Gamereactor

Gamereactor
Artikler

Metal Gear Solid 3: Snake Eater

Ingen substans, ingen sidespring. Dette er Solid Snakes næste eventyr - og denne gang foregår det i den grønne og ekspansive jungle.

Hideo Kojima var ellers meget bestemt, da han efter udgivelsen af Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty, sagde at han ikke ville udvikle flere spil i den ellers så succesfulde serie omkring Solid Snake. Om det var skuffelsen over fans konstante klager over Raiden eller om spilguruen ganske enkelt ikke havde flere gode ideer i posen vides ikke, men i lang tid fastholdte han at der ikke ville komme flere spil i serien. I hvert fald ikke fra hans hænder.

Men hvem troede på det?. Hvem troede at Konamis guldkalv fik lov til at ligge og slappe af?. Nej vel. Og nu løftes sløret så for en vaskeægte treer. Ingen substans, ingen sidespring. Dette er Solid Snakes næste eventyr - og denne gang foregår det i den grønne og ekspansive jungle med naturen som både fjende og allieret. Fjende fordi skovens dyr ikke er specielt venligsindede og som en allieret fordi det at skjule sig i skoven unægtelig er lettere end på et stort, tomt skib af blankt metal.

Grafisk har Konami virkelig skulle oppe sig for at følge med. MGS2: Sons of Liberty var et flot spil da det i sin tid udkom og det er det egentlig stadig, men kravene fra fans og Snakes nye miljø, har uden tvivl krævet en grafisk afdeling, der har skulle arbejde knaldhårdt i meget lang tid. Men det har virkelig kunne betale sig, for selvom spillet grundlæggende arbejder med de samme koncepter som tidligere, så er der så mange nye gameplay elementer forbundet med de grafiske tiltag. Snake kan nu gemme sig i skovbunden og han kan stå op ad klipper fuldstændig indhyllet vegetationen, mens intet anende soldater vader forbi kun en meter fra ham. Dette spædes op med muligheden for at hænge fra en gren i en hånd, mens der sigtes på fjender på stien under ham. Det er ganske enkelt umuligt at nævne alle de nye gameplay elementer, men fans har ingen grund til klage indtil videre.

Desværre er historien, som nok er en af de vigtigste elementer i et Metal Gear Solid serien godt tilsløret. Der gættes over hele nettet på et forløb der ligger lang tid før både MGS og MGS 2 og de udstukkede pamfletter ved dette års E3 giver da også hints der peger i den retning. Russerne, hemmelige mech-projekter og et spinkelt tidsforløb der løber fra 1960 til 64. Men plottet forbliver en gåde - nøjagtig som de tidligere spil. Vi kan gætte - men det er også alt vi kan. Desværre er der ingen udsigt at Solid Snake slippes løs i skoven i år. Konami har allerede bebudet at titlen er eksklusiv til PlayStation 2 og at man ikke forventer at have spillet klar til før engang i midten af år 2004. Så ventetiden kan blive lang.