Pikmin 2

Da kaptajn Olimar i år 2001 styrtede ned i en baghave og herefter minutiøst begyndte at samle sit ødelagte rumskib, var jeg med hele vejen. Vadende gennem staudebede, tulipaner og tårnhøjt græs, kommanderede jeg rundt med en håndfuld androgyne spirer kaldet Pikmin. Blandingen af strategi, ligefrem action og det nærmest tidløse Nintendo-design resulterede i en enorm berigende oplevelse, der til trods for en irriterende tidsgrænse, var et af de bedste spil til den nylancerede GameCube.

Nu har hele konceptet så fået en ny omgang pottemuld og så er det ellers igen tid til at sende de mangefarvede Pikmin ud i felten ved hjælp af en hidsig fløjte. Nintendo har dog ikke ændret synderligt ved opskriften - og dog. To nye racer er der blevet plads til mellem de i forvejen meget alsidige Pikmin. En lilla, der er bomstærk, men også klodset og en skrøbelig hvid med udstående røde øjne, der kan klare giftige dampe. Det ændrer naturligvis ikke det store ved spillet, da det blot giver spilleren nogle nye slags opgaver at udføre. Giftige porte i stedet for almindelige porte, stærkere dyr, der kræver stærkere Pikmin osv. Det er underholdende, men absolut langt fra banebrydende.

Tidsaspektet har også fået kniven. Det er ikke sådan at dagene ikke går i Pikmin, men de 30 dage som Olimar i det gamle spil havde til at samle sin raket i, er for længst borte. Nu kan man dalre rundt på må og få og så ellers få grønne fingre, når man har lyst til det. Dette er både en fordel og en ulempe. En fordel, fordi man ikke presses til at rende rundt med sine knæhøje undersåtter og udføre alt i høj hastighed og en ulempe, fordi man meget let kan miste forbindelsen med hvad det egentlig var man gik og puslede med.

Pikmin 2 er dog ændret på et for mig ret så væsentligt sted. Hvor det første spil blev centreret omkring udforskningen af den ekspansive have og de mange dele til rumskibet, så er opfølgeren lagt an på kampe. Selve haven danner kun basis for gåderne, mens varme kilder og huller i jorden gemmer på de egentlige skatte og dertilhørende monstre. Her rejser man langsomt ned gennem flere niveauer, hvorefter vejen frem brolægges med slåskampe og indsamling af diverse ting. Olimar skal nemlig indsamle intet mindre end 10.000 pokos, før hans arbejdsgiver Hocotate Freight igen er gældfri - så der er masser at give sig i kast med. Hvert hul afsluttes passende med en boss, der skal vurderes nøje inden man kaster sine vilde Pikmin efter den. Slåskampe er derfor en stor del af fortsættelsen.

Desværre syntes jeg netop at kampene var det tamme ved originalen og det efterlader mig altså skuffet med hensyn til toeren. Man kastede jo stort set blot så mange Pikmin som overhovedet muligt efter en fjende, indtil denne opgav ævred og lagde sig om på ryggen; og at dette skal gentages ad nauseum i fortsættelsen er ikke ligefrem betryggende eller sjovt. Er du en af de mere krigeriske Pikmin-generaler, så vil dette element være alle tiders, men for mig var det et irritationsmoment ud over det sædvanlige. Specielt i de situationer, hvor man nærmest uden at kunne gøre hverken fra eller til, får nedslagtet alle sine Pikmin og derfor må bruge adskillige dage på at samle en ny hær. Til gengæld er spillets 30 missioner i multiplayer væsentligt mere interessante, og har man en god ven, så vil der uden tvivl være en del timer i netop denne feature. Alene virker det malplaceret at styre to karakterer rundt, da det er lettere at lade én stå for det hele, mens den anden bliver ved rumskibet.

Visuelt er Pikmin 2 også virkelig lækkert skruet sammen. Blandingen af en egentlig intro og historie, der uden tvivl har kostet mange ugers hårdt arbejde og som trækker én ind i plottet, er en god idé. Olimar og den nye protege Louie skinner virkelig igennem som karakterer i denne omgang. Kædet sammen med spillets små e-mails og den generelle leben tusindvis af lysår væk, virker singleplayer-delen stærkere i denne omgang - i hvert fald i historien. På den tekniske side holder spillet hele tiden tempoet uden nogensinde at kløjes i det. Nintendo har uden tvivl fat i den lange ende af deres egen maskine - noget mange måske ville mene er meget naturligt. Musikken er også yderst charmerende og velgjort, hvilket får én til at sidde og nynne med på melodierne.

På mange måder er Pikmin 2 bedre end etteren. Historien væves tættere sammen med gameplayet og den visuelle del af spillet har fået noget af en indsprøjtning, hvad angår af detaljer og farve. I den hele taget er det en mere komplet pakke. Dér hvor kæden knækker for mig er skiftet i fokus. Der findes alverdens RTS-titler, hvor det at gennemtæske sin modstander med et arsenal af våben er den eneste vej frem, og denne genre falder Pikmin 2 pludselig ned i - hvilket er skuffende taget seriens ophav i mente. De små Pikmin er yderst charmerende, men når de køres i stilling som værende knæhøje krigsmaskiner, så falmer det hele en smule. Har man intet imod den nye retning, eller var det lige præcis kamp-elementet der fornøjede i første omgang, så er fortsættelsen fyldt med masser af god underholdning.