Total War: Warhammer

Warhammer har eksisteret i mange år, og selvom der efterhånden er skabt en del spil, som tager udgangspunkt i universet, er det besynderligt, at vi ikke før har set et en overførsel til en digital udgave, som har forsøgt at fange essensen af Warhammer Fantasy Battle: de store episke slag. Måske får vi endelig dette at se i Creative Assemblys næste spil i Total War serien.

Jeg sidder spændt på vej til London og tænker år tilbage. Som en der brugte adskillelige timer i sin barndom, på at male orker og gobliner, har det altid været en drøm, en dag at se Warhammer kampene udspille sig i levende live på skærmen. Men samtidig spekulerer jeg på om grunden til, at det ikke rigtigt er sket før er, at det nødvendigvis må være en skuffelse. Når man skubber figurer rundt på køkkenbordet og kaster med terninger, er der ingen grænse for hvor storslået kampene kan være. Det hele udspiller sig i en uendelig fantasi. De par tommer jeg flytter mit regiment, er frådende orker som stormer mod de ynkelige mennesker, og sekseren jeg slår på terningen, er et par hoveder der efterfølgende bliver flået af deres spinkle kroppe. Skrig og skrål blæser over kamppladsen, alt imens man skændes med sin ven, om man nu følger reglerne korrekt. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Måske bør det slet ikke overføres til et computerspil? Styrken i et figurspil ligger jo nemlig i, at din fantasi aldrig bliver aktualiseret i et visuelt medie, men fremstår ubegrænset for dit indre blik.

Når det nu endelig skal være, er Creative Assembly nok ikke det værste sted for Games Workshop at søge hen. Total War serien har vist sig i stand til at håndtere RTS genren på den aller største skala, og det er lige præcis det Warhammer har brug for: så stort som muligt. De tre udviklere jeg får lov til at interviewe, beskriver det da også, som et "marriage made in heaven", og det er på mange måder tydeligt at se, da vi først for lov til selv at sætte tænderne i spillet. Total War spillene har tidligere kun taget udgangspunkt i historiske perioder og krige, hvor udviklerne har søgt i de gamle bøger, og studeret de gamle kampteknikker og dødsmaskiner. Processen har ikke været meget anderledes, i skabelsen af dette spil. Warhammer har tons af baggrundshistorie og bøger, som beskriver universet detaljeret, og Creative Assembly har gjort deres hjemmearbejde, for at skabe en tro realisering af verden og væsenerne, og bringe os hektiske og spændende slag.

Dværgene er presset fra alle kanter af grønhuderne, men ledet af Championen Thorgrim Grudgebearer, har de besluttet sig for at gøre noget ved denne situation, og vinde deres ældgamle tunneller tilbage. Vi får lov til at spille en kamp i denne historie; en såkaldt Quest Battle, som udgør de kampagner, man kan spille med de fire racer, som er inkluderet i spillet fra start. Det underjordiske scenarie er noget, som udviklerne ikke før har lavet, og de er tydeligt stolte af resultatet. Det ser da også spektakulært ud: Store stenbroer krydser dybe kløfter, og udsmykkede søjler på størrelse med højhuse, stikker op rundt omkring. Det lader dog ikke umiddelbart til at være noget der decideret ændre måden man spiller på. I denne bane var der i hvert fald ikke noget specielt ved kamppladsen, man kunne drage nytte af, eller steder som var specielle farezoner. Som i andre Total War spil starter man ud med at placerer sine styrker som man vil. I dette tilfælde består de af diverse dværge med kæmpe økser og store kanoner og flammekastere.

Derudover har man sine Champions, som kan kontrolleres og er særlig hårdføre og effektive på slagmarken. De har forskellige magiske angreb og evner, som garvede spillere af den analoge udgave, helt sikkert vil genkende. Alle enheder er stærke mod en type af fjender, og sårbare overfor andre. Jeg lader mine tropper stå som de er placeret, og sætte kampen i gang. Straks føler jeg den gamle Total War forvirring, og må indrømme, at jeg aldrig har været den bedste Total War spiller. Skal jeg gå frem eller tilbage eller blive stående? Der er stadig et ligeså højt taktisk niveau, som der altid har været, og der er ikke gjort noget for at ændre på det. Fra højere side stormer en gruppe orker over broen mod mig, og jeg sender et regiment ned for at møde dem, assisteret af mine dværge med armbrøster. Det ser ud til at gå godt, men glidende gennem luften kommer der pludselig gobliner med vinger fastspændt på armene, og splatter ud oven på dværgene, der optimistisk svinger deres økser mod orkerne. De er ved at blive presset og jeg ruller nogle store flamme kastere afsted, og spyder ild ud over orkene. Mine dværgene ser ud til at få overtaget tilbage, da jeg pludselig må flytte min opmærksomhed til venstre side - som jeg havde glemt alt om - hvor det vælter ud med kæmpe edderkopper, som render mine bueskyttere over ende. Ved hjælp af et par krigere med Greataxes for jeg dem under kontrol, og kan nu se at hovedparten af hæren på den anden side af slagmarken, er begyndt at rykke mod mig. Jeg stiller mine kanoner i position og griner, da grønhuderne flyver rundt omkring, som kanonkugler hagler ned over dem.

Jeg føler mig godt tilpas - tror jeg er ved at vinde - da en dværg pludselig skriger: "Trolls!". Nogle stinkende flodtrolde vælter ud af tunnelen bag mig, og flår et regiment af dværge i stykker. Nu ser det ikke så godt ud længere. Heldigvis har jeg nogle Slayers, som er specialiseret i at tæske store monstre, og sender dem mod dem. Jeg holder næsen over vandet, men den store hær avancerer stadig mod mig. Inden længe vil det være slut, hvis ikke der sker et mirakel.

Som sendt fra himlen suser nogle dværge indover kamppladsen i deres Gyrocopters, og bombarderer en gruppe af gobliner på ulve, som stormer mod mig. Desværre er det ikke nok til at stoppe dem, og snart er mine dværge omringet i et kæmpe slag, som ikke går deres vej. I et sidste forsøg sender jeg Thorgrim selv afsted. Han kæmper bravt, men jeg må se i øjnene at det er forbi, og inden længe fortæller spillet mig da også, hvilken skændsel jeg er for dværgenes eftermæle.

Jeg puster ud efter denne hektiske oplevelse, og starter kampen forfra. Denne gang for blot at nyde graffikken og animationerne. Hver enkelt kriger har en enorm detalje rigdom og er flot udført. Monstrene er ligeså grimme og uhyggelige, som de skal være. Enheder lader til at være godt balanceret hinanden imellem i forhold til styrker og svagheder. Men det mest imponerende er balancen, som er blevet skabt i animationerne. Når man zoomer ind på kampene, er de dynamiske og alle reagerer mere eller mindre troværdigt på hinandens angreb. Det sjoveste er dog at se de angreb, man normalt kun kan læse om, som når troldene eksempelvis brækker sig udover fjenderne. Normalt kigger man på tekst og tabeller for at finde ud af effekten af disse ting, men nu ser man endelig disse udfolde sig levende foran en. I det hele taget er der gjort meget ud af at genskabe alle de særlige angreb og finurligheder, som man forventer fra figurspillet, men i forhold til at vi befinder os i det voldelige Warhammer univers, glimrer fraværet af blod.

Selvom spillet lader til at være veludført, føler jeg mig dog en anelse distanceret fra oplevelsen. Jeg har ikke helt fået den fulde tilfredstillelse, som jeg havde håbet. Det er naturligvis begrænset, hvilket indtryk man kan nå at få på en lille time. Jeg tror dog primært distancen til oplevelsen, kommer fra trangen til at se kampene helt tæt på, og opleve de hektiske slag lige foran sig, men man er nød til hele tiden at være langt væk for at få sig et overblik. Total War spillene er på et så højt plan på det strategiske niveau, at jeg frygter man nemt kan miste lidt af den personlighed og tilknytning, man ønsker til sine styrker. Det kan dog meget vel være det kommer, når man bruger mere tid med spillet, men indtil videre virker det lidt mere som et Total War spil med Warhammer maling, end et Warhammer spil med Total War maling. I bund grund er det et Total War spil, som vi kender det.

Jeg tror {Total War: Warhammer} ender ud i et spil, som vil tilfredsstille langt de fleste Warhammer fans, såvel som Total War fans. Det er stort, det er hektisk og virkeligt flot. Dog fik jeg aldrig helt det sug i maven, som jeg havde håbet på, ved endelig at se de kære dværge og orker i levende live. Dertil så vi simpelthen ikke nok af spillet. Eller også er det, som jeg indledningsvis beskrev, måske slet ikke muligt at genskabe din indre Warhammer fantasi krig.