Def Jam Vendetta
Yo, yo I gangster-elskende wrestlingfans, Def Jam Vendetta er i huset med hele posen, og der er masser af øretæver og lækre rytmer i luften.
Yo, yo I gangster-elskende wrestlingfans, Def Jam Vendetta er i huset med hele posen, og der er masser af øretæver og lækre rytmer i luften. Def Jam Vendetta kobler wrestlingsporten med de kendte kunstnere fra Def Jam, en interessant cocktail for at sige det mildt. AKI står for udviklingen af titlen, et hold som har et par wrestlingtitler bag sig allerede. Ganske pudsigt at lade japanske udviklere stå for et spil med et så dybt hip hop-islæt, men de har gjort et ganske glimrende stykke arbejde indtil videre. Def Jam Vendetta kombinerer mange traditionelle wrestling-elementer med musikkens atmosfære og det kriminelle miljøs feje tricks.
Josh Holmes, som er spillets lead designer, har tidligere beskrevet spillet som en blanding mellem filmen Fight Club og hip hop. Dette giver grobund for et wrestlingspil med barske illegale kampe i byens farlige undergrundsmiljø, krydret med de svedige toner musikgenren leverer så prægtigt. AKI har erfaring med genren, og det afspejler det solide kampsystem ved første tryk på controlleren. Det er dog langt fra de traditionelle wrestling-tricks vi har med at gøre og karaktererne er ikke blege for, at bruge alt lige fra tøsetricks til Ultimate Fighting-inspirerede afstraffelser. Dette bliver yderligere understreget af unikke spark/slag hos hver enkelt karakter, som traditionen tro også har hver deres afslutnings-angreb - eller finishing move. Dette angreb kan dog kun udføres, hvis ens "blazing-meter" er i top, og dette fyldes op ved at give folk et gedigent show. Varierer spilleren sine angreb og laver den ene spektakulære korporlige afstraffelse efter den anden fyldes hans Blaze op, som giver adgang til endnu flere special-angreb.
Lydsiden gennemsyrer spillet på alle leder og kanter, og er en stor del af den samlede oplevelse. DJV er måske ligeså meget en hæder til hip hop-musik, som det er et wrestlingspil med en helt unik attitude. Spillets kunstnere har naturligvis lagt masser af musik til, og lydsporet indeholder hele 15 Def Jam-skæringer - både gamle kendinge og tilmed helt nye eksklusive for spillet..
Def Jam Vendetta er stadig et godt stykke fra, at være et færdigt produkt. Trods mange bugs i den version vi har set, kan vi alligevel sagtens få en fornemmelse af udviklernes intentioner med spillet - og det lover rigtig godt for de hårdtslående rappere. Electronic Arts har raget endnu en glimrende titel til sig og man må sige, at de har talent for at spotte potentielle hit-titler. Forvent flere halsbrækkende angreb og sæbe-indbydende sprog når det færdige spil kommer under vores kærlige behandling.