Razer Blade Stealth
Razer har begået en ultrabook, der ulig sin storebror er designet til at være lækker, snarere end gaming-parat. Vi tester...
Da Apple for første gang fremviste Macbook Pro, med det skarpe, kantede, robuste metalkabinet og det lækre anonyme lys fra tasterne der subtilt reflekterede i skærmen, så var verdens tech-nørder på den anden ende. Naturligvis kan både den første, og samtlige maskiner sidenhen, kritiseres for den høje pris kontra indmaden man faktisk får for det - men æstetikken, designet, det var det blevet kælet for i sådan en grad, at det var svært ikke at blive bjergtaget.
Siden da har mange fulgt trop, og selvom PC-producenter stædigt har holdt fast i sit, så producerer de stort set alle i dag en såkaldt "Ultrabook", der skal i direkte konkurrence med Apples produkter. Men hvad nu hvis vi kunne få en sådan maskine fra én af de producenter der specialiserer sig i gaming? Se, det ville være interessant. Razer har forsøgt sig flere gange med Blade, men først med Blade Stealth er vi kommet ned i en størrelsesorden der for alvor begynder at nippe i æblet, om man vil.
Blade Stealth er netop blev i starten af året opgraderet med 8. generations Kaby Lake-processorer, så derfor har vi kigget nærmere på maskinen, og sikken maskine det er.

Allerførst er det værd at pointere, at selvom det grønne Razer-logo lyser foran på maskinen, så er dette den mest subtile maskine Razer nogensinde har designer, og også en af de smukkeste. Præcis ligesom med en Macbook Pro er der kælet for detaljerne, og den føles robust takket være aluminiumskabinettet. Dog vejer den kun 1.35kg, og er bare 1.5 centimeter tyk. Samtidig med det tilbyder den USB 3.0-porte, og har ikke omdannet samtlige porte til USB-C (sammen med HDMI 2.0 og Thunderbolt 3). Smart. Hvorimod tasterne i tastaturet naturligvis kan tilpasses med Synapse, så er de utroligt underspillede, og vigtigst af alt lækre at trykke på. Den skinnende slukknap skader heller ikke - den er nærmest en anledning at trykke på.
Det lyder altsammen fuldstændigt ligegyldigt, men selvom der er tale om en Razer-computer her, så er det først og fremmest en ultrabook, og derfor skal der kæles for detaljerne for at retfærdiggøre prisen, og det er der så sandelig her. Der er bare 1.2 millimeter travel på tasten som måske er lige i den lave ende for nogen, men faktisk "popper" tasterne en kende. Det er ikke at sige at det føles mekanisk, men tasterne klistrer ikke som nogle membrantaster på bærbare gør, heller ej føles de som touch-overflade som på en ny Macbook (skam jer). Selvom touchpaddet ikke er stort, så er der rigeligt plads til at navigere, og har man ikke en Mamba eller en Lancehead ved hånden altid, så kan man roligt navigere effektivt med et tilfredsstillende museklik.

Den nyeste Blade Stealth fås som bekendt med 8. generations Kaby Lake-processor, som har fire kerner i stedet for to - det gør den omtrent 85% hurtigere end den forrige generation, og det kan så sandelig mærkes. Det hjælper naturligvis mest af alt med multitasking, men det er netop sådanne opgaver en ultrabook skal kunne klare uden problemer. Med 16GB RAM formår maskinen at sætte sig forrest i feltet, dog uden at undslippe præcis hvad den er - en ultrabook. Det er den integrerede GPU (Intel HD 620), der trækker ned her, og forhindrer Blade Stealth i at være parat til at takle de nyeste titler på lave indstillinger. Du har stadig adgang til et gigantisk bibliotek af spil der kan køres og nydes, om ikke andet på mere moderate indstillinger, men det er endnu en gang vigtigt at slå fast, at Blade Stealth ikke som sådan er konstrueret til at spille, tværtimod er den designet til at kunne lige akkurat, skulle du komme ud for en situation der kræver det.
Vi har kørt maskinen igennem 3D mark Cloud Gate, og her får den en score på 7619. Det er små 20% over en gennemsnitlig ultrabook, men mindre end halvdelen af en gennemsnitlig gaming PC. Det er fortsat værd at tage i mente.

Den nye processor gør dog at Blade Stealth har en lidt kortere batterilevetid end forventet, og ved almindelig brug kørte den omtrent fem timer. Det er en del lavere end hvad man forventer for en ultrabook, dog er det i samme boldgade som en Macbook Pro, hvis touchbar dræner batteriet.
Hvad du dog får for dine penge er et af de bedste displays på ultrabook-markedet. Der er tale om et QHD-display på 3200x1800 på 13.3 tommer. Det kan opereres via touch, men mest af alt er det bare betagende at... ja, betage. Vi taler desuden op til 400 nits, som kun lige er tæt på at ramme HDR-standarden, men alligevel er en del over konkurrenter som HP Spectre 13. Derudover har Razer mindsket skærmens bezel, altså kanten, med 50% uden at gøre selve maskinens dimensioner større. Desuden giver skærmen 100% sRGB-farvegengivelse. Razers IGZO-skærme bliver bare bedre og bedre med årene, og denne gang har de virkelig ramt plet.
Det er vigtigt at slå fast gang på gang, at Razer Blade Stealth, ulig sin storebror, ikke er lavet til gaming på den måde. Ønsker man for alvor at lave den om til en habil gaming-station, så skal man bruge en ekstern Razer Core. Som ultrabook med mild gaming-kapacitet dog, så er der tale om en fænomenal maskine her, en bærbar der for alvor kan nippe Apple i hælene i forhold til at præsentere en brugsoplevelse der er udover det sædvanelige. Razer har knækket koden, og kigget på hvert eneste element af brugsoplevelsen, og ulig den almindelig Blade er Stealth både ganske stille, selv under pres, og bliver slet ikke lige så varm.
Er du på udkig efter en ultrabook, og har allerede tænkt over på eksempelvis at købe en Macbook Pro, der med en i7 vil står dig i omkring 17.000, så fås Razer Blade Stealth til flere tusinde kroner mindre. Det er svært at argumentere imod. Det er det virkelig.
Gamereactor Danmark