Passengers

Gennem filmhistorien har mennesket har rejst til fjerne galakser med forskellige målsætninger. Enten for at udforske nye dimensioner af vores egen eksistens - en slags kosmisk selvransagelse hvor mennesket søger det yderste men finder det indre. Eller også for at kæmpe mod fjendtlige organismer der truer vores eksistens og grundlag for at leve. Sjældent er der gjort forsøg på at finde kærligheden i det ydre rum. Derfor får Passengers to pluspoint allerede inden filmen er begyndt, for endelig udleves en klassisk romance blandt universets yderpoler. Altid et frisk pust når kendte genrer rystes sammen på nye måder.
 
Passengers er som en postmoderne sammenfletning af brudstykker fra forskellige genrer, myter og andre film. Først er det Palle Alene i Verden, da mekanikeren, Preston, vågner op på et kolonisering-fartøj på vej mod en anden beboelig planet. Et ukendt uheld aktiverer hans biorytmer cirka 90 år før ankomst til destinationen med ingen mulighed for at genoptage dvalen - så hvorfor? Og hvad gør vi nu? Fartøjet byder på underholdning, aktiviteter, fremtidens Just Dance og en mekanisk bartender som hedder Arthur, men på længere sigt er ensomheden ved at knuse Preston, så han tager den drastiske beslutning at vække, Aurora, den lækreste kvinde på skibet. Uden hendes samtykke, altså.

 
Godmorgen. Så skal de to eneste vågne passagerer finde hoved og hale på situationen, og de skal finde hinanden. Som en kosmisk Adam og Eva spirer kærligheden i tosomhed med filmiske fornemmelser fra den galaktiske droide-dans i Wall-E og rejsen på det flyvende tæppe i Aladdin. Parret er "dømt" til at leve sammen uden andre (naturlig bestemt monogami?), men to ukendte fjender truer forude: Sandheden om opvågningen og de ukendte småfejl som ser ud til at eskalere i fartøjet. Som konklusion skifter temaet til  edge-of-your-seat action for at undgå en kosmisk Titanic.
 
Der er fine intentioner og moden tankegang bag Passengers, men desværre fornemmes også en uenighed omkring retningssansen. Prestons besøg i cocktailbaren antyder en substans med reference til Ondskabens Hotel, mens andre sektioner er pop-dyrkelse af reneste vare. Samtidig er Chris Pratt for poleret til andet end ydre tegnsprog. Hans sindstilstand bøjes dovent i neon med sorte render under sørgmodige øjnene og utæmmet skægvækst bare for at understrege: Han er ensom og ked af det! Efter rollen som Starlord og dinosauer-tæmmer i Jurassics World er Chris Pratt blevet et kommercielt trækplaster, men psykologien stikker ikke meget dybere end en L'oréal reklame, og resten af filmen følger lidt samme skæbne. Passengers havde fortjent en bedre exit.
 
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen byder slettede scener, fire forskellige making-of film i den sædvanlige promo-jargon, sjove fejlklip (plejer det ikke at være forbeholdt komediefilm?) og reklamefilm fra fartøjets egne skærme. Alt i alt en meget standardiseret pakkeløsning.