Infamous: Second Son

Jeg er vokset op med PlayStation. Til min 10 års fødselsdag var jeg så heldig at få overrakt en PlayStation 2, og derfra begyndte spilmediet sit indtog i mit liv. I dag er jeg en fuldblodsgamer, og følger industrien nøje. Men det var på PlayStation 3 at interessen for designet og mekanikkerne bag oplevelserne begyndte, og Infamous-serien var en af mine favoritter. Serien repræsenterede nemlig enhver gamers drøm: at være en superhelt i en stor åben verden.

Jeg fik seriens først spil gratis gennem Sonys store undskyldningsprogram, og havde derfor ikke de store forventninger, men efter den korte introduktion til byen Empire City og hovedpersonen Cole MacGrath, blev jeg fuldstændig blæst bagover af de evner og den frihed udvikleren Sucker Punch havde givet mig til at bruge dem som jeg lystede. Historiens komplekse natur holdte ligeledes min interesse, og introducerede dette troværdige men overnaturlige univers med finesse og stil. Jeg sad dog tilbage efter slutteksterne rullede over skærmen og tænkte at dette kun var begyndelsen, og at Infamous tydeligvis var sat op som en af Sonys nye store franchises.

Og sandt nok så vi allerede mere til Cole i 2011 i opfølgeren, nemlig Infamous 2. Sucker Punch gjorde et stort nummer ud af udskiftningen af Empire City med New Marais og den grafiske forbedring. Vigtigst af alt for mig var dog, at stemmeskuespilleren, der før havde lagt stemme til Cole, nu også var skiftet ud. Dette betød overraskende meget for mig, og gjorde mig opmærksom på, hvor meget jeg havde bundet mig til karakteren. Infamous 2 fulgte samme basale formel, men introducerede nye evner og en større og mere detaljeret verden. Opfølgeren cementerede seriens rygte som en af indsutriens helt store, og resulterede i mange søvnløse nætter, hvor jeg kæmpede for at samle alle samleobjekterne, og gennemføre alle sidemissionerne.

Men nu er det snart tid til seriens tredje spil, nemlig Infamous: Second Son, der både skal styrke seriens i forvejen stærke ry, men samtidig reintroducere universet for nye spillere. Der har været tonsvis af dækning af spillet, og du kan blandt andet læse et dybdegående preview af Gamereactor Portugals reaktion på spillet her. I dette preview vil jeg til gengæld forsøge at give jer en personlig reaktion fra en inkarneret fan, siden Infamous-serien har betydet meget for min interesse i spilindustrien.

"Bare rolig, jeg har spillet både Infamous 1 og 2, og det her føles som et kæmpe step up" siger marketingskoordinatoren, der starter demoen for mig, og bare ved at tage et hurtigt kig på åbningstraileren, ser det ud som om, at der kan være noget om snakken. Men nu får jeg endelig selv lov til at holde controlleren, og se hvorhen udvikleren Sucker Punch har valgt at tage serien.

Den glinsende neon danser rundt om mig, som jeg sprinter op af husvæggen og lander sikkert på taget. Herfra kan jeg skue udover Seattle, min by. De farvede glaspartikler glitrer, og har efterladt et spor igennem byen, hvor jeg har sprintet gennem gyder, og hoppet langs hustage. Jeg vender mig om, og kigger ud over havnen. Hernede ligger korruptionen og ondskaben. Havnekajerne og de tilhørende husbåde er blevet et naturligt sted for pusherne at sælge stoffer og samtidig køre bordeller, væk fra politiets vågefulde øje. Men hvis de tror de undslipper retfærdigheden, tager de fejl. Det er på tide at en ny lovhåndhæver tager sagen i egne hænder, og i dette tilfælde mine glinsende neon-næver. Jeg sætter af, og glider uset henover den trafikerede motorvej. Jeg efterlader en tyk stribe neon efter mig, men er fuldstændig lydløs, indtil jeg lander med et knusende brag bag ved vagterne, der febrilsk råber på assistance. Det er dog allerede for sent. Jeg kaster en neon-granat, der sender vagterne op mod den blege måne i slow motion, så jeg let kan uskadeliggøre dem med en neon-stråle eller to.

Nu er jeg opdaget, og det lader til, at pusheren har en lille hær til at beskytte havnen. Jeg lader mig selv blive opslugt af de mangefarvede glaspartikler og løber hurtigt fra de mange projektiler og ud på molen. Et glinsende neon-sværd glider ud fra min arm og sender de resterende vagter på en lille tur i vandet. En kvinde råber desperat på hjælp. Hun er fanget i en af bordelbygningerne, og fortjener ikke den grumme skæbne, så jeg flår døren op og lader hende løbe. Kajen er nu renset for kriminalitet, men jeg er ikke færdig med pusherne, der desperat forsøger at fragte de sidste stoffer ind til deres base i byen med lastbil. Jeg løber op af væggen på en nærliggende bygning, kigger ned på lastbilen. Lydløst følger jeg efter, og glider ubemærket og uset fra bygning til bygning. Natten hænger tungt over Seattle, og regnen lægger et tykt tæppe over byen. Ud af øjenkrogen kan jeg ane Space Needle, Seattles varetegn, som næsten er helt skjult af det hårde vejr.

Lastbilen gør endelig holdt i en forladt gyde, og de skruppelløse skurke begynder straks at bære stofferne ind i bygningen. Jeg lander med et gigantisk brag, og knuser både lastbil og de resterende pushere, og den ellers mørke regnfulde nattehimmel fyldes med mangefarvede glasstykker. Min opgave er løst.

Dette markerer slutningen på den første halvdel af min demo, og jeg har nået at få en god forståelse af hvilken størrelse Infamous: Second Son er. Lad os først få det åbenlyse af vejen: Infamous: Second Son er gudesmukt. Det er faktisk så smukt, at kun Killzone: Shadow Fall har en chance i forhold til grafisk detalje, farvepalet og billedhastighed. Karaktermodellerne har mulighed for at skabe en stærkere følelsesmæssig forbindelse til spilleren, og Seattle føles fantastisk levende, hvilket er nyt for serien. Hvis du har stiftet bekendtskab med serien før, kender du allerede til kernemekanikkerne i Second Son, siden at disse er relativt uforandrede. Det var desværre samtidig kun disse kernemekanikker jeg havde adgang til, men jeg blev forsikret om, at en lang række opgraderbare evner vil vende tilbage fra Infamous 2. Det er dog spillets visuelle præsentation, der imponerer. Om det er de hektiske partikeleffekter fra de intense kampscener, eller bare det at kigge ud over byen og se regnen glide ned af bygningerne, er Infamous: Second Son en glimrende måde at fremvise PlayStation 4'erens mange hestekræfter.

Så bliver det endelig tid til anden del af min demo, som denne gang tager udgangspunkt i hovedpersonen Delsins onde side.

Jeg er en mutant, en udstødt. Men jeg er samtidig magtfuld, og disse almindelige mennesker burde indse, at mutanterne, overmenneskerne, nu har ret til at herske over dem. Dette tager jeg ud for at bevise for de mange demonstranter, der er gået på gaden for at protestere mod os, de fremmede. Jeg vikler mine kæder op om armene og strammer dem an, så de er klar til at møde demonstranternes intetanende ansigter. Svovlende røg flyder fra mine fingrespidser, og bærer mig ud i nattehimlen, hvor jeg glider ubemærket hen over Seattles tagrygge. Jeg lander i en gyde, men ser hurtigt en ventilationsskakt. Hele min krop opløses i kulsort røg, og på et splitsekund er jeg tilbage oppe på taget. Nede på gaden vandrer de vrede demonstranter rundt, og en politieskorte er mødt op for at sikre, at alt foregår fredeligt. Hvis bare de vidste hvad der skal til at ske. Jeg sniger mig ned ad siden på bygningen, og vandrer anonymt ind i menneskemængden. Jeg vælger et strategisk sted, og smider tre røgbomber, der hurtigt bader hele gaden i en tyk sort røg.

Demonstranterne går i panik, og søger desperat ind bag muren af bevæbnede soldater, der har samlet sig for at beskytte dem. Jeg opløser igen min krop til ren røg, og blæser frem mod den første soldat. Som en mørk orkan vælter jeg ham bagover og trækker livet ud af ham. Sådan går mit hævntogt gennem Seattles gader, og flere demonstrationer bliver hurtigt opløste. Det eneste, de når at se, er røgsløret der nu har lagt sig fint på vejen som en dis. Jeg får et kald fra min partner Fetch, der har brug for hjælp til at rense en tunnel for ordensmagten. Jeg takker glædeligt ja til tilbuddet og finder endnu en ventilationsskakt som min røgform let og gnidningsfrit passerer op igennem. Soldaterne i tunnelen er ingen trussel mod mig. Folk løber skrigene rundt, men jeg er ligeglad med den ekstra opmærksomhed. Jeg kommer ubesværet ud på den anden side til noget af en overrasende velkomst. Flere kamphelikoptere og mindst tyve bevæbnede mænd har formet en blokade. De ved endnu ikke, at jeg har et sidste es i ærmet. Jeg kaster mig opad i den mørke aftenluft, og presser alt min energi sammen til en gigantisk røgbombe. Jeg rammer jorden med et smæld, og både kamphelikoptere og kevlar-veste må overgive sig.

Disse to demoer repræsenterer hver især Infamous: Second Sons moralesystem, der er en del af seriens rygrad. Du bliver i løbet af historien konfronteret med en række valg, der afgør hvordan Delsin opfører sig, hvordan verden reagerer på ham og vigtigst af alt hvilke opgaver du skal løse. I løbet af den time, demoen varede, gjorde Infamous: Second Son et kæmpe indtryk.

Inkarnerede fans vil måske rynke på næsen af den nye hovedperson, men med sådan en smuk by som legeplads, og så stramme og veldesignede mekanikker som værktøjer, så ser det umiddelbart ud som om, at Infamous: Second Son ikke bare bliver en grafisk magtdemonstration på den ny PlayStation 4, men også en af de titler, man skal have. Jeg går fornøjet ud fra testlokalerne med et kæmpe smil på læben. Siden jeg første gang downloadede Infamous på min dengang spritnye PlayStation 3, har serien haft en speciel plads i mit hjerte. Derfor kan jeg roligt sige til alle de passionerede Infamous-fans derude, at Second Son lader til at være en sand efterfølger, trods karakter- og miljøudskiftning. Hvordan historie- og karakteropbygning endeligt hænger sammen, må vi vente med at se til senere på måneden, men umiddelbart ser det meget lovende ud.