Dungeon Dashers

Strategiske rollespil bliver ofte en tung affære, hvor kun de med lyst til at holde styr på tonstykke regelbøger har en chance for at få noget ud af oplevelsen. Det er ærgerligt, men i og med spil af denne genre ofte er inspirerede af Dungeon & Dragons, er der mange af dem der simpelthen ikke formår at fralægge sig brætspillenes kompleksiteter.

Det gælder ikke for {Dungeon Dashers}. Faktisk behøver man ikke at gennemføre meget mere end en bane for at erfare at miniput-udvikleren har skåret så meget ind til benet af genren, at det der står tilbage har udviklet sig til sit helt eget, imødekommende bud på genren.

Med kontrol over fire forskellige karakterer, en troldmand, en kriger, en bueskytte samt en tyv, og et turbaseret kampsystem, ser det hele umiddelbart ud til at følge den mest kendte af genrens opskrifter. Her er huler der skal udforskes for gemte skatte, fire helte der skal rykkes hver for sig, og horder af monstre der skal have tæv.

Farten er dog den første forskel man bemærker, for den er uhørt høj sammenlignet med resten af genren, der normalt har det fint med lidt for nøjagtigt at simulere brætspillenes sløve tempo. Dine karakterer bevæger sig i et raskt tempo, og enhver form for angreb eller lignende sker med det samme du har trykket. Fjendernes bevægelser kan tvinges til at foregå i turbo-tempo med et klik på shift-tasten, og resultatet er at spillet helt undgår de timelange kampe der så ofte kan komme til at virke afskrækkende.

Det strømlinede design stikker dog dybere. Således er hver helt stærkt begrænset i sit valg af besværgelser, angreb og muligheder. I stedet starter hver af de fire figurer ud med en unik evne, som tyven der eksempelvis kan warpe sig selv over afgrunde, krigeren der kan brage igennem forskellige forhindringer eller troldmanden der kan aktivere magiske portaler.

De karakterspecifikke evner udnyttes på en måde, så man ender med at bruge næsten lige så meget tid på små puzzles som man gør i kamp, hvilket holder det helt friskt. Særligt lokkende er dette aspekt af eventyret også, fordi løsningen af de små opgaver ofte er den eneste måde at låse op for nye evner eller udstyr.

Begrænsningen af hver figurs evner er så radikal, at der ikke er blevet plads til nogen former for healende eliksirer, der ville kunne gøre kampene unødvendigt lange. Mana er der heller intet af, og enhver form for bevægelse koster i stedet action-points, som også bruges til at bevæge dine figurer med, hvilket gør at der skal tænkes ekstra over hvordan de bruges.

Alle disse restriktioner kunne måske få det til at lyde som om {Dungeon Dashers} er et straffende eventyr, men i stedet er sværhedsgraden i den nuværende beta-version af oplevelsen dejlig tilpasset hastigheden. Man behøver altså ikke at frygte, at man kommer til at behøve at tage lange pauser for at overveje sine muligheder. I stedet er der blevet sørget for, at spilleren kun bliver udfordret nok til at man hele tiden har lyst til at fortsætte.

{Dungeon Dashers} er i sit nuværende stadie et forbavsende friskt bud på genren, og charmerer med et snedigt gameplay, lækker pixel-grafik og et virkelig godt Amiga-inspireret chip-tune soundtrack. Vi glæder os med andre ord til at den færdige version af eventyret står klar i starten af 2014.