Turtle Beach XP Seven
XP Seven er et meget dyrt, kompliceret og lækkert headset til professionelle gamere, men er det prisen værd?
Professionel gaming bliver kun større og større. Blizzard holder gigantiske Starcraft turneringer, og Activision har kæmpe succes med deres {Call of Duty} Championships. Denne udvikling har sat gang i en lang række spiltilbehør, der specielt egner sig til gaming af den professionelle slags.
Turtle Beach er nu klar med deres første serie af headsets med det officielle Major Gaming League-mærkat. Det er specifikt designet omkring E-sports, og i XP Sevens tilfælde er det kompatibelt med både konsoller og PC. Der er ingen audiokontrol at finde på selve headsettet, men XP Seven fås med en Audio Control Unit, der er forbundet via et kabel. Gennem denne kan du have otte forskellige lydindstillinger parat med et enkelt knaptryk og kan styre både ind-og udgående lydstyrke. Med i pakken kommer et hav af forskellige forbindelseskabler, der skal sørge for at du kan forbinde XP Seven til alle tænkelige enheder. Der er mulighed for både den klassiske 3,5 mm-udgang men der er også en 2,5 mm-udgang så den passer til eksempelvis en Xbox 360-controller. XP Seven kan i sandhed forbindes til alt, og med din Audio Control Unit kan du skifte mellem forskellige konsoller og PC på et øjeblik.
Ved første øjekast er det E-sports-orienterede design, det første der stikker ud. Apple-hvid blandes med sort læder, og det skinnende MLG Pro Circuit emblem på siderne er ikke til at tage fejl af. Det gør meget visuelt væsen af sig, og egner sig måske derfor ikke lige så godt til en lille omgang gåtursmusik.
Memoryfoam der husker formerne på både hoved og ører sørger for komfort, men grundet det professionelle gaming-fokus sidder det stadig en smule for stramt og klemmer til om hovedet. På trods af dette føles materialerne, og den måde de er sat sammen på, utroligt godt. XP Seven føles lækkert, og med stofkabler og broderet læderrem føles det i hvert fald ikke billigt på den måde.
Og billigt er det sandelig heller ikke. Prisen ligger på omkring 2700 kroner, og er derfor et af de dyreste headsets på markedet.

Så hvordan er lyden så? Faktisk er lydkvaliteten XP Sevens allerstørste trumf. Som musikanmelder, er det naturligvis mit første fokus. Og sættet har helt enkelt den bedste bas/diskant-balance, jeg nogensinde har oplevet. Lydisolationen er også i top. Man ofrer som sagt en smule komfort på de meget tætsiddende memoryfoam hovedtelefonpuder, men til gengæld er lyden komplet isoleret. Forskellige lydniveauer kan indstilles så du kan skræddersy lydoplevelsen til et bestemt spil, og der er endda Dolby Surround Sound via optisk lydkabel. Mikrofonen er ikke helt samme overvældene oplevelse, da der er meget baggrundsstøj. Den er til gengæld aftagelig, og behøver derfor ikke sidde i vejen, når man ikke har i sinde at kommunikere med andre.
Alle disse indstillinger gør at XP Seven kan tilpasses til hvert enkelt brugers behov. Spil, musik, film, den skal kunne det hele. Brugervenligheden er dog ikke specielt imponerende i den sammenhæng. Med i pakken kommer en softwaresuite, der skal hjælpe dig til at indstille lyden til forskellige lejligheder, og disse installeringspakker lægger du så på dit Audi Control Unit. Ingen af disse ting er specielt intuitivt designede, og igen får man fornemmelsen af at XP Seven udelukkende satser på turneringsbaseret brug.
Derfor ender jeg på trods af sættets mange gode takter alligevel denne anmeldelse med en lille advarsel. For dette er ikke (pris og komfort taget i betragtning) et headset for alle. Men jeg er heller ikke sikker på, at det behøver være det.
XP Seven er et meget dyrt, kompliceret og lækkert headset til professionelle gamere. Men man kan netop ikke komme uden om at den er designet med fokus på et ganske snævert publikum og med dets manglende komfort, komplicerede indstillinger, tvivlsomme udseende og ekstreme pris i forhold til mere almindelige headsets eller hørebøffer, er den svær at anbefale til andet end netop professionelle gamere. På trods af den gode lyd.

For prisen er som sagt skyhøj, og selvom man får meget for sine penge, kan man godt finde et sæt med fokus på lyd eller et bedre udseende til det halve, men det er som sagt også at misse pointen med dette. Indstillingerne giver et væld af forskellige brugermuligheder og når man åbner pakken og ser mængden af kabler, Audio Control Unit-enheden og byggekvaliteten på det hele, kan man ikke lade være med at blive en smule forelsket.
Lyden vil for mange afgøre hvorvidt det er et godt køb eller ej. XP Seven har givet mig en af de bedste lydoplevelser jeg nogensinde har haft med et headset, og den grund alene er nok til at overveje et køb eller en prøvetur.


Gamereactor Danmark