Space Hulk

1989, et rodet efterskoleværelse. Borde og stole er skubbet hastigt ud langs væggene. Gulvet er fyldt med spilleplader og plastikfigurer. Lyden af terninger på trægulvet virker larmende mod den næsten uhørlige vejrtrækning. Alle holder vejret. Det er måske den sidste runde i en timelang kamp. Et skrig flænger luften. Det er ikke fra de Alien-lignende plastikfigurer, men derimod en helt almindelig teenager, der jublende konstaterer, at modstanderens flammekaster-marine er død, og Genestealer-poolen dermed er sikret. Pokkers.

{Space Hulk} udkom i slutfirserne og var på mange måder Games Workshops forsøg på at trække nye spillere til Warhammer 40.000-universet. Man fik en bunke løse spilleplader, et overskueligt regelsæt (om ikke andet i sammenligning med firmaets andre storspil), og man fik en række figurer, der ganske vist ikke var så detaljerede som de normale bly-udgaver, men som til gengæld imponerede i antal. {Space Hulk} var samtidig et kært nik til Alien-filmene. Her tog man rollen som enten de tungtbevæbnede Mariner eller de agile Genestealers. Det var ganske godt illustreret gennem mængden af terningekast. Som regel betød en sekser døden for modstanderen, når der skulle skydes. Og de eneste med skydevåben var de såkaldte Space Marines eller Blood Angels, som denne afdeling af rumsoldater hed.

Genestealere derimod kunne rykke rasende hurtigt, og i nærkamp var de overlegne. Her skulle der rulles terninger for at bedømme udfaldet. Højeste terningekast overlevede. En marine kunne slå en enkelt terning, mens de firearmede Genestealere kunne slå hele tre kast og vælge det højeste. Nærkampsspecialiserede mariner fik et enkelt tal eller to til terningekastet. Det var en fantastisk måde at balancere en ubalance.

Hver figur havde et antal action-point at bruge under hver runde, og mens marinerne typisk havde fire, så havde genestealerne seks. Til gengæld fik marinerne (så længe deres kaptajn var i live) et ekstra terningekast med point, der frit kunne fordeles mellem marinerne, til runden. Igen var det en smart måde at illustrere den enorme forskel på de to racer, og med nok tilfældigheder til at skabe panik, og alligevel så meget balance at begge sider havde en chance for at vinde.

Hver eneste handling åd point. Døre krævede som regel et enkelt point at åbne eller lukke, det samme var tilfældet hvis man ville skyde, rykke et felt eller slå. De tonstunge mariner skulle endda betale point for at vende sig, dog ikke hvis de blev angrebet bagfra af en hidsig alien. De mange spilleplader kunne sættes sammen som et sindrigt puzzle-spil, så variationen var sikret, og banerne mange. Men uanset hvad, var det i bund og grund det samme man foretog sig hvert spil: marinerne ankom i et forudbestemt antal. De hurtige aliens fik forstærkninger hver runde i form af blips (papbrikker, der skulle illustrere blippet på marinernes radar uden at røbe antallet af genestealers bag blippet). Derefter skiftedes de to spillere til at rykke. Fik en marine øje på et blip, blev det vendt og antallet af genestealere afsløret. Marinerne skulle typisk nå en udgang eller et bestemt rum, og som regel skulle en enkelt eller to fra det fem- til ti-mand store hold overleve. Andre gange var det en ren selvmordsmission.

Som du nok kan fornemme, er dette præmis perfekt til lidt lethjertet turbaseret strategi-underholdning. Det har flere udviklere gennem tiden også tænkt, og varianter af spillet er allerede ude til PC, Amiga og andre formater. Nu er det dog tid til endnu et forsøg gennem de danske spiludviklere fra Full Control. Faktisk har PC-udgaven været ude i nogle måneder, men som de fleste tablet-ejere ved, så er denne type spil yderst velegnede til touch. {Space Hulk} til iPad er ingen undtagelse.

PC-udgaven har ikke høstet overvældende positiv kritik, og det er let at forstå hvorfor. At stirre på en skærm med mus og tastatur i hånden giver på ingen måde den fornemmelse af at spille et brætspil som det fysiske spil kan. At grafikken heller ikke er overvældende flot, er naturligvis endnu et ankepunkt, når man nu endelig skal stirre på PC-skærmens pixelerede udgaver af Games Workshops science fiction-spil.

På touch står det anderledes positivt til. Ikke mindst fordi en iPad liggende på bordet er noget mindre omstændig end de enorme fysiske spilleplader, men også fordi den grafik, der ikke imponerede på PC, pludselig ser anderledes tilllokkende ud på en lille skærm.

Har du spillet det fortræffelige Hunters: Episode 2 eller {Warhammer Quest}, vil du dog nok alligevel rynke en smule på næsen. For figurerne er ikke rasende kønne i sammenligning. Til gengæld har de charme, og spillet oser af stemning. Når marinerne med Darth Vader-rusten stemme fortæller hvad de gør, når lyden af metal mod metal runger, mens de går, og når genestealerne stormer skrigende frem, er det en fryd. Samtidig har de nyeste udgaver af iPad (iPad Air har eksempelvis, mens den første iPad Mini må undvære denne feature) også et skulder-cam på figuren man rykker, så handlingen kan følges i bedste FPS-stil på en lille skærm i hjørnet. Man kan designe gruppens banner og så er der et hav af valgmuligheder.

Vil du spille online asynkron multiplayer eller live, så kan det lade sig gøre. Vil du hellere spille solo, så er der omkring et dusin missioner til det. Den sjoveste og mest gribende udgave er dog pass'n'play. Her føler man sig hensat til det originale brætspil. Når iPadden går på omgang og man sidder med en fysisk modstander i sofaen, så er det som at genopleve klassiskeren, bare uden opsætningsbøvlet og arbejdet med at huske alle de forskellige regler.

Det er faktisk imponerende, hvor lidt tid det tager at komme ind i spillet. Men uden at skulle holde styr på reglerne, er det også ganske simpelt. Det kan muligvis kede erfarne strategispillere, mens det ganske sikkert kan fornøje fans af originalen.

Man starter blidt ud med missioner, der kan spilles på omkring ti minutter, men de vokser hurtigt til baner, der tager en times tid at gennemføre. Gider man ikke se action-scenerne eller vente på at figurerne bevæger sig, kan tempoet sættes op og mellemsekvenserne fjernes. Det kan ventetiden når iPadden tænker desværre ikke. Det kan let tage ti sekunder for den kunstige intelligens at rykke, og det kan være en lidt kedelig affære at vente på. Man kan også vælge at spille en let modificeret udgave af Space Hulk, hvis man føler sig overvældet af modstanderen. Her fjernes nogle af marinernes svagheder (eksempelvis chancen for at deres våben blokerer). Uanset hvad man vælger, er det dog ikke reglerne, der er problemet. Det er de modbydelige aliens derimod. Det er ofte en kamp at overleve, og man bør overveje hvert et valg ganske nøje, inden man trykker på skærmen.

Og her er så Space Hulks virkelige problem på iPad. Gutterne hos Full Frontal har haft en smule travlt. Ikke alene er den udførlige manual, man kan slå op i sjusket (referencer til WASD og mus imponerer ikke), men der er også tilfælde hvor registreringen af touch kunne være bedre. Ligesom mange af knapperne er en anelse for små, med mikroskopiske tooltips der står nærmest under fingeren, der trykker. Det lugter langt væk af en hastig konvertering.

Heldigvis er det ikke noget der forstyrrer spillet som helhed. Det er en tro kopi af brætspillet, det leverer masser af stemning samt underholdning, og er man fan af originalen bliver man ikke skuffet over behandlingen af universet, reglerne eller udvalget af baner. Skulle man ønske flere baner kan disse tilkøbes i pakker med tre til otte baner fra 19 til 32 kroner pakken. Fair pris for ekstra indhold.

Der er ingen tvivl om at Rodeo Games leverer flottere turbaserede spil med mere indhold, men samtidig er hverken {Hunters 2} eller {Warhammer Quest} den ægte vare. Og mindes du de gamle dage med samme fryd som denne anmelder, så kan du roligt indkøbe {Space Hulk} til iPad, velvidende at du får det som du husker det. Og ellers kan du trække en karakter eller to fra den herunder.

Uanset udgangspunktet bør du dog overveje indkøbet, hvis du savner et godt, simpelt, men udfordrende solospil eller et fornøjeligt turbaseret strategispil for to spillere.

Without the Emperor, there is nothing. Do not fail your brothers.