Gamereactor

Gamereactor
Artikler

Bagom BlizzCon

I år var det Daniel og Katrine, der fik æren af at drage afsted til BlizzCon i Californien. Nu er de vendt hjem en hel del oplevelser rigere, og her deler Katrine nogle af dem med dig.

Man kan vist roligt sige, at BlizzCon ikke er et ukendt fænomen. De fleste kender til det, og mange ønsker nok hvert år, at de selv kunne udforske Anaheim Convention Center først i november, når BlizzCon har overtaget det. Det ved jeg i hvert fald, at jeg selv har ønsket hvert år. Og i år skete det så. Jeg blev tilbudt en tur til BlizzCon og fik endelig selv lov til at opleve, hvad al postyret handlede om. Men jeg synes ikke, at det kun er mig, der skal have glæde af alle oplevelserne, så jeg vil mægtig gerne dele dem jer, fortælle om alt der skete, og hvad det helt præcist er, BlizzCon egentlig kan.

Én af de ting, som BlizzCon gør godt, er Esport. Jeg har før været med til mindre Esport-events, men ved BlizzCon var der på ingen måde noget "mindre" over det. Vores skema var tæt pakket ved BlizzCon, så da vi endelig havde tid til at udforske showfloor'et, blev vi straks tiltrukket af de grønne lys og den ivrige jublen, der foregik ikke langt fra os. Vi bevægede os tættere på scenen igennem en lind menneskestrøm og fandt hurtigt ud af, at det, der udspillede sig lige foran os, var finalen i {World of Warcraft} Arena World Championship. Det var ganske overvældende at stå der midt blandt det larmende publikum, de ivrige kommentatorer og konfettien, der eksploderede i et uendeligt vandfald, da vinderne var fundet. At se en så storslået finale i Esport live er noget, der er meget svært at gengive på video og endnu sværere på tekst. Det var som at være med til en stor koncert, en afgørende fodboldkamp eller lignende. Og så var {World of Warcraft} Arena World Championship-finalen endda ikke engang den mest storslåede. I en ny arena, sat op til formålet, udspillede {Overwatch} World Cuppen sig, og trods spillets unge alder, var alle sæder pakket, køen udenfor lang og stemningen fyldt med spænding. Men StarCraft II WCS Global-finalen, der udspillede sig i en endnu større og aflukket arena, overgik alt andet. Kuldegysningerne ville ingen ende tage, og selvom jeg på ingen måde kunne begribe den omfattende strategi, der foregik på den helt overdrevne (på den gode måde) scene, så kunne jeg ikke undgå at blive bidt af stemningen og lade mig rive med, når publikum eksploderede i tilråb og applaus. Mine ord kan på ingen måde yde stemningen retfærdighed, men vi er så heldige at have fanget mange af disse storslåede øjeblikke på kamera. Så jeg synes, du skal tage et kig i vores tour-video herunder og se, hvordan det var, når publikum og stemningen nærmest eksploderede.

Finalen i {Heroes of the Storm} Fall Championship er netop blevet afgjort her

Blizzard er også kendt for at skabe nogle ganske unikke, interessante universer fyldt med ligeså interessante karakterer i deres spil. Men under BlizzCon kan man i sandhed opleve dem, da det er her, de kommer til live. Uanset hvor vi kiggede hen på showfloor'et, kan du spotte en cosplayer i fuld gang med at posere. Mange af dem er gået til ufatteligt store længder for at livliggøre deres favoritkarakterer, og jeg blev flere gange overvældet, da jeg enten stod overfor en Reinhard, der stak langt over mit hoved eller hele to fuldstændig livagtige Murlocs og deres elskværdige lyd. At gå rundt der i salen med det dæmpede lys og forsøge at spotte de forskellige karakterer bliv til lidt af en konkurrence for os. Vi overvejede endda at lave en slags skattejagt eller konkurrence d af det, med kategorier såsom "Få et kys fra en {Overwatch} karakter", "Ha' en storslået sværdkamp" eller "Råb: "For the Horde" i kor med en ork". Men eftersom Daniels plads var bag kameraet, og jeg var den eneste foran det, var skattejagten jo afgjort, allerede inden den begyndte.

Cosplayerne er i den grad med til at puste liv i messen og i de forskellige spiluniverser, men den baggrund, som BlizzCon leverede, var også levende i sig selv. Det dunkle konvention center var stemningsskabende i sig selv, men først da vi på andendagen vovede os helt op på tredje sal og ind i et lille lokale, fandt vi mit nye yndlingsrum! Her havde man nemlig lavet en såkaldt Hearthstone Tavern med live musik, hyggelig, dæmpet lyssætning og muligheden for ikke blot at spille Hearthstone mod sine venner men også for at udfordre en af udviklerne bag spillet. Jeg kunne have siddet deroppe og danderet den begge dage, lænet mig tilbage og bare nydt stemningen. Du kan se et billede fra rummet nedenunder, men for virkelig at kunne fornemme stemningen, må du udforske vores tour-video!

Livemusik i Hearthstone Tavern.

I år kunne BlizzCon fejre sit 10-års jubilæum. Dét er allerede grund nok til at hive det tunge skyts frem og fejre det godt og grundigt, men jubilæerne stopper ikke her. Også Diablo ramte en milesten på hele 20 år, mens selve Blizzard fylder 25! Der er altså tre gange så mange grunde til, hvorfor dette års BlizzCon burde være noget ekstra stort. Måske var det denne forventning af noget stort, rygterne om et Diablo 4 eller bare fordi, det var mit første BlizzCon, at jeg efter den store åbningstale følte mig en smule skuffet. Det føltes ikke som om, at vi stod med de helt store nyheder at rapportere hjem, og jeg kunne godt have ønsket mig, at det første BlizzCon, jeg skulle dække, havde været propfyldt med fede nyheder og tiltag. Men det var desværre ikke tilfældet. Det betyder dog ikke, at Blizzard ikke formåede at fejre jubilæerne på en anden måde. Den første aften var der planlagt en udendørs koncert med Hodor (Kristian Niarn) som DJ, og speciallavede Blizzard-inspirerede øl. Det var virkelig en hyggelig aften, hvor vi kunne nyde synet af tusindvis af halvfulde Blizzard-fans fyre den af til den kendte {Game of Thrones}-temasang. Især da strømmen til mixerpulten gik og publikum begyndte at råbe "Hold the door!" i takt, kunne jeg ikke længere holde smilet tilbage. Dagen efter fandt den afsluttende koncert med Weird Al Yankovic sted. Og mens denne koncert var god nok i sig selv og havde en fantastisk intro, der hyldede alt fra Blizzard ved at lade Weird Al danse forbi en lang række Cosplayere, så tror jeg faktisk hellere, jeg ville stå der på det tæt pakkede, udendørs dansegulv fra dagen før med alle de andre danseglade Blizzard-fans og nyde Hodors hits. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet lidt mere af et brag af en fest, eftersom der var så meget at fejre.

Lige inden Hodor (Kristian Niarn) indtager DJ-pulten.

Men hvem kommer også til BlizzCon for koncerternes skyld? Dét, BlizzCon kan, er noget ganske andet. Menneskerne, der samles til denne konvention, er alle med til at skabe en varm og glad stemning. Jeg gik rundt med et fjoget smil på læberne hele tiden, mens jeg ivrigt udpegede den ene fuldstændig imponerende skulptur efter den anden og forelskede mig i alle Esport-konkurrencerne. Selv efter en hjemrejsetid på næsten 24 timer, føler jeg mig stadig helt høj. Jeg mødte inspirerende, passionerede mennesker, interviewede udviklerne om deres projekter, spiste lækker mad, så Hodor fyre den af, testede alt det nye, der er på vej til Blizzards spil, heppede med under de spændende Esport-kampe - og forelskede mig i BlizzCon.

Dét BlizzCon kan, er at samle folk om en fælles interesse. Skabe et sted, hvor det er i orden at være sig selv, gå klædt en smule tosset og råbe "For the horde" uden nogen åbenlys årsag. Det er som om, at BlizzCon er én stor, årlig familiesammenkomst, hvor alle fjerne kusiner og fætre kommer med og alle er lykkelige for at se hinanden igen. Alle skaber øjeblikkeligt bånd, så snart de træder ind i salen. At være inviteret til dette års familiesammenkomst var virkelig en ære - en ære som jeg håber, kommer igen engang!

Måske var du selv heldig nok til at opleve BlizzCon i år, eller måske har du været afsted tidligere. I så fald vil jeg mægtig gerne høre om jeres oplevelser i kommentarerne! Tak fordi I læste med - og kan I så komme afsted og se alle de spændende videoer, vi fik lavet derfra!