ShellShock: Nam ’67

I spilbranchen er der et gabende hul mellem hvad der står i en pressemeddelelse og hvordan det færdige produkt bliver. Der væves vidunderlige, snørklede og til tider højtragende ambitioner ind i meddelelsen, og når dagen så kommer hvor ivrige spillere verden over sidder med joypaddet i hånden, er virkeligheden desværre en anden.

Dette gør sig også gældende i ShellShock: Nam ’67’s tilfælde. David Bowry og drengene hos Guerrilla har måske haft både ambitioner og visioner da de gik i gang med deres actionfyldte krigsspil, men undervejs er et eller andet gået galt. Faktisk er det gået så galt, at alt det teamet med stolthed proklamerede, ville være fortid i denne slags produkter, blot er blevet forstærket tusindfold. Resultatet er nemlig et ordinært spil uden nogen som helst form for armbevægelser, der forlader sig på gårsdagens spildesign og trætte virkemidler.

Shellshock skulle ellers have været spillet der skar igennem den glamouriserede version af krigen som vi kender den og i stedet for serverede det hele råt og usødet. Der skulle have været blod, tortur og krigsrædsler på bordet i et realistisk skær. Sandheden er at spillet sjældent fungerer på mere end det absolut basale plan og at det kun underholder så længe, man ikke tænker synderligt over det. Det første og samtidig mest irriterende aspekt ved spillet er at det ikke tackler krigen med mere flair eller dybde end så mange andre spil. Dialogen er træg og klichepræget, og selvom holdet af unge rekrutter fra tid til anden fyrer et par linier amerikansk miltærbavl af, så føles det mest af alt som at være på stroppetur med en flok bavianer, der har glemt hjernen derhjemme. AI’en trækkes nemlig via en usynlig tråd gennem samtlige landskaber, og mister man dem af syne eller kommer for langt foran, så falder de i staver og venter tilsyneladende på at du kommer tilbage og henter dem.

Dette følges op af det evigt tilbagevendende problem, der har at gøre med at du stadig er en enmandshær. ShellShock skulle angiveligt vis være undtagelsen, men når man først aflurer spillets mekanik, så står det klart at intet er forandret. Sendes man på mission, så løses den først når man personligt bomber fem tilfældige geværposter sønder og sammen. Et mylder af VC’ere kan komme rendende ud af tilfældige huler i uendelighed, og stoppes først når du når et usynligt punkt på banen eller skyder en eller anden tilfældig overordnet. Dine soldaterkammerater gør absolut ingen forskel. De er gode som skydeskiver og statister, men fungerer ikke som allierede. Der er nu heller ikke brug for allierede da fjenden ikke har et gram af intelligens. Guerillas åbenlyse løsning på problemet er nemlig at have flere fjender på banen end du har venner, og derved fra tid til anden skabe lidt panik - og panik er der da, når man for syttende gang prøver at forcere en mindre bakke med mundingsilden flammende fra sin M16, mens ens tropper spærrer udsynet til fjenden. Om det er krigens rædsler man oplever på den måde, skal Gamereactor lade være usagt.

Bedre bliver det ikke da man efter endt mission står tilbage i lejren. Her har Guerrilla forsøgt at skabe en eller anden form for kammeratlig tone, hvor man i bedste RPG-stil kan snakke med sine venner og få sig en sludder for en sladder. Og det er hvad det er. Det kan ikke bruges til noget, og da man opdager dette, går turen altid lige ned til helikopteren og dermed ud på en ny mission. Eneste lyspunkt er en bred palette af musik fra 60’erne og 70’erne, som fra tid til anden blæser ud gennem lejrens højtalere.

Alt er dog ikke helt fortabt i ShellShock: Nam ’67. Grafikken, som vi også dengang syntes var pæn, er kun blevet pænere. Jungler, rismarker og overgroede ruiner er blot noget af det man støder på, og de giver alle den rette stemning af at være tilstede i Vietnam. Dette forstærkes af en til tider overdådig lydside, der med mortergranater, riffelskud og brummende helikopterstøj er med til at fuldende billedet. Selv kameraet, der i det fleste spil er kilden til evig irritation, fungerer for det meste gnidningsfrit. Der er faktisk ingen tvivl om at spillet visuelt og lydmæssigt er slagkraftigt nok - det er bare synd at stort set alt andet halter.

ShellShock: Nam ’67 ender som en massegrav af underlige beslutninger og manglende overblik. Det er et spil der så gerne vil gøre op med fortidens mange krigsspil, men som i bestræbelserne på dette faktisk blot bliver endnu et offer. Det kan sagtens spilles som et ordinært actionspil, men kigger man tættere på camouflagen, så står det pinligt klart at Guerrillas første spilprojekt er et halvhjertet forsøg på at lave god underholdning.