GT 64

Indtil videre har det desværre været sådan, at hvis du ville brænde gummi af, i en højpoleret sportsvogn, så foregik det på Playstation. Sådan er det desværre stadig. For de mange de sidder derude og venter på et godt bilspil til N64 kommer til at vente længere endnu.
Det er ikke sådan at der ikke findes nogle gode bilspil til N64, men så kommer de i form af Mario Kart, Diddy Kong Racing og F-Zero X. Og selvom disse spil har fantastisk grafik, høj hastighed osv, så er det ikke det samme som en dyr porsche med brede dæk, der efterlader mærker på den grå asfaldt.

GT 64 er Ocean´s andet forsøg på et bilspil til Nintendo´en. Deres første forsøg var Multi Racing Championship, som led under sparsomme baner, kedelig grafik og en mangel på fart. Jeg sad lidt og håbede på at GT 64 ville gøre det hele godt igen, men nej. GT havde ellers alle muligheder for at være godt. Et 128M cardridge, biler som skylines, Supras og Nsx´er og baner med tårnhøje bygninger og kilometer lange broer.

Der er selvfølgelig de normale options, som alle andre bilspil har, så det vil jeg ikke spille yderligere tid på, men istedet hoppe direkte til selve spillet. Når du har valgt din bil og så ligger der og venter på start signalet, virker alt gennemført og flot. Men så snart din bil bliver sluppet løs, rammer virkeligheden dig som en våd klud. Spillet snegler sig afsted, mens de sparsomme omgivelser ikke giver én lyst til at udforske horisonten. Og så kommer første sving. Og din halve million med hjul, vælter ind i den nærmeste væg, mens du forgæves prøver at dreje kontra. De er næsten umuligt at styre bilen og med lidt træning går det ikke meget bedre.

Med lidt held og et kig i ôcar setup" funktionen kan du ændre lidt på din bils dæk og ophæng hvilket gør den lidt lettere at styre, men det er stadig ikke let. Ligeledes er de computer-styrede biler, så Damon Hill perfekte at de alle drejer, i en nærmest lige linie allesammen, uden at tage lidt fart af eller køre ind i hinanden. Så hvis du rammer en forhindring en gang, er du sidst resten af vejen.

Ridge Racer formåede at gøre spillet spændende med kun et stort track. GT 64 har tre, men det bliver hurtigt åbenlyst at de ikke er meget værd. Samme grå-i-grå grafik, bygninger osv. Ocean har så prøvet med kortere og længere versioner af banerne, samt en amerikansk bane hvis du vinder mesterskabet, men den ligner stort set de tre foregående.

Mit største problem er størrelsen på GT 64. Et 128M modul hvilket er det samme som Banjo-Kazooie. Men hvad er alt pladsen gået til i GT 64?. Banjo-Kazooie har masser af flotte verdener, med knivskarp grafik, detaljer, musik og en fantastisk styring, mens GT 64 har indscannet billeder af kørerne og deres biler. Det er mig ubegribeligt hvordan det lykkedes Ocean at spille så meget plads på unødvendigt pladder.

Som så mange andre bilspil, kan meget af det reddes hjem, hvis bare two-player fuktionen er rigtig god. Men en elendig framerate og gnidrede vinduer, gør det ikke let at se hvad man laver. Så kampen bliver hurtigt om hvem der først kommer i mål så man kan slukke for spillet, og sætte noget andet på. Jeg fik under testen af dette spil underlige flashbacks af Saturn´s Daytona udgivelse, et spil der på mange måder er lige så langsomt, hakkende og trist.
Så altså ingen morskab her. Det skyldes i høj grad GT 64´s valg at sætte sig mellem to sæder. På den ene side vil det gerne være en bil simulator, på den anden en arcade racer, med hæsblæsende fart. Men det fungerer ikke.

GT 64 begår en af de største synder, når det kommer til bilspil. Det er kedeligt og langsomt (er det to?). Jeg holder meget af min N64, men den barske realitet er at man må sætte sin lid til den lille grå(red. Playstation) hvis der skal brændes gummi af.
Hvorfor Nintendo ikke har formået at lave et bilspil med knald i, er mig fuldstændig en gåde. Her er en maskine der kan kaste rundt med polygonerne, og besidder de grafikkorts-kvaliteter som man finder i dyre Pc´er, men resultatet er det ene elendige, sneglefarts-agtige pladder spil efter det andet. Åbenbart dagsordenen for N64´eren.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at Nintendo har skudt sig lidt i foden ved at køre med Cardridges. Alle racer-klonerne lider af det samme. Meget få baner, meget lidt forandring, og i det hele taget et lavt udvalg af biler. Altsammen skyldes efter min mening mangel på plads, og indtil jeg ser et spil der beviser det modsatte, uden at være dobbelt så stort og dyr i produktion, så ser fremtiden for Nintendo-raceren grå ud.