The Colony

Briggs (Laurence Fishburne) er leder af en menneskekoloni, der prøver at overleve under umulige vilkår i en fremtid, hvor menneskeskabte vejrmaskiner er gået alvorligt i udu og har begravet hele planeten i en evig istid. Der er akut mangel på både mad og menneskelighed, selv om Fish prøver at holde fanen højt og værne om retfærdigheden.

Det går dog selvfølgelig helt sydpå da han tager på en gåtur til en af de andre kolonier for at undersøge et hjælpesignal. Hele den anden koloni viser sig at være næsten mennesketom -- næsten, fordi der er skam mennesker til stede ... de er bare flippet skråt og har givet sig til at æde alle, der kommer i nærheden.

Imens Fish er væk, beslutter hans næstkommanderende (Bill Paxton) sig for, at nu er det ikke sjovt at lege "nice guy" længere. Så der er alvorlig mangel på næstekærlighed på begge fronter og resultatet er en af de dybt deprimerende apokalyptiske film, der er lige så iskold som de snelandskaber, den foregår i.

Langt henad vejen er den dog også ganske medrivende, takket være nogle flotte kulisser og noget solidt skuespil fra både Fish og Paxton, der sammen med deres medskuespillere giver en ellers rimelig low-budget canadisk hyggegyser et decideret grotesk og modbydeligt indtryk -- på den gode måde.

At historien så ikke giver et klap mening hvis man begår den fejl at sætte sig ned og tænke den igennem, er noget, de i virkeligheden håber, du ikke kunne finde på. Manuskriptet er desværre en af de lidt dumsmarte affærer, der lægger op til en storstilet kommentar om menneskets ånd i umulige situationer, men falder fra hinanden når man kigger detaljerne efter i sømmene.

Man får åbenbart overnaturlige kræfter og ninja-agtig smidighed af at guffe menneskekød og det faldt tilsyneladende aldrig nogen ind at bare slukke for de vejrgeneratorer, der gik i stykker og smadrede hele planeten. Men det er filmen ligeglad med at forklare. Den er også ligeglad med at finde på en ordentlig slutning.

Men rejsen derhen er sådan set stilfuld nok og byder på nogle ret effektive scenarier, både på den visuelle front og på spændingsfronten. Det er en ret hyggelig søndagsgyser for folk, der godt kan lide en apokalyptisk stemning og at svælge i de ugudeligheder, mennesker kan finde på at gøre ved hinanden når lortet for alvor rammer ventilatoren. Men som den intelligente sociale kommentar, filmen også gerne vil være, rammer den desværre et stykke forbi målet.