Det giver rig mulighed for at begrænse ikke bare indhold, men også hvornår man kan være på internettet, og det kan gøres på via applikationen. Det er ren Orwell 1984 - jeg elsker det, det er enhver paranoid speltforældres våde drøm, eller også for dem der bare ønsker at straffe deres børn lidt mere end bare ved at tage deres lørdagsslik. Man kan også fjerne, undskyld, pause internettet for specifikke brugere og igen også applikationer, og eftersom at du kan se de enheder der er tilsluttet, så har man en vanvittig mængde muligheder for at være hjemmets ubestridte internet-despot.

Der er understøttelse for Google Assistant og Alexa. Jeg har absolut intet brug for det, men hvis man er dne paranoide type der slår gæstenetværket til og fra, og er bange for keyloggere, så giver det meget god mening.

Routeren har en ekstra Ethernet-port, og satellitten har to Ethernet-tilslutninger. Enhederne er hurtigere, som alt med Tri-Band nu er. Men i stedet for teoretiske hastigheder, så koncentrerer vi os om reel overførselshastighed.

Udgangspunktet for målingerne er en toplans lejlighed med gulv/mellemlag i ca 75cm beton, hvor signalet kommer ind i stuen, og at der samtidig skal leveres et godt signal til et rum direkte under stuen, såvel som et elektronikrum skråt i forlængelse af dette. Her er den reelle betontykkelse nok over en meter, samt der er to vægge i sten på omtrent 30cm tykkelse i vejen også.

Der er målt med Speedtest, Fullrates hjemmeside, Linksys' routersoftware til WRT32X, Speedcheck og WIFI Analyzer. Generelt kan det siges at Speedtest har lidt lavere up- og download hastigheder, men til gengæld ender den med lavere støj på forbindelsen. Speedcheck kører via andre servere, og har derfor et andet resultat, der er højere hastigheder, men også mere støj. Der er udvalgt det resultat der var mest konsistent, da der blev målt flere gange, men så brugt på samme måde. Eksempelvis er der valgt Speedtest som den mest konsistente måling et specifikt sted, så alle målinger er gengivet fra samme testværktøj (det svingede lidt mellem særligt 2.4 og 5Ghz, men også de tre steder der blev målt).

Vi har målt reel båndbredde, signalstyrke, enten udtrykt som % eller som dBm (100% = -35 sBm, 1% = -95dBm), jitter (signalstøj) og ping (svartid).

Hvis vi starter med standardkonfigurationen. Det er den fra internetudbyderen medfølgende Zyxel WIFI router, og så et LAN-kabel trukket alt for mange meter til rummet længst væk hvor hjemmets hovedcomputer er baseret. Der var også brugt en almindelig WIFI Extender til rummet under stuen, men den var ærlig talt ikke særligt imponerende og gav kun 20% bedre 2.4Ghz-signal.

Modemmet var placeret lettere skjult, så det blev Orbi-systemet også, således at placeringen var helt ens, hvilket især har betydning for målingerne i stuen og rummet direkte under, da den skjulte placering forringer signalstyrken.

Hvis vi starter med stuen, så får vi her en 2.4GHz-måling der hedder 44,7MBps download, 11,7 MBps upload, en ping på 11ms og 4ms jitter. Signalet har det ikke optimalt med -59 dBm, svarende til 60% signalstyrke, og 5GHz-båndet bød ikke overraskende på bedre hastigheder med 90,8 download, 12,2MBps upload, samme 11ms ping, men en væsentligt lavere jitter på kun 1ms, men signalet lå også på -73 dBm, svarende til 73% signalstyrke.

Introduktionen af Orbi-systemet bød på nogle interessante data. Downloadhastigheden dykkede til 87,8MBps, mens at upload endte på 11.8MBps. Det koster altså i både download og upload, og grundet den stadig høje download kan vi konkludere at at Orbi-systemet har valgt 5GHz - alt andet ville helle ikke give mening. Pingen er steget til 12ms, mens at støjen holder sig på 1ms jitter. Signalet er dog bedre, -50dBm, svarende til 75% styrke.

I rummet under er situationen lidt anderledes. Internetudbyderens eget modem klarer nu på 2.4GHz båndet kun 14.95 download, 11.39 upload og med en ping på 26ms, med en jitter på 25ms, og en signalstyke på -67dBm, svarende til 46%. Selvom signalstyrken "kun" er reduceret med 14%, så har det kostet seks gange så meget støj på linjen, og to tredjedele af downloadhastigheden er forsvundet.

Med 5GHz er vi nede på 42.44MBps download, 12.02MBps upload, 27ms ping og 25ms Jitter. Altså en halvt så god forbindelse.

Med Orbi er der derimod ingen ko på isen, 90,8MBps download, en upload på 12,03, kun 13ms ping, og jitter på 1ms. Signalet er altså stort set lige så godt som det i stuen. Ping-tiden steg med 1ms, men bedst af alt, så er støjen stadig meget minimal med kun 1ms jitter. Mere underholdende er signalet, -41 dBm, svarende til 81 % signal.

Men hvad hvis Orbi-satellitten flyttes ind i rummet ved siden af? Ja, så falder signalet til 81,1 ned, 12,0 op, de 13ms ping bibeholdes, og støjen fastholdes også til 1ms jitter, signalstyrken falder dog til -64dBm, svarende til 51%.

Og når vi nu har flyttet Orbi-systemet længst væk, ind i det rum hvor hjemmets primære computer står, et rum der har en kablet forbindelse, kan man så erstatte kablet fra routeren i stuen, og i stedet tage kablet fra direkte fra Orbi-satellitten?

Den kablede forbindelse direkte fra routeren giver Speedtest 90MBps download, 11MBps upload, og 11ms ping. Skifter man til Orbi er resultatet nøjagtigt det samme resultat. Ingen forskel. Overhovedet.

Med andre services er der lidt andre resultater, det mest markante er Fullrates internetmåler der giver den direkte kablede forbindelse 92,1/12,5 med 8ms ping, mens at løsningen med en kablet Orbi-satellit giver 87,3/11,6/11.

Og hvad er så konklusionen?

Brugen af Orbi-systemet koster ikke nævneværdigt på hastigheden målt i samme rum, men giver derimod en bedre trådløs forbindelse. Så snart vi skifter etage formår Orbi-systemet at holde forbindelse uden nævneværdig forringelse, og slår både 2.4GHz WIFI Extender, såvel som internetudbyderens egen router med længder. Selv når satelitten placeres yderligere væk i et helt andet rum, så er forbindelsen stadig så god at den i bedste fald kan levere på niveau med en kablet forbindelse, og i værste fald mister marginalt på up- og download.

I Netgears verden er Orbi RBK20 et "entry-level" produkt, men det er ydelsen på ingen måde påvirket af.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10