Gamereactor

Gamereactor
Previews
NHL 14

NHL 14

Årets NHL-spil byder ikke kun på de sædvanlige småforbedringer og finpudsninger, men også på en retrohyldest til det første spil i serien.

I Danmark topper FIFA-serien listen over årets mest solgte spil gang efter gang. Sådan er det mange steder i verden, men ikke i Finland. Der er det konsekvent EA's NHL-serie, der har den ære. Og da EA inviterer den nordiske spilpresse til Stockholm for at se {NHL 14} og møde producer Andy Agostini, er finnerne da også stærkt repræsenterede.

Man kan selvfølgelig sige, at det er et udtryk for finnernes passion for hockey, men lad os ikke glemme at NHL-spillene har været fremragende i denne generation, og at sporten egner sig lige så fremragende til multiplayer. Den er tilpas hurtig, hård og virtuos til at man lader sig rive med, men svær at mestre. I sammenligning kan fodbold være lidt for langsomt og taktisk til hurtige festspil.

Ifølge Agostini bliver {NHL 14} specifikt udviklet med den underholdningsfaktor i tankerne. Han taler om treenigheden mellem hurtighed, evner og aggression, der alle er en del af det, der gør hockey sjovt. Spillet lover hårdere tacklinger, realistiske slåskampe og hurtigere finter. De magiske ord er Player Impact Engine (fra FIFA), Enforcer Engine (fra {Fight Night}) og One-Touch Dekes. Det lyder måske ikke som skælsættende features, men deres indflydelse på gameplayet skal dog ikke undervurderes.

Det største fremskridt er sket omkring slåskampene. I tidligere spil blev man flyttet til førstepersonsperspektiv, når en slåskamp brød ud, hvilket ikke rigtig gik i spænd med resten af spillet. Disse sammenstød foregik i deres egen lille "bobbel", hvor ting som spillerstørrelse ikke betød noget. I {NHL 14} ses kampene igen fra det typiske fugleperspektiv, og de opstår sømløst fra almindelige spilsituationer. Hvis du for eksempel bliver ved med at smadre modstanderens stjernespiller med tvivlsomme tacklinger, vil nogle af modspillerne træde til for at forsvare stjernen. Store og tunge spillere som George Parros er i sagens natur bedre slagsbrødre end den gennemsnitlige NHL-spiller.

Det er dog værd at bemærke, at selvom man ser andre spillere omringe dem der slås, udvikler slåskampene sig aldrig til mere end to spillere ad gangen. Agostini siger grinende, at han har set finske hockeyspillere slås på isen, men i {NHL 14} er kampene altid én mod én, og det er meningen at de skal afspejle de officielle NHL-regler i højere grad end at give halvdelen af holdet sæbeøjne og en besked om at gå i bad. Det er nok bedre sådan.

Agostini fortæller, at han personligt er mest begejstret for den nye fysikmotor, og efter et par timers spil er det let at være enig. Sidste år blev True Performance Skating introduceret, der bedre afspejlede den kinetiske energi i at skøjte, men det føltes stadig som om spillerne prellede af på hinanden, som om de ingen masse havde. Det retter {NHL 14} op på ved at tage højde for spillernes proportioner, og tacklingerne føles helt klart stærkere. Man behøver ikke engang tappe den højre stick for at få tacklingerne til at "virke". Så simpel en ændring kan få en interessant effekt på det defensive spil, da du kan droppe den spastiske indsats for at ramme en fyr, og i stedet bare forsøge at blokere de direkte ruter til dit mål.

På den anden side har angriberne nu et mægtigt nyt våben i form af One-Touch Dekes. Små tricks til at smutte forbi en forsvarer kan nu laves så hurtigt som du kan reagere via den venstre skulderknap. De virker bestemt ikke altid (afhængigt af afstanden mellem spillerne, størrelse og evner), men de er hurtigere at bruge end før. Hvilket er godt.

Har du fulgt med i nyhederne omkring spillet, ved du måske at målmændenes AI er blevet forbedret, så de nu bemærker om en angriber er højre- eller venstrehåndet og derfra laver bedre forudsigelser om hvordan angrebet vil udvikle sig. Det er dog ikke den eneste forbedring, da Agostini fortæller at den kunstige intelligens er blevet tunet over hele linjen med hensyn til spilbalancen. For eksempel har udviklerne kigget på at øge adspredelsen i situationer, man kan score fra. De har også omskrevet hele straffemotoren, så de computerstyrede spillere laver flere forseelser som rigtige spillere, hvilket dermed skulle give flere powerplay-situationer til solospillerne. I denne preview-udgave var mine medspillere lidt for ivrige efter at skøjte ind i offside-situationer, men Agostini slår fast, at den kunstige intelligens vil blive finpudset indtil sidste øjeblik.

Som en spændende kontrast til jagten på troværdig ishockey indeholder {NHL 14} også en ny spildel kaldet {NHL 94}. Tidligere titler har tilbudt {NHL 94}-styring til dem, der ville have simplere gameplay, men den nye {NHL 94}-mode er mere end bare to knapper og en styrepind. Den øger spillets hastighed og får selskab af en grotesk blå is og legendarisk orgelmusik. Samtidigt bliver unødvendige regler, som straffe, offsides og icing, slået fra, så spillerne kan fokusere på hårdt spil og endnu hårdere skud.

Ideen er ikke at genskabe en perfekt kopi af {NHL 94}. Spillet vil stadig være {NHL 14}, men delvist ændret. Spillerne er de samme, og ditto gælder hold og arenaer. Det oprindelige {NHL 94} kunne have været med på skiven til ære for dets 20 års jubilæum, men Agostini siger at de ikke ville gøre dette af to årsager. For det første husker folk spillet som værende bedre end det egentlig er i dag, og for det andet vil udviklerne trække nye spillere til med {NHL 14}. Det er her, {NHL 94}-moden virkelig skinner. Hvis du har venner, der ikke er NHL-veteraner, så slå den til, og hvis de begynder at efterspørge mere dybde kan I altid vende tilbage til det mere komplekse standard-gameplay.

I småtingsafdelingen kan nævnes, at EA har flyttet om i den rodede hovedmenu, at man nu kan tjene EA Pucks (spillets interne møntfod) fra enkelte kampe og ikke kun Hockey Ultimate Team, og at der er opdaterede online-funktioner, der bringer NHL-serien på linje med FIFA.

Baseret på min tid med spillet og snak med Agostini lader {NHL 14} til at være en ret komplet oplevelse, men det er tydeligvis ikke en revolution inden for hockeyspil. Det er mere en kulmination af alt det, EA har gjort i denne generation. Knusende tacklinger, mere naturlige slåskampe og flabede tricks på farten giver gameplayet et godt flow, men de fjerner ikke de begrænsninger, den nuværende konsolgeneration har.

Indtil videre har holdet kun fokuseret på PlayStation 3 og Xbox 360, så der kommer ikke nogen next-gen-udgave af spillet i år. Agostini ville ikke gå i detaljer, men antydede at vi måske ser NHL på næste generation næste år.