Gamereactor

Gamereactor
Film
The Words

The Words

Torben har genopdaget grundstenene bag den gode historie, i dette overraskende dedikerede filmdrama.

En bog har ingen surround sound. Ingen 3D effekter, ingen high density og ingen teknologisk udvikling kan optimere læseoplevelsen. Så snart det farverige omslag er åbnet, er der intet tilbage bortset fra teksten og dens historie.

Jeg er formentlig ikke den eneste filmelsker som føler, at i filmindustriens gradvise tilbedelse af det auditive monster, er noget gået tabt i processen: Den rene historie som ikke lader sig distrahere. Men så kommer The Words og taler direkte til savnet. The Words er tre ting: En film dedikeret til den rene historie. En film der handler om bogens kraft. Og så er det en uventet, overraskende filmperle.

Uden at lade sig forfalde til art couture, blævrende melodrama eller påhæftet spænding, holder The Words fast i os med sin afmystificering og forventningen til historiens næste kapitel. Plottet formidles stramt og kompetent: Forfatteren Clay Hammond (Dennis Quaid) afholder en højtlæsning af sin roman, der handler om den unge ambitiøse forfatter, Rory Jansen, (Bradley Cooper). Jansen kæmper for sit forfatterskab, men ser sig snydt af forlagenes nåleøje. Lige indtil han en dag køber en gammel lædermappe i en fransk antikhandler, som gemmer på et unikt manuskript med en dragende historie fra krigstiden.

Næste træk er som forventet. I et øjebliks svaghed fristes Jansen af vilkårene, og afleverer manuskriptet til et forlag under sit eget navn. Og så vender skæbnen. Mange års kamp for forfatterkarrieren vendes til succes og anerkendelse. Men en rolig dag i parken konfronteres Jansen med historiens virkelige forfatter (Jeremy Irons). Ikke med en forventet hævngerrighed, men med sin mission: At give Jansen indsigten bag sin tragiske historie.

The Words er en dedikeret historie om fortællingens kraft og dens indvirkning på os, publikummet. Det er en skæbnesvanger historie, i en historie, i en historie, hvor vi snildt lader os medrive af momentets følelser, indtil vi atter trækkes ud blandt tilskuerrækkerne ved forfatterens oprindelige højtlæsning. Med en kombination af kompetent story telling, orkestreret musikalsk flow og mystificerede forventninger, er The Words et uventet godt filmværk, som du formentlig aldrig har hørt om. Men det burde du.

Historiens primære protagonist, bakser dog med sit ansigt, båret af Bradley Cooper. "Pretty face" virker ikke som det mest stuerene valg i et litteratur-drama, for han tynges af sin fortid fra The Hangover og A-Team. Lidt som "Dirch Passer dilemmaet"; man venter hele tiden på at Bradley siger noget rapkæftet eller sjovt. De to andre forfattere, spillet af dels af Jeremy Irons og Dennis Quaid er kampsten i forhold til Bradley. At det så er filmens svageste led, der skal løfte den største sten, kan man ærgre sig lidt over.

Her er ikke duften af varme, saltede popcorn. Her er ingen gennemblødte kleenex-pakker. Her er ingen eksperimenterende indie-kunst. Kun en historie der søger ind til kernen. The Words kan formentlig ikke tryllebinde alle og enhver, men det er en ufiltreret, ren film med sans for historiens essens, anbefalet alle som vil genopleve grundstenene i en god historie. - The end.

Bemærk: grundet en teknisk fejl i systemet er denne film anmeldt som blu-ray. Det er dog kun DVD-udgaven, der er testet og tilgængelig i Danmark. Du kan se den danske forside herunder, som den ser ud fra den danske udgiver Mis. Label.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10