Nas – Street’s Disciple

Engang blev Nas spået til at skulle hæve sig over alle andre rappere, han var simpelthen så talentfuld at ingen ville kunne nå ham til sokkeholderne, og Nas ville være ham der flyttede Hiphoppen til det næste plan. Debutalbummet blev kaldt en mindre åbenbaring, men så gik det helt galt. Opfølgere var der masser af, men pludselig virkede det som om den gode Nas fuldstændig havde glemt sine evner. Produktionerne blev kedeligere og kedeligere, og det var som havde vidunderbarnet glemt hvad det egentlig lige var han skulle, og måtte se folk som Jay-Z overhale ham indenom i forhold til at blive kaldt den bedste rapper.

Med 2002s "God’s Son" skete der dog noget. Det var som om slåskampene på rim med førnævnte Jay-Z, havde tændt Nas, som om han nu virkelig havde noget han skulle bevise. "God’s Son" blev et come back af rang, og nu skal Nas så følge op på sucessen med "Street’s Disciple". Man kunne frygte at Nas ville gå helt pop i jagten på at brede sig til et endnu større publikum, men sådan er det ikke. Størstedelen af albummet er produceret af Chucky Thompson, L.E.S og Salaam Remi, ikke ligefrem navn der vækker genkendelse på samme måde som Neptunes og Dr. Dre, men tilgengæld navne der i lang tid har fulgt Nas, og ved hvilke beats der passer bedst til ham. "Street’s Disciple" er da langt hen ad vejen først og fremmest også mest vellykket i sin kompromisløshed.

Selvfølgelig er et dobbeltalbum for meget. "Street’s Disciple" kunne snildt have været en enkelt skive, og så havde vi måske også fået lov til at slippe for størstedelen af de mere klæbrige numre om kærlighed til Rakim, Kelis og ungen derhjemme. Det bliver trist at høre på når Nas fortæller om hvor meget han elsker sin kommende kone, samtidig med at han blærer sig med at han godt nok kneppede meget da han var yngre. Størstedelen af pladen er dog overlegen ordekvelibrisme, og nu hvor Jay-Z endda har trukket sig tilbage, ville det da være rart hvis solen igen ville skinne lidt på Nas. Rimsmede af hans karat er sjældne, og lad os da nu for fanden glæde os over at han har fundet formen igen, og endda får overlækre beats at rappe over med i købet. Næste gang ville det bare være rart med lidt større kvalitetskontrol, på den anden side er det jo åbenbart hiphoppens akilleshæl, de kan simpelthen ikke finde ud af at fatte sig i korthed, de rappere!