Gamereactor

Gamereactor
Artikler

Reactorman som fredsmægler

Reactorman stopper en mudderkastning som han selv har startet og maner til omtanke og bedre debat.

Nu må det simpelthen stoppe. Jeg ved godt at undertegnede har været med til at starte en hvis form for mudderkastning, men så er det måske i virkeligheden meget passende at jeg også prøver at stoppe stomiposen tilbage i buskelinningen igen. Ethvert form for community lever først og fremmest på brugernes interesse for at beskæftige sig med stedet, det værende kirken, beboerforeningen eller diverse virtuelle verdener på den store informationslandevej. Ude i den virkelige verden er det nemt at komme op at toppes om alt muligt, det er derfor det er den virkelige verden. Men folkens, vi har et seriøst problem hvis vi ikke kan leve i fred og fordragelighed i cyberspace. Har du nogensinde tænkt over hvorfor vi overhovedet går mere og mere ind i os selv. Samtidig med at processoren bliver større og pizzaregningerne flere og flere? Gad vidst om det ikke har noget at gøre med at vi er skuffede over vores dagligdag (nb. her males med brede strøg, så tag lige og glem ordkløveriet og brokkeriet for en stund). Men hvor går vi hen hvis vi heller ikke her kan få den glæde vi higer efter?

GameReactors forum præges mere og mere af utilfredshed blandt brugerne. Mange har konstruktiv kritik og vil gerne hjælpe til med at ytre deres meninger så sitet kan blive mere velfungerende. Disse går ikke upåagtet hen, og jeg ved at sitets redaktør, på pæneste vis igen og igen forklarer, hvorfor tingene nu er som de er. Desværre er der også en del som synes det er okay bare at kalde GameReactor for en samling kapitalistiske vatpikke - men dem om det. Det må af og til være svært for de forskellige admins at kende skidt fra kanel, og derfor ser man da også tit at folk bannes for ingenting, eller svines til at trætte moderatorer. Det går selvfølgelig ikke, for det er ligesom at få den i røven med en sort dildo af mærket John Holmes, det gør pisseondt i sjælen (og mange andre steder, formoder jeg).

Og til jer mange der bannes, og som måske er på besøg under et nyt alias eller emn anden IP adresse. I ved jo godt, når I går over stregen. I ved at der ikke er noget der hedder "jeg gik overfor næsten rødt" eller "jeg spammede kun lidt". Det er mig himmelråbende ubegribeligt, at man gerne vil have reprimander først, når man ved hvad man har gjort. Hvorfor skal reglerne gradbøjes. Hvorfor skal man have anden, tredje eller tiende chance?. Hvorfor overhovedet presse citronen?. Gamez har ikke lavet reglerne, men prøver at overholde dem og dele flade udfra selv samme regelsæt. Det er trættende at høre den samme gamle sang "det var ikke mig, det var ham" eller "min ven er blevet bannet og aner ikke hvorfor" Gu’ gør han så, han syntes bare ikke at det er fair. Men det var sjovt før hammeren faldt.

Dette er et lille kald til en fredelig debat. GameReactor er selvfølgelig ikke så perfekt som det kunne blive, og det bliver det nok heller aldrig, der er altid noget at arbejde med. Men så lad os lige for en kort stund kigge lidt tilbage, for mens der råbes højt og bredt omkring den tilbagevendende topic bug, så bør folk måske tænke på følgende. Den var der før Gamez drengene slog kløerne i sitet, og der er også blevet lovet stolpe op og ned omkring "det kigges der på" og "det er snart fortid". Men de fandt den aldrig og der skete ikke en skid. Så før man kæfter op om hvor fantastisk det var i hænderne på nogle andre, så bør man nok lige kigge på sitets historie og de mange problemer som den gamle redaktion åbenbart også havde. Der er masser at kampe at kæmpe for at få den indfrossede mammut til at bevæge sig igen. Tro mig, der er ikke udelukkende et kunststykker, der ligger begravet på den anden side af skærmen. Det kan jeg se på den redaktion, der konstant hiver sig i håret over mangler og fejl som langsomt opdages. Men vi er nødt til at samarbejde omkring at gøre det bedre. Det hjælper ikke at kaste med lort hvis vi ikke selv har en karklud at tørre det af med - kritik burde fordre en løsningsmodel. Eller i det mindste bare nogle forslag til løsninger. Vi kan alle pege fingre og sige gør det bedre. Hvad med at give et nap med?

Og så lige en anden ting. Det er fint, at mange af Jer har så mange gode ideer til hvordan tingene kan gøres bedre, og siger ting som "men jeg prøver jo bare på at pointere en fejl eller en mangel". Tænk hvis jeres børnehave pædagog, lærer eller forældre kun sagde "Det er da okay, men det kunne gøres så meget bedre og så dygtig er du heller ikke, bare fordi du kan jonglere med ild" og aldrig kom med reel ros. I min tid på sitet som Reactorman, er det kun meget få gange, at der har været reel ros, og det har kun været fra et fåtal af læserne - imens er besøgstallet steget stødt. Så mens flere og flere læser både mine og andre skribenters kragetæer, så er det åbenbart ikke fordi det er godt. Eller er det blot sådan at man kun åbner muleposen, når det er ris?. Skal vi se det udfra devisen at så længe der ikke er noget brok, så er det fordi I er tilfredse? - hvorfor ikke sige "den artikel eller den nyhed" var god. De fleste af os kan leve længe på en sød kommentar eller et anerkendende nik. Det er de færreste, der kan leve med at få at vide "det stadig ikke er godt nok" - uden også at stikke et par roser ud samtidig. Alligevel ser det ud til at GR fortsætter med at gøre hvad de kan - jeg aner ikke om jeg kunne gøre det samme.

Dette er også et lille nødråb til moderatorerne på debatterne, den magt I har er stor, men konsekvenserne ligeså, og der er grænser for hvor mange brugere man kan banne førend der ikke er flere tilbage. GR skulle nødig ende som internet versionen af Fluernes Herre. GameReactor er vores, alle sammens, om vi betaler for det eller ej, og du pisser vel heller ikke på møblerne derhjemme?