Driv3r

Der må herske en underlig form for deja-vu hos Atari i disse dage. Firmaet der sidste år udsendte det forsinkede og mangelfulde Enter the Matrix, står i nøjagtig samme situation dette år. De har et spil mellem hænderne, der har været alt for længe undervejs og som allerede et år før sin udgivelse er blevet pumpet op til det helt store. Og nu skal det simpelthen indfri firmaets store ambitioner om en kassesucces, for ellers kan resten af året blive en noget speget affære.

Det samme gælder sådan set Reflections, der med Martin Edmonson i spidsen skal bevise at de har fået krammet på den seneste generation af konsoller. For nok har firmaet en imponerende portefølje af hits tilbage på PSOne med bl.a. det originale Driver og Destruction Derby-spillene, men prøvekluden Stuntman, der stort set kun blev til for at teste diverse engines og muligheder blev ikke ligefrem et verdenshit, og det synes ikke at vare længe før den næste generation af spillemaskiner indtager feltet.

Netop derfor burde Driv3r måske også have været en smule mere gennemført og visionært end det egentlig er. Det er ikke til at sige hvad de mange udsættelser har været brugt til, men selv helt fundamentale fejl, som spillet også indeholdte for et år siden, er stadig en del af den færdige kode. Man kan faktisk sige at Driv3r langt hen af vejen mere fungerer som en halvforkølet plæneklipper med for lidt benzin i tanken, end en velsmurt V8-motor, der hidsigt brøler af alle i dens umiddelbare nærhed.

Driv3r starter ellers godt. På bedste Quentin Tarantino-manér oprulles tilsyneladende slutningen på Tanners seneste eskapader og det bliver så spillerens job at genopleve alt op til denne hidsige skudepisode. CG-sekvenserne er der i den grad kælet for - og der er ingen tvivl om at det er her varen for alvor skal sælges. Problemet er bare at plottet slet ikke har en dybde der kan holde en fanget. Tyvstjålet fra tidens andre hotte spil og film har Reflections banket en kedelig og traditionel historie sammen om en håndfuld bander der bekriger hinanden, nogle hurtige biler og et par solbrillebærende skurke af værste kaliber. Og mens det stort set altid har været omdrejningspunktet for Driver-serien, så har de seneste års mange GTA-spil, The Getaway og True Crime altså for længst tærsket langhalm på konceptet. Ja, faktisk i en sådan grad at man faktisk finder historien søvndyssende og komplet ligegyldig.

At seriens seneste spil også går nye veje i introduktionen af såkaldte On Foot-baner, hvor man med en pistol i hånden skal nedlægge fjenderne, giver vel egentlig sig selv. Tidens modeord er frihed og med Grand Theft Auto godt forankret på toppen af alle salgslister, så ville Reflections ikke kunne holde sig udelukkende til et decideret bilspilskoncept - om end det nok ville have været det bedste. Heldigvis har teamet holdt sig på den bedre side af grænsen og derfor vil man kun i ca. 20% af tiden befinde sig løbende ned af fortovet med pistolen i hånden, når det gælder missionerne. Men det er netop disse 20% der også ødelægger en stor del af oplevelsen i Driv3r.

Muligheden for at stige ud af bilen fører nemlig nye problemer med sig og dem har udvikleren enten sloges forgæves med eller også bare helt valgt at overse. Øverst på listen af problemer er utvivlsomt styringen og det træge kamera. Enhver med et minimum af erfaring ville pege fingre af dette element efter få minutter, og enhver tester ville straks skrive det på sin i forvejen lange liste over fejl der skulle rettes. Men sådan er det ikke med Driv3r, der gladelig dropper alle forestillinger om at levere underholdning og i stedet opbygger frustration på frustration. Fjenderne mangler en form for AI, der gør det muligt at tage dem alvorligt. Det er simpelthen hylende grinagtigt at skyde en tønde ned foran dem, for derefter bare at se dem løbe på stedet i forsøget på at komme hen til dig. Ligeledes er det pinligt at sigtet fra tid til anden giver spilleren mulighed for at skyde modstanderne gennem væggen.

Bedre bliver det ikke da skiftet mellem at enten sidde i en bil, drøne over bølgerne i en båd eller løbe ned af en gade aldrig fungerer gnidningsfrit. Man stiger ind i biler, hvor dørene ikke er åbne. Bliver kørt over af lastbiler og ender stående på taget af dem uden en enkelt skramme, og kæmper fra tid til anden i halve eller hele minutter med bare at få Tanner til at kravle ind i lædersædet på den seneste øse. Læg dertil et dårligt sigtesystem og et nærmest latterligt "trial and error"-koncept, der for længst burde være fortid, så har man Reflections seneste produkt.

Heldigvis går det langt bedre med køre-delen. Det skulle det naturligvis også gerne, da udvikleren har mange års erfaring i netop bil-fysik og hastighedsfornemmelse. Der gik da heller ikke længe før Gamereactor fik styr på bilerne og så ellers drønede gennem Miami, Nice og Istanbul i jagten på alverdens slyngler eller flygtede fra politiet. Specielt de baner hvor man sidder på ladet af en lastvogn og skal skyde til måls efter jagtende modstandere i brummende biler fungerer strålende. Eneste køretøj der kræver en portion tilvænning er motorcyklen, men når denne mestres er den et livsvigtigt middel i kampen for at gennemføre en del missioner.

Visuelt er spillet som en pose blandende småkager. Der er øjeblikke hvor man nærmest sidder og beundrer de snoede stier og små veje i Istanbul eller drøner ned af smukke boulevarder ved Nices brede sandstrande, men disse skal så til gengæld opveje et ustandseligt virvar af pop-up fejl og halvsløje grafiske overflader, der fra tiden til anden helt forsvinder, når man drøner ind i dem. Det lykkedes faktisk flere gange Gamereactor at sidde fast i spillets landskaber og måtte derfor hente vores savegame ind igen. Det gør det heller ikke lettere at træde på speederen og så opdage at modkørende køretøjer nærmest kommer frem af ingenting og slet ikke reagerer på at man banker hornet i bund.

Driv3r ender som et produkt med alt for mange fejl til at mænge sig længere op på listen end Atari gerne så det gøre. Om det er Ataris pres på udvikleren der har fået Reflections til at udgive et spil, der i den grad savner nogle kærlige hænder eller om det er teamets mangel på forståelse af denne tids konsoller skal vi ikke kunne sige, men spillet er og bliver en skuffelse - også for den hårdeste kerne af Tanner-fans.