Olympus has Fallen

Første shot: Filmens titel malet med det bølgende amerikanske flag, Stars and Stripes. Klip. Kameraet svæver over det amerikanske vinterlandskab. Prægtigt og storladent. Zoom ind på den amerikanske præsidentens ferieresidens, Camp David. Klip til træningsrummet hvor en vital og handlekraftig præsident boksetræner med sin loyale NSA sikkerhedsvagt. Det er Amerika. Fuck yeah!

Amerikansk patriotisme er den ene mands eksistensgrundlag og den anden mands brækfornemmelse. Det er en mærkelig, selvhøjtidelig tradition, som amerikanske film rækker ud efter, når befolkningen skal samles om et fælles nationalt ego. Men muren skal bevogtes, som Jack Nicholson sagde i A Few Good Men; "You need me on that wall". Muren væltede og den amerikanske uskyld blev brudt efter 9/11. I eftermælet er fællesskabet særligt styrket af en blind frygt for andre lande. Amerikansk film har i årevis dæmoniseret den russiske kommunisme og mellemøstlige ekstremisme, men i nyere tid er branchens blik rettet mod en ny trussel: Nordkorea.

I Olympus Has Fallen banker nordkoreanske terrorister på den højeste amerikanske helligdom: Det Hvide Hus. Med et aggressivt angreb og massemord i Washington lykkedes det en lille hær at belejre huset og fange præsidenten i husets underjordiske bunker. Men, de havde ikke regnet med den ene agent, som er sluppet ind bag belejringen. Nej, ikke John McClaine, selvom Olympus Has Fallen på mange områder ligner fattigrøvens udgave af Die Hard. I stedet er det præsidentens tidligere personlige vagt, Mike Banning (Gerard Butler), som trods en betændt fortid, nu må bevise sit værd som en ægte amerikansk patriot.

Som et løssluppent gadekryds bestående af amerikansk propaganda, klassisk action og syntetisk videospil spæner Olympus Has Fallen gennem korridorerne i Det Hvide Hus. Et overgearet blodbad skylles ned med computerskabte effekter, som får slagmarken til at ligne en reklamefilm for Call of Duty. Ofte kniber man sig i kinden over den overraskende ringe grafiske kvalitet. Kedlerne sprænger efter første akt, for da krudtrøgen sænker sig, har belejringen svært ved at holde dampen oppe, og turen gennem det monumentale hus er en fragmenteret præstation, som alle uden en plantegning i hovedet ikke rigtigt fatter.

Mens Gerard Butler, som en malplaceret actionbums, knokler gennem indstuderede skydescener og dårlige replikker, sidder verdenshistoriens yngste præsident, spillet af Aaron Eckhart, i kælderen i fint selskab med helt vildt onde og sadistiske koreanere der tæver kvinder og nakkeskyder sårede. Der bliver tegnet en grov linje mellem nationaliteterne. På den ene side en ren amerikansk sjæl, sat over for en banehalvdel af et ensfarvet koreansk ondskab. Det er for monolitisk og småracistisk til at være uforpligtende popcorn-underholdning, og da fjenden, på blasfemisk vis, skyder huller i det amerikanske flag udvikler brækfornemmelsen sig til regulær kvalme.

Olympus Has Fallen er mange ting: Det er et inkompetent stykke filmhåndværk med uinteressante karakterer. Det er en magtdemonstration i billige computereffekter. Det er subtil, frygtskabende politisk propaganda, som hepper på militær oprustning. Og det er en klæbrig amerikansk reklamefilm, der gnider sit eget fallos så sprøjter.

Ekstramateriale:
Ikke andet end en DVD-kopi af filmen.