On the Road
Ny filmatisering af den amerikanske bogklassiker, Vejene, er en ambitiøs men undervældig oplevelse. Torben har stenet til filmen, men er absolut ikke blevet høj.
Så du Oscarshowet i år? I så fald kan du sikkert huske værten, Seth MacFarlane, og hans musikalske indslag "We Saw Your Boobs". I en lang sekvens synger han om kendte, kvindelige skuespillere og de filmtitler hvor de har prydet deres brystparti for publikum. Efter mere end to timers artsy-fartsy ungdomsdrama i selskab med On The Road, kan jeg i det mindste sige det samme om Twilight-stjernen, Kristen Steward: I saw your boobs ... hvis man altså interesserer sig for den slags...
On The Road er formentlig bedre kendt i Danmark under litteraturens titel: Vejene. Forfatteren Jack Kerouac er betragtet som en af Amerikas mest indflydelsesrige forfattere, forfader for bebopgenerationen og indførte en syret skrivestil han associerede med åndedrættets kontinuitet. Ingen punktummer. Kun bindestreger. Men, at filmatisere en så karakteristisk poetik, er ikke bare lige. Instruktøren Walter Salles (The Motorcykle Diaries) har alligevel forsøgt sig og gjort sig dybe tanker om filmsproget som formidler af forfatterens kontrollerede tyfon af ord.
On The Road er den selvbiografiske historie om Jack Kerouac, særligt fokuseret på venskabet med kvindebedåreren og livsnyderen Neal Cassady. En historie i konstant bevægelse uden nogen retning, som en fragmenteret og nonlineær road movie med genrens tilhørende stereotypiske adfærd: Et storforbrug af fjolletobak, promiskuøs sex, eksistentielle debatter og all that jazz. At forklare historien er, som at begribe følelsen af ungdommens energiske væsen. Svært.
Det er en udpræget stenet film lavet af kulturelitens grundsten, samlet med maniens mørtel. Jeg skal ikke forsøge at sælge On The Road som supplement til søndagens popcorn og cola. Dertil er filmen for abstrakt. Men også bogens litterære fans, tror jeg vil betragte filmudgaven som en maskinel, undervældig oplevelse. En bog fra 1957, spiret som et symptom af sin tid og kultur, der så vækkes til live filmatiseret i 2012 - så fjernt fra sit oprindelige momentum. Den modarbejder sig selv med et underskud af relevans.
Kort sagt: Der er meget galt med On The Road. Den forkerte film på det forkerte tidspunkt, med et forceret forsøg på at oversætte litteraturens gnist og strander uden dybere mening. Flotte billeder, engagerede skuespillere og en spændende atmosfære kan ikke hente priserne hjem, når pointen rammer forbi målet. On The Road tilmelder sig rækken af ambitiøse filmatiseringer af litterære hovedværker, som mister alt det, der gjorde bogen noget særligt. Bliver jeg uvenner med nogen, hvis jeg kalder det for filmisk hipster-onani?
Ekstramateriale:
En række slettede scener kan ikke kompensere for det rungende hulrum af manglende ekstramateriale, når de nu har filmatiseret et litterært hovedværk.
Gamereactor Danmark