Dead Man Down

Min indre nationalist bliver altid henrykt, når et dansk ansigt markerer sig i amerikansk film - uanset hvor lille eller stor en part de spiller. Vores lille kongerige har dog ikke været så leveringsdygtige i langtidsholdbare filminstruktører på den amerikanske grund. Tidligere filmfotograf Michael Salomon fik sin store chance med Hard Rain, Susanne Bier prøvede kræfter med Things We Lost in the Fire, mens Ole Bornedal indløste returbilletten hurtigst muligt efter hans rædselsoplevelse med Nightwatch.

Niels Arden Oplev fik helt sikkert sit amerikanske visum efter box office-baskeren Mænd Som Hader Kvinder. Den høstede faktisk stor amerikansk anerkendelse, inden David Fincher kom tromlende med sin udgave, The Girl with the Dragon Tattoo. Først indgangsbilletten - så svendeprøven. Niels Arden har siddet som instruktør på den rent amerikansk producerede Dead Man Down, men resultatet vil formentlig ikke sikre ham evig rigdom og et palæ i Key West, for det er en noget tam omgang gangsterdrama.

Colin Farrell spiller hovedrollen Victor, om muligt med færre facetter end Keanu Reeves. Udtrykket spænder fra påtaget mistænksom til indestængt bekymret (stort set samme ansigt), mens han opskalerer et gådefuldt hævntogt mod byens gangsterboss, Alphonse. Fra sin lejlighed har han udsigt til overboen Beatrice, spillet af den svenske skønhed Noomi Rapace. Med et arret ansigt efter en bilulykke går hun tilsvarende rundt med personlige spøgelser og en hemmelig agenda. Blikke udveksles mellem altanerne, og de to personer mødes - en typisk sammensætning af romance bundet til en kriminel omverden.

Det hele virker dødsens alvorligt. Skuespillerne gør deres ypperste for at fremhæve klaustrofobien med forpinte blikke og indre dæmoner, men grundstoffet modarbejder alle omkring sig. Med det udleverede plot og replikker er Dead Man Down formentlig så god som den kunne have været, for historien vender sig i en lage af ligegyldighed.

Man aner noget af den typiske, skandinaviske melankoli og mentalitet som menneskeliggør kriminalitetens mænd, dog blandet med producenternes ambitionerne om en jævn direct-to-video krimifilm til butikshylderne. Niels Arden genbruger stemningen fra Mænd som Hader Kvinder, men han mangler den usynlige krog som hager sig fast i publikum og trækker os med i filmens besættende favn. Hvor er det dog ærgerligt, at første gange Niels Arden er på amerikansk grund, laver han sin første rigtigt kedelige film.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er suppleret med en DVD-kopi. Derudover intet ekstramateriale.