Parkland

Kan filmbranchen virkelig koge mere suppe på Kennedy? Er alle sten ikke allerede vendt? Oliver Stone torpederede mystikken med konspirationsteorierne i JFK. Roger Donaldson talte dagene i præsidentens håndtering af Cuba Krisen i Thirteen Days. Emilio Estevez bidrog med demokratiske værdier og politisk mord i sin filmdarling; Bobby. Så hvad mangler vi, udover den endegyldige sandhed naturligvis?

En ny film om mordet på Kennedy har relevansen imod sig, allerede før den er startet. Parkland har sit navn efter det hospital som Kennedy blev kørt til, umiddelbart efter han blev fanget i en krydsild i Dallas. Forfærdede læger og operationsygeplejersker rammes synkront af kollektivt chok da Kennedy køres gennem gangen, men timerne efter bliver hospitalet også et politisk knudepunkt for USAs fremtid.

Parkland bryster sig med at være baseret på autentiske historier og virkelige personer - alle dem som blev suget med i stormens øje efter mordet. Kameraet flakker nervøst rundt i kaosset med optikken rettet mod hændelserne: Rystende hænder, råbende mænd, svedperler, kæderygere, grædende Jackie, blod på hvide kitler. Men hele opstanden er passiv i forhold til psykologien. Filmen penetrerer ikke nogen personer eller formidler nogle følelser. Det føles meget som en dokumentarisk rekonstruktion, med en lidt ukendt integritet.

Hvad er tesen? Hvor er kanten? Parkland definerer sig selv, ved undvige holdninger for i stedet at hylde et amerikansk, historisk momentum i et autentisk sprog. Den lefler let for de involverede personer, men ingen af ansigterne brænder sig fast i hukommelsen. Set i et øjeblik, glemt i det næste. Gennem hospitalsrum, nyhedsredaktioner, kontorer, forhørslokaler flyver vi som fluen på væggen, inviteret ind bag historiske kulisser - men opdager hvor uinteressante stressede mennesker reelt er.

Så hellere vende tilbage til de tidligere film om Kennedy. Dem som var båret af et budskab, historisk korrekt eller ej, så var der proteiner at tygge på. Parkland er passiv og ude smag. Den begynder med manglende relevans, og slutter på samme måde, så du skal virkelig have en våd drøm for Kennedy, hvis der skal vokse noget interessant ud af Parkland.

Ekstramateriale:
Kommentarspor med instruktøren og lidt slettede scener. Ikke noget der løfter udgivelsen op til middelmådigheden.