Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
The Nightjar

The Nightjar

Grafik siger du? Ikke her. Lee anmelder lydspillet The Nightjar fra folkene bag Papa Sangre

Gys i spil er et tveægget sværd. På den ene side kan det gribe spilleren meget bedre end en gyserfilm. Man behøver ikke blive irriteret over hovedpersonens stupide panikløsninger eller fjollede beslutninger (let's split up!). På den anden side har du et forholdvis fastlagt plot, og det samt halvdårlige mekanikker kan ofte komme i vejen for indlevelsen.

I de senere år har vi som gamere måtte leve med et stadig større fokus på gyset som baggrundskulisse til grandiøse mellemsekvenser og hæsblæsende action. Derfor er {The Nightjar} et velkomment udspil på et marked, der mere og mere handler om opgraderinger, ammunition og heftige ildkampe.

Der er dig og gyset. Der er ikke engang mere end ét billede.

Nu tænker du måske, at det virker helt tåbeligt, men faktisk er The Nightjar ikke det første spil, der udelukkende leverer lyd som spiloplevelse. De engelske gamere har kunnet nyde Xbox Live-spillet The Pit, og faktisk har de også kunnet nyde The Nightjar (endda gratis) i et års tid. Ligesom vi i denne artikel fortalte om lydspillet Papa Sangre.

Netop Papa Sangre er fra samme udvikler som dette udspil. Somethin' Else har i de sidste år finpudset deres lydmotor, og er nu parate med en ny lydoplevelse, der denne gang byder på sci-fi og en kamp for overlevelse fremfor kærlighed og efterlivet, som vi så det med Papa Sangre. Gyset er dog stadig det essentielle.

Du tager rollen som et efterladt besætningsmedlem på et dødsdømt rumskib, hvor du som eneste overlevende finder en radio i det kulsorte mørke og nu med den ledende stemme må finde vejen ud.

Naturligvis vender bødlerne, der stod bag katastrofen, tilbage, og pludselig er det dig, en stemme og kampen for ikke at blive opdaget, der er i fokus.

{The Nightjar} har som nævnt ingen grafik. Eller det vil sige, spillet har to lyspaneler og et "kompas". Resten er op til dig og dine ører. Du er fanget i mørket. Halvkvalte slimede grynt, skibets kommunikationstemme, bippende lyde, føddernes genklang og mekanisk raslen er dine eneste ledetråde i kampen for overlevelse.

Samt selvfølgelig stemmen i dit kommunikationssæt. Den leveres af skuespilleren Benedict Cumberbatch, der allerede har vundet adskillige priser for blandt andet tv-serien Sherlock, Hawking, Tinker Tailor Soldier Spy samt The last Enemy og også er kendt fra Star Trek.

Du trykker enten i højre eller venstre side for at gå med hver fod, og trykker du hurtigt løber du og larmer eller snubler naturligvis, hvis du ikke passer på tempoet. Stryger du fingeren til siden på skærmen, drejer din figur sig (desværre kan man ikke vende styringen, og det irriterer mig). Men det er altså alt, hvad du foretager dig.

Hver bane er nogle minutter lange (hvis du klarer dem i første forsøg - og i de senere gør man det sjældent). De fleste vil nok gå gennem mørket på under to timer, og så er der ikke mere at komme efter.

Det er en ganske særlig oplevelse pludselig at skulle justere ens begrebsapparat til kun at fokusere på lyd, når man spiller. Samtidig er det en anderledes oplevelse, som måske netop grundet det store fokus på lyd skuffer en smule. Man bliver ganske enkelt irriteret, når en dødssekvens resulterer i en besked, man har hørt før, eller når stemmeskuespillet lyder en smule amatøragtigt. Ligeledes passede den simple grafik langt bedre til Papa Sangre, hvor man her føler, at lysene (lidt for kraftigt) forsøger at illustrere skibets katastrofelys i gulvet. Og det virker ganske enkelt mere forvirrende end indlevende.

Der er dog heldigvis ikke meget at udsætte på lydsiden. Om du føler at omkring 30 kroner er oplevelsen værd, kommer an på to ting. Hvor meget du tørster efter en anderledes spiloplevelse. Og om du kan leve med de forholdsvis simple mekanikker.

For mit vedkommende var det et sjovt afbræk fra de sædvanlige spiltyper, men som tidligere ejer af Papa Sangre, var oplevelsen langt fra den åbenbaring, som jeg havde håbet på. Overraskelsen udeblev, og jeg endte i stedet med et godkendt rumeventyr med nogle panikfremkaldende lyde og en fin stemning.

Jeg hiver det dog næppe frem igen. Dertil er det ganske enkelt for meget et eksperiment, for meget en gentagelse af Papa Sangre og for lidt et spil. Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Papa Sangre, vil jeg dog anbefale at tage turen, hvis du tørster efter noget anderledes. Så skal det nok imponere.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
God lyd, et medrivende gys, anderledes
-
Set før med Papa Sangre, et eksperiment, der ikke altid leverer