Mario Golf: Toadstool Tour

På N64 var Camelot Software Planning en vigtig partner for Nintendo. Anført af de to Takahashi-brødre, var det lille udvikler-studio med til at sikre maskinen en større udbredelse i både USA og Europa, da henholdsvis Mario Tennis og Mario Golf ramte gaden. Bygget på et yderst enkelt og alligevel fængende koncept, hvor hele det spraglede galleri af Nintendo-karakterer mødte op til en omgang ketsjer eller golf, fik firmaet skabt to dundrende succeser. Efterfølgende kastede Camelot sig over den yderst populære Golden Sun-serie til Game Boy Advance, og det er først nu, en god portion tid efter udgivelsen af GameCube at firmaet igen står klar til at levere en sportsoplevelse for Nintendo-fans.

Og alt ser ud til at være ved det gamle i vingummi-land. Græstæppet har fået par polygoner mere, Mario og hans venner har fået et rundere og mere glat snit og spillets palette består endnu engang af regnbuens gavmilde farver. Selv lensflare- og partikel effekterne er der ikke sparet på. Der er kort sagt intet galt i Svampekongeriget. Ikke engang Bowser har tænkt sig at stjæle Princess Peach - nej, alt ånder fred og idyl.

Måske er der en smule for stille. For Mario Golf: Toadstool Tour ligner nemlig sin fem år gamle store bror på en prik. Både i gamemodes, generel feel og styring. Det er der naturligvis ikke noget galt i, men Gamereactor blev hurtigt lullet ind i en slags trance, hvor man bare følger spillets anvisninger og på ganske kort tid laver både Birdies og Hole-in-ones uden det store besvær. Spændingen udeblev faktisk helt fra tid til anden. Det skyldes at Camelot tilsyneladende vil have alle til at interessere sig for golf i denne omgang. For ikke nok med at spillet fortæller dig hvor langt der er til greenen og anviser dig den bedste kølle, så giver det dig også en let auto-mode at læne sig op ad, når der skal slås til kuglen. Dermed bliver det nærmest hulens svært ikke at give den et perfekt drøn ned af græstæppet. Der er ganske vist mulighed for at bruge B i stedet for A, og derved gøre brug af de professionelle muligheder, men det ændrer ikke meget. Mario Golf holder sig inden for nogle yderst snævre og meget sikre rammer, der hurtig udvisker linien mellem en golfkyndig og den rene amatør.

Det samme kan siges om modstanderne. Mens Nintendo for en gangs skyld ikke har lavet en såkaldt catch-up mode, der giver AI’en mulighed for hurtig at indhente ethvert golfkrumspring man kunne udføre, så har de alligevel begået en brøler. For nok kan AI’en sit kram på banen, men fedtspiller man sig igennem på banens par, så vil der stadig være en stor mulighed for at vinde. AI’en kommer sjældent på minus, og når den gør, så skal der ikke meget til at hive sejren hjem alligevel. Faktisk er man for det meste ikke mere end på fjerde eller femte hul før man fører med to eller tre skud.

Kameraet kan også være en kilde til irritation. Fra tid til anden kan det være næsten umuligt at se hvor hullet er, og når man zoomer ind og pludselig ser igennem både bane og træer, så støder man på væmmelige grafikfejl. Heldigvis er fejlen med de tætte puts fuldstændig væk. Når man står meget tæt på at putte, kan man nu lade meteret gå helt op, for så at falde igen. På den måde kan slag, hvor man kun skal give den meget lidt fart på lade sig gøre.

Alt er dog ikke helt skævt i Mario Golf. Spillet har stadig samme fængende stil og hvis man finder et par venner frem fra skabet og giver dem et joypad i hånden, så er der lagt op til en del sjove timer. Det samme gælder hvis man tager på rundtur i spillets ret så mange modes. Her kan man både dyste i en omgang Speed Golf, hvor den der er hurtigst færdig vinder, eller skyde sig igennem en bunke placerede guldringe. Tager man fat på spillets hoveddel, nemlig et Championship, så er der også timevis af golf forude. Her lukkes der op for nye baner som man ender øverst på skamlen, og der går ikke længe før man har adskillige nye baner at boltre sig på.

Fans af Mario og i særdeleshed det første Mario Golf, vil være godt tilfreds med Toadstool Tour, der egentlig bare forlænger det oprindelige spils ideer med et par forbedringer og giver spillerne det hele pakket ind i pænere grafik. Der er dog meget lidt fornyelse i denne GameCube-udgave, så det er lidt svært at se, hvorfor det var så pokkers vigtigt at smide endnu et spil i serien på gaden.