Get Out
Diabolsk, samfundskritisk gyser om nye perspektiver på raceproblematikken. Get Out er original, kompetent, og ret uhyggelig.
I 1972 udgav forfatteren Ira Levin bogen The Stepford Wives - en satirisk thriller som kommentar til datidens sociale brud. Historien om en amerikansk provinsby der opfostrede klassiske kvindeidealer var et symptom på 70'ernes kvindefrigørelse, hvor kvinden kæmpede sig ud af hjemmet, ud på arbejdsmarkedet og ud af mandens skabeloner. Når jeg nævner denne bog, er det ikke tilfældigt, for Jordan Peele har gjort det samme. Hans debutfilm som instruktør er en genanvendelse af The Stepford Wives, omstruktureret mod et andet subtilt oprør: Raceproblematikken i 00'ernes tidsånd.
Der er ikke længere slaveri, pisk og lænker. Den amerikanske præsident blev Obama og nationen pustede den klassiske racisme fra sig. Men, under overfladen opstår en anden ukendt isme. Den afroamerikanske befolkning oplever en styrende objektivisering. Pludselig er det god, politisk PR værdi at blive fotograferet sammen et succesfuldt etnisk ansigt. Nøgleordene i Get Out er: Sort er det nye sort. Lyder det meget amerikansk? Så tænk hvordan danske Outlandish blev en politisk kæledække som alle embedsmænd ville dele rampelys med. Symptomerne fornemmes. Ikke klassisk racisme - men noget andet. Tilbage til historien...

Som en thriller-udgave af Meet The Parents, indvilliger fotografen Chris i, at tage på weekendtur til svigerforældrene sammen med sin nye kæreste, Rose. Bekymringen nævnes allerede inden afgang: Hun er hvid, han er sort og virkelig utilpas ved situationen. Men, familien tager godt imod ham. Meget, meget godt. Alle er venlige, oprigtige og dedikerede Obama-tilhængere trods samfundets hvid snit. Selvfølgelig er der noget galt, ellers ville der ikke være en film. Husstandens gartner og husholderske er også afroamerikanske, men mere end det. Deres adfærd er mildest talt underligt. Chris kan fornemme det, men kan ikke helt sætte fingeren på hvad der er galt ved hele situationen. Mere burde man heller ikke fortælle uden at tænde spoiler-alarmen.
Der er strejf af M. Night Shyamalans filmiske kulde og minimalistiske gys såvel som Kubricks stramme kompositioner. Jordan Peele har tydeligvis kigget på de filminstruktører som passede godt til sit psykologiske tema og genanvendt filmsproget meget professionelt. Det sagte tempo og tunge underlægningsmusik rummer gyserens gribende karakter, som med små chok og skarp intensitet har godt fat i vores følelsesregister. Opspilede øjne anvendes som vinduer indtil ukendte sjæle. Jordan Peele vil tydeligvis have os til at føle noget for denne film og dele sine fornemmelser med os. Endelig en genrefilm med intentioner.

Get Out er enigmatisk med mange fragmenter der finder sammen som brikker, især efter afslutningen. Der flirtes med det surreelle, uden at fortabe sig i abstrakt kaos. Trådene hænger sammen, selvom det engang imellem kræver forenklinger og karikerede biroller til at understrege pointerne. Det er altså svært at forklare hvorfor og hvordan uden at afsløre for meget om en film, som burde opleves på sit uventede overraskelsesmoment. Hvis Get Out ubemærket passerede dig biografen (og det gjorde den nok for mange), så oplev denne diabolske, samfundskritiske gyser en mørk aften i lyset af TV-skærmen.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven er tilpas forsynet instruktørens tilstedeværelse til at forklare no
Gamereactor Danmark