Screamride

Er abstinenserne efter sommerhalvårets forlystelsesparker begyndt at være en markant bismag i dit veludviklede vintertungsind, så er der et muligt mirakelmiddel lige om hjørnet: {Screamride}.

Her stilles der et frisk forårspust bestående af aktion-pakkede rutsjebaneture i udsigt - samt muligheden for at skabe dine egne virtuelle sommerforlystelser. Med en arvemasse med rødder tilbage til spilserien {Rollercoaster Tycoon}, står Microsoft Studios overfor at udgive titlen Screamride udviklet af engelske Frontier Developments til Xbox 360 og Xbox One.

Hvis vi som start skal smide et mærkat på spillet, ender vi nemt ude i de tyndtbefolkede kategorier med en kasse påstemplet rutsjebanesimulator. Simulationsdelen skal dog tolkes ud fra den bredest tænkelige definition, da det svarer til at kalde Halo-spillene for en rum-simulator udviklet af HR-afdelingen hos den amerikanske rumtjeneste NASA. Realismen skal heldigvis pakkes langt væk, og en verden hvor alt cirkulerer omkring lige dele kreativitet, rutsjebaner og destruktion, kan bydes velkommen.

Velkomsten får dog hurtigt udtømt de høflige fraser, og man modtages af sætningen: "Welcome to Screamride - accidents will happen". Det første valg i spillet er enten at starte en karriere, eller hoppe direkte ind i den såkaldte "Sandbox", som er spillets egentlige motorrum, hvor alle delene ligger tilgængelige for fri leg og kreativitet.

Karrieredelen består af tre spiltyper, som går under navnene Screamrider, Demolition Expert og Engineer. Selve kulissen er et verdenskort, hvor der er fordelt såkaldte "Serier" på de forskellige kontinenter. Indenfor hver af disse kan man vælge mellem de tre typer spil, og før man kan gå videre til den næste serie, skal man have klaret spilkategorien til en vis standard. Målestokken for succes er udtrykt i "Commendations" - et karaktersystem, som er baseret på din evne til at gennemføre forskellige opgaver.

Rutsjebanen i gode gamle Tivoli i København kan godt pakke sammen efter ganske få minutter i selskab med første spiltype - Screamrider. Her er rutsjebaneoplevelsen gjort virtuel, og med en velplaceret afstand til fladskærmen, kan man reelt mærke niv i maveskindet og sure opstød af candyfloss og popcorn. Vognen er centralt placeret på skærmen, hvorefter verdenen kommer farende mod dig i et solidt tempo.

Reglerne er som udgangspunkt ganske simple og går alene ud på at holde vognen på banen. Dine redskaber er de stakler, som ganske ufornuftigt har iklædt sig crash-dummy-dragterne og herefter placeret sig i vognen. Et skarpt sving kompenseres ved at din flok i bedste bobslædestil hænger udover modsatte side af vognen. Dette afvikles via det ene stick på controlleren. Senere skal selvsamme teknik bruges til at få vognen op på henholdsvis den ene eller anden side, for at undgå diverse forhindringer på banen.

Den simple styring fortsættes med den blå knap X, som skal aktiveres ved enden af selvlysende blå strækninger på banen. Hele formålet med denne timing er at optjene boost, som så efterfølgende kan aktiveres ved et tryk på den grønne A-knap. Her opstår der ikke stress som resultat af komplekse kombinationer, og alle kan endnu være med.

Screamrider-delen har en god fornemmelse for fart og fysik, hvor man næsten føler sig trykket ud i først den ene side af sækkestolen, og derefter den anden. Den simple styring er ikke der, hvor man fejler og lader velkomstsætningen komme til sin ret. Det er derimod fart som dræber, og har man ikke et arsenal af øjendråber stående standby, så kommer der tørre øjne efter et par timer i selskab med denne tempo-del. Et blink og en forkert bevægelse - så er skærmen pyntet med en flyvende vogn og dertilhørende test-personale.

Jeg fik associationer til {Trials HD} under min leg med Screamrider-kategorien, hvilket absolut ikke er en skidt ting. Når først styringen og kendskabet til banerne er på plads, kommer decimal-junkien frem, og man jagter gamle tider for at høvle et par milli-sekunder af. Der er lagt i ovnen til samme leaderboards-krig, som de fleste online-vennekredse kender fra {Trials HD}.

Den næste spiltype er Demolition Expert, hvor velkomstsætningen med sikkerhed går i opfyldelse. Hele formålet med denne kategori er at smadre bygninger. De indledende trin kan være forskellige. Typisk skal en kugle med et par frivillige testdeltagere indeni svinges afsted mod en palet af forskellige konstruktioner. Man har her et givent antal kugler, hvorefter skaderne regnes sammen og "Commendations" tildeles.

I andre dele af Demolition Expert skal man styre en vogn, ligesom i Screamrider, dog med den undtagelse, at den skal fyres af fra en rampe mod selvsamme skæbne af destruktion. Når kuglen eller vognen laver ravage, fyldes skærmen med optjente points, hvilket er yderst tilfredsstillende. Hvis vi skal fortsætte med associationslegen, så fik jeg her flashbacks til glade stunder med Crash-spiltypen i {Burnout} 2. Desværre er her dog den forskel, at det ikke er muligt at dyste hverken lokalt eller online mod hinanden i Screamride.

Senere i Demolition Expert skal miljøerne bruges mere aktivt end bare som mål for en indestængt vinterdestruktion. Der findes eksempelvis små hoppepuder, som er essentielle for at gennemføre særlige baner og optjene de nødvendige Commendations.

Tredje og sidste afsnit af karrieredelen af Screamride er Engineer. De engelskkyndige vil nok have lugtet lunten, og vi skal ganske korrekt bygge her. Men til adskillelse fra "Sandbox" er her igen et mål og en forventelig anerkendelse i form af Commendations. Formålet er, at bygge rutsjebaner, som underholder publikum. Parametrene måles i skrig, intensitet og kvalme. Det er et par dynamiske kolonner, som går op og ned under test af din byggede banes underholdningsværdi. Dette afvikles i tredjepersonsperspektiv.

Engineer-delen smider ret hurtigt store projektører på et markant problem i Screamride. Kameravinkel og styringen i disse dele er langtfra optimale.

Denne type spil står altid overfor en udfordring, når de skal udvikles eller ændres til at passe i konsollernes behagelige controller-format. Flad ud på sofaen fremfor at sidde foran PC-en. Jeg fik ret hurtigt pulsen op i både Engineer- og Sandbox-delene, hvor jeg egentligt havde forventet meget det modsatte efter et solidt intravenøst skud af adrenalin i Screamrider og Demolition Expert.

Endnu en del af spillet, som endte med at irritere mig udover det sunde, var lydsporet. Det første som ramte mig var enerverende replikker, som blev gentaget hver gang en bane startes op. Der er et nemt råderum for mere diversitet her. Senere ramte meget dominerende musik min ellers altopslugende spiloplevelse i eksempelvis Screamrider-delen. Musik skal som udgangspunkt ikke fylde for meget i spiltyper som denne, og her blev jeg ikke imponeret over finjusteringen.

Hvor aktiondelene fungerede ganske fint, er jeg ikke i samme grad begejstret for konstruktionsdelene. Her er en klodset styring og irriterende kameraproblemer en stopklods for storstilet underholdning. Endnu en blyklods som trækker underholdning ned i dybet er den manglende multiplayer-del. Der er ikke engang indlagt muligheden for lidt lokal hanekamp om tider og destruktion. Det eneste element i den retning er highscore-lister i form af leaderboards, hvor vennerne kan brillere, eller du selv kan vinde håneretten.

En anden mulighed for at mærke rigtige mennesker i spillet er via "Level Center". Her kan man uploade egne kreationer, og i samme stund teste andres rutsjebaner. Inden at spillet er udgivet udenfor snævre udvikler- og anmelder-kredse, så fandt jeg flere fede baner her. Tredje og sidste skud i associations-skyderen bliver igen rettet mod {Trials HD}, hvor dette er to sider af samme dråbe vand.

Hvad der på papiret syner som en bombe af aktion og kreativitet fordelt på over 50 baner og tre spiltyper bliver dog ret hurtigt en størrelse som reelt er et par solide arcadespil pakket ind i en konstruktionssimulator - hvor den sidste del aldrig rigtigt letter.

Jeg er småpjattet med Screamrider- og Demolition Expert-spiltyperne, og alene derfor er Screamride for mig godkendt til lidt farverig underholdning.