Kerbal Space Program Enhanced Edition

En af de sjove ting ved at være spilanmelder er, at du ender med at spille spil, som du aldrig selv var kommet på at skulle investere hverken tid eller penge på. Kerbal Space Program, der lige er udkommet til konsoller i en enhanced edition, er en af de spiloplevelser, som jeg ikke havde kastet mig over, hvis ikke jeg var blevet spurgt, om jeg ville anmelde det. Ja, faktisk vidste jeg ikke engang, at spillet eksisterede før dét, selvom spillet har været ude til PC siden 2015.

Hvis du heller ikke lige kender til Kerbal Space Program, så kan det ganske enkelt beskrives som en rumraket simulator. Uafhængigt af hvilken af spillets tre gamemodes, du vælger, består hoveddelen af spillet af at bygge rumraketter og sende dem i luften for at udforske Kerbal-universet.

I career-mode bliver spillet til en form for NASA simulator, hvor du skal sørge for at alt fungere i og omkring din rumfartsvirksomhed. I modsætning til spillets sandbox-mode, har du her ikke adgang til alle de forskellige dele, som du kan bygge dit rumskib af. Derfor må du gennemføre en række opgaver, så du kan udvikle din rumfartsforretning. I sandbox-mode kan du lade fantasien flyve og bygge de største, skøreste og vildeste raketter, du kan komme på, ud af alle spillet forskellige raketdele. Når du starter ud med at spille KSP, kan det være en god ide at starte i career-mode, for her har du til at starte med kun få dele at bygge din raket af, hvilket er meget rart, når man tager i betragtning, hvor meget andet du skal tages højde for som nybegynder.

KSP virker nemlig vanvittigt kompliceret at komme i gang med, i forhold til hvor enkelt spillets præmis lyder. Du bliver fra spillets start bombaderet med ufatteligt meget introduktionstekst i en utroligt lille skriftstørrelse. Der er mange detaljer i alt fra måden du designer din raket til måden du afsender og styrer den ud i atmosfæren - og de har alle sammen indflydelse på, om du lykkedes med din rumrejse. Fysikken i KSP ligger nemlig utrolig tæt på virkelighedens og spillet har derfor også fået opmærksomhed fra blandt andet NASA og Elon Musk. Men som vi alle ved, er virkeligheden brutal og det er decideret raketvidenskab, du skal lykkes med her.

Selv efter at have kæmpet sig igennem de lange - og meget lidt actionpacked - training tutorials, handler det stadigvæk i høj grad om at gribe spillet an med en "trial and error"-fremgang - og hold op hvor skal du fejle mange gange, før du lykkedes. Glem alt om Dark Souls, KSP får dig til at fejle om og om og om igen.

Her kommer vi til det, der er mit personlige problem med dette spil, for jeg kan normalt virkelig godt lide et spil, der udfordrer mig, men KSP formår desværre ikke rigtig at underholde mig i processen. Normalt vil den endelige sejr efter utallige fejlslagne forsøg være noget så sød. Men hvad der skulle have været begge arme over hovedet og musikken fra Rumrejsen år 2001 på det indre soundtrack, blev til et antiklimatisk lille træk på skulderen. Det var som om, at jeg aldrig kom mig over den kolde spand vand, som den lange introduktion udgjorde.

Det er dog ikke som sådan spillets skyld. Spillet lykkedes i rigtig høj grad med, hvad det gerne vil give og jeg ved, at spillet allerede har rigtig mange fans rundt omkring i verden. En anmeldelse er jo subjektiv, men jeg kan objektivt godt se, at KSP kan tilbyde sine spillere en rigtig god oplevelse.

<newpage>

Anledningen til denne anmeldelse er spillets nylige ankomst til konsoller. Spillet har faktisk været udgivet til konsoller før, men var angiveligt så rædderligt oversat til konsollerne, at de måtte trække det tilbage. En af de ting der skulle være forbedret i denne nye Enhanced Edition, skulle være control-systemet, men selv i denne nye forbedrede udgave, synes det klart, at KSP passer bedre til mus og keyboard end et joypad. Efterhånden fik jeg greb om det, men der er så mange ting at gøre, at det er svært at huske alle controls, hvilket både kan være voldsomt forstyrrende, når du skal designe din raket, og decideret katastrofalt, når du skal styre den.

Selv som en person, der kunne bruge flere timer med en kasse Lego, bliver jeg ikke fanget af spille KSP i 'sandbox'-mode. For når jeg ikke har et mål som eksempelvis at komme i kredsløb om Jorden - eller Kerbin, som det hedder i dette univers - går det op for mig, at selv med alle byggedelene tilgængelige mangler jeg muligheder for at personliggøre mine kreationer. For mig havde spillet været meget sjovere, hvis jeg kunne bruge mere tid på at lave dele af raketten, der ikke havde nogen konkret funktion for dens evne til at flyve - eller bare muligheden for at give de forskellige dele en omgang maling.

Men det er ikke det æstetiske udtryk, der kommer til at holde spillerne til ilden. Det er omvendt et undervældende syn at flyve rundt mellem stjerner og planeter. Der er heller ikke noget at hente i KSP sparsomme brug af lyd og musik. Jeg tror, at det er meningen, at jeg skal falde pladask for de små Kerbals som beboer denne verden. At jeg skal synes, at de er fjollede og sjove - det er de ikke! Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, at de små Kerbals må lade livet, når mine raketter brænder op i atmosfæren. På trods af dette lykkes KSP med at gøre noget meget enkelt utroligt kompliceret og selvom det lyder som en negativ ting, så tror jeg, at rigtig mange vil kunne nyde det i mange timer.

Så hvordan giver jeg en karakter til et spil, som jeg subjektivt ikke får noget ud af, men objektivt godt kan se at mange andre vil have glæde af? Jeg ender med at give det et sekstal baseret på min egen oplevelse, men jeg ved, at mange vil kunne få en nitals oplevelse ud af spillet. Jeg ville ønske, at jeg elskede KSP, men det gør jeg bare ikke. Så jeg må nøjes med at stå og kigge på raketten, der stiger op mod himlen uden mig om bord.