I-Ninja

Det er forholdsvist svært at sige, hvorfor tilføjelsen af ninjaer i enhver film eller spil løfter oplevelsen en anelse. Jeg har ofte set en eller anden blakket b-film, hvor jeg bagefter tænkte "i det mindste var der ninjaer med" - og det er jeg vist langt fra den eneste, der har tænkt. Ganske vist er det ofte halvkiksede amerikanere, der prøver at udfolde sig som ninjitsu-mestre, men i spillet I-Ninja har vi med en vaskeægte ninja at gøre, hvis man da kan kalde en lille blå gnom med dyb røst og et attitudeproblem for en ninja.

Mens vi venter på, at Argonaut tager sig sammen til at få Malice på markedet, kan vi i den mellemliggende tid fornøje os med I-Ninja. Vi har løbende set screens fra spillet under udviklingsforløbet, men der har ikke været de store forventninger, da titlen lignede en skabelonproduceret platformer. Heldigvis er dette langt fra sandheden, og som en sand underdog sniger titlen sig direkte ind i hjertet på fans af genren. Spillets meget minimalistiske historie starter brat i en af tidens korteste og mindst forklarende intro-sekvenser, vi længe har set. Vi ser Ninja hakke et monster i stykker og røre ved dens krystallignende hjerte for derefter at suse ned og dræbe sin egen sensei - forvirret? Bare rolig, det er ikke historien, der bærer titlen. Kort fortalt skal Ninja stoppe en horde af genmodificerede ninjaer med erobringstendenser, og hvem er bedre til at vejlede ham gennem eventyret end hans afdøde sensei? Han er naturligvis på bedste Jedi-manér ikke helt død, men svæver rundt som en gennemsigtig og fluorescerende entitet og giver tips og tricks til den lille sværdmester - og hvad er bedre end at starte historien med at indsamle dele til en gigantisk robot? Det lyder alt sammen lidt besynderligt, men når man først er i gang, har historien ikke den store relevans.

I-Ninja er en platformer af den gamle skole, men formår at indkapsle mange former for gameplay i samme oplevelse. Ikke alene skal Ninja (det er åbenbart hans navn) hoppe, fægte, svinge og klatre, men tillige styre bokser-robotter, klamre sig til rullende kæmpebolde og i bedste Beach Head-stil forsvare en strand mod invaderende styrker. Et sandt potpourri af forskellige spilformer, som skaber en god variation og en mere interessant oplevelse. På den grafiske front oplever vi den samme gode variation, og miljøerne spænder fra indmaden i gigantiske robotter til tæt begroede jungler - heldigvis åbenbares det løbende gennem disse baner, hvad hele plottet egentlig går ud på. Lignende oplevelseskurver er ikke at finde i lydsiden, som står i skyggen af resten af spillet, men fungerer fyldestgørende til at underbygge den gakkede ninja-stemning (hvis en sådan findes).

Ninja må som person siges at være en blanding mellem Prince of Persia og Shinobi, da han mestrer mange af de samme egenskaber, hvilket kommer til udtryk, når han eksempelvis løber langs vægge eller udkæmper hektiske sværdkampe med de klonede krigere. Han behersker et væld af specielle angreb og akrobatiske udfoldelser, og den korrekte udførelse af disse er naturligvis fatalt vigtige for at kunne gennemføre bane efter bane. Man skal nemlig ikke lade sig narre af det barnlige og naive grafiske udtryk, som spillet har, der er nemlig tale om en ret heftig udfordring, som vil give selv de mest hærdede gamere sved på panden. Udfordringen er dog forfriskende, da vi alt for ofte ser platformspil, der er for nemme at gennemføre. I-Ninja er svært, men ikke urimeligt, og utrolig belønnende. Hertil kommer den glimrende styring som er så vellykket, at man kun kan takke sig selv for fejltrin.

I-Ninja fremstår som et vellykket sammensurium i et gakket univers. Ganske vist er historien ikke nævneværdig speciel, men som før nævnt, er det ikke så essentielt, når man først sidder med controlleren i hånden. Udviklerne har stjålet med arme og ben fra andre spil og genrer, men formår at bringe alle elementer sammen i en charmerende lille pakke. Det gælder om at udøve præcision, når Ninja skal traversere gennem banerne og ydermere banke og hakke løs mod de sagesløse fjender - en cocktail de fleste vil få glæde af at sippe til. Drinken afrundes med et stænk af humor og en lille spids Michael Dudikoff - paraply og stjernekaster er valgfrit.