Roccat Leadr
Fremtiden er trådløs.
Den store tendens det sidste års tid synes at være en insisteren på at vi skal til at køre trådløst. Den store bekymring herfra er dog at de fleste producenter ikke helt har forstået at 2.4 GHz-båndet er temmelig godt fyldt ud, mens at radiobølger og 5 GHz stadig har plads. Og det kan give nogle ydelsesmæssige problemer. Forskellige producenter gør det forskelligt, men tendensen lader til at være at man i stedet låser en specifik frekvens mellem mus og signalmodtager, og derigennem sikrer brugeren bedre kontrol.
Så ind i arenaen træder Roccat Leadr. Her bruger man sin "egen" Owl Eye-sensor, der er en lettere modificeret Pixart 3361, og en af fordelene skulle være at sensoren kører på 100%, hele tiden. Samtidigt skulle den levere fuld 1:1 tracking, og ikke bare interpoleret gætværk. Det kombineres med en optimering for brug under 3000 DPI, selvom at musen går op til 12.000, og brugen af Roccats egen Distance Control Unit, der giver forbedret ydelse i forhold til når musen løftes af musemåtten og alligevel bevæger sig, et problem man ofte vil støde på ved meget lave DPI-indstillinger. Det er desværre en ren højrehåndsmus, men mon ikke der kommer en til begge parter på et tidspunkt?
Ladestationen er en af de mere finurlige. Den står op, og musen hviler på en lille platform, hvor kontakterne til at lade samtidig er. Det ser drøngodt ud, og fungerer fint, om end det kan opfattes lidt dominerende på skrivebordet. Der er samtidig en batteriindikator. Desværre fungerer den trådløse overførsel kun til selve signalet, data og opdateringer kræver at musen kables, og det fungerer fint, men det er lidt mærkeligt at man vælger at lave en (nødvendig) release-knap på den ene, men ikke den anden. De to stik sidder nemlig særdeles godt fast, og man føler at tingene er lavet med små tolerancer. Der er fint signal fra de cirka fire meter der er fra ladestationen og hen til mit film-setup, og det er ikke utænkeligt at man kan slippe afsted med mere hvis der ellers er fri udsigt mellem ladestation og mus.
Der skal lyde et ekstra hurra for at udstyre USB-kablet med en stor og klar overflade, der tydeligt indikerer at det nu er Roccat Leadr man har med at gøre. Roccat er ikke de eneste, men det er en stor hjælp for dem der har mange ting sluttet til via USB.

Marketingen er nogenlunde lødig, min primære anke er stemplerne "FPS Approved" og "MMO Approved" - hvem er det lige der sådan helt officielt certificere mus til det ene eller andet? Er det derimod ment som en hjælp til forvirrede forældre, der sikkert ikke ved hvad MMO eller FPS betyder alligevel, så kan jeg tilgive det.
Batterilevetiden er sat til 20 timer, den holder ikke helt, og slet ikke ved heftig brug. Der er en tænd/sluk knap, og det kan da godt være at man kan opnå 20 timer ved at bruge den, men det gider denne skribent ærlig talt ikke. 15 timer er også pænt, og matcher ret godt konkurrenterne, og ligger i den høje ende. Da opladningen er så nem, så gør det nu ikke så meget. Den er dog lidt sløv til at lade hvis den er kørt helt tør, og især de sidste 25% synes at være tidskrævende, eller også er ladestanderens batteriindikator bare ikke helt så præcis som man kunne ønske. Det er dog stadig en særdeles veludført og meget funktionel stander/ladestation. Selve musen har et indbygget 1000mAh-batteri, hvilket reelt set er ganske voldsomt. Både mus og stativ bruger en ARM Cortex-MO-processor, og der køres med fast 1000 Hz Polling Rate.
Selve musen er tydeligt baseret på Roccat Tyon. Det betyder en del ekstra knapper der sidder rundt om på musen, og det ser nok mærkværdigt ud med de mange ekstra finner på musen, men de er placeret i forhold til hvad der er mest hensigtsmæssigt rent ergonomisk. Især finnen over tommelfingeren, en analog styrepind kaldet "X-celerator" er meget praktisk. Jeg brugte den til at zoome, men den er særdeles praktisk til at scrolle på hjemmesider, her kommer Easy-Shift, Roccats dobbeltknapsystem, virkelig til sin ret. Dette aktiveres via en dedikeret knap under tommelfingeren. Det gør det noget nemmere end på mange andre Roccat-mus. Dog savner man 4D Titan-musehjulet fra den nye Kone. Det er lidt mærkeligt at man "bare" har sat et almindeligt 2D Roccat-musehjul på for det virker fint, men 4D Titan er mærkbart bedre bygget, og lavet til multiaksefunktionalitet, så det ville give god mening at bruge det til en mus hvor der er så mange ekstra muligheder og knapper i forvejen. Musen er ikke ligefrem lille, 8 cm bred, 4,5 cm høj og 12.6 cm lang med en vægt på 134 gram. Det er en mus der tydeligt favorisere håndflade-greb, og ikke klo-greb (hvis en læser har en bedre oversættelse af claw- og palmgrip, så hører vi gerne).

Designet enten hader eller elsker man. Den ser meget futuristisk ud med de ekstra finner, og mon ikke de laver en i hvid på et tidspunkt - som med Tyon. Der sidder en ekstra knap bag musehjulet, og to ekstra knapper på hver museknap. Det betyder så at der er 14 funktionsmuligheder plus mulighed for dobbeltkonfiguration igennem Easy-Shift, så reelt 28 funktionsmuligheder. Det virker som meget, men det giver en anden fornemmelse end at skulle bruge tastatur til tingene. Også mere hverdagsorienterede ting som eksempelvis at skrue volumen op og ned bliver lidt nemmere, men især i spil hvor mange funktioner er nødvendige, eller simple ting som at lade sit våben, der er det bare mere praktisk. Som standard bruges de ekstra knapper til at skifte DPI og profil.
Lyseffekterne er nu todelte, forstået at lys i musehjul og på selve håndledsstøtten nu er uafhængige. Det er fint, men for mig er det ikke en revolutionerende funktion. Det er naturligvis RGB-belysning med flere muligheder for effekter som det jo skal være nu til dags.
Roccat Swarm, driveren, er holdt i samme kølige Roccat-stil. Det vil sige blå og sort. Der er mange funktioner, og det kan virke lidt rodet første gang man ser det, men mange ting giver god mening efter lidt brug. Der kan også synkroniseres mellem flere enheder, og dine ting huskes og gemmes i skyen. Drivere skal efterhånden mange ting, og med 28 muligheder udover bare at være mus er det fair nok at driveren også kan lidt mere end bare at skifte lys. Den er i øvrigt ganske stabil og velfungerende.
Og så til det essentielle, den daglige brug. Ergonomien er fin, og selvom at de mange ekstra finner og knapper ser mærkværdige ud, så er de meget bekvemt placeret, og er ret nemme at bruge. Igen er musehjulet den største mangel, ikke fordi at det er dårligt, men fordi at man ved at der findes bedre i Roccats eget sortiment. Som med mange andre mus, så har Roccat smidt en særlig overflade på musen, halv gummi og halv plastic føles det som. Det giver et godt greb, og man føler at musen er ekstra solidt bygget.

Der blev prøvet både med og uden kabel i testperioden, og der synes umiddelbart ikke at være en forskel, faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at Roccat rent faktisk holder hvad de lover. Trackingen er også ret god, og hører til i den gode ende af hvad vi har prøvet de sidste par år.
Samlet set trækker performance, nemhed i betjening og opladning op, men Leadr er også væsentligt dyrere end de fleste andre Roccat mus, og det er fair nok, den er ekstremt kompliceret og avanceret, men 1179 kroner er stadig mange penge for 134 gram plastic.
Gamereactor Danmark