A Dangerous Method

Der er faktisk intet overraskende i at David Cronenberg går hen og laver en film om Sigmund Freud, Carl Jung og psykoanalysens fødsel. Cronenberg begyndte sin karriere som forfatter og instruktør på talrige, kolossalt voldelige splatterfilm i begyndelsen af 80'erne. Men på sin egen måde formåede han at gøre kvalmende effekter og litervis af teaterblod til et kunstnerisk udtryk, mest bemærkelsesværdigt i Videodrome fra 1983.

Mange kritikere og forskere har valgt at se hans film som udtryk for seksuelle abstraktioner og perversioner, hvilket kommer til udtryk i hans meget svulstige blod- og såreffekter. "Venereal Horror" er et genre-mærkat jeg kun har hørt i forbindelse med den tidlige Cronenberg. Nutildags vil han nok mest være kendt for sine realistiske og underspillede gangsterfilm, A History of Violence og Eastern Promises. Der kan tydeligt spores en tendens hos Cronenberg, at han bevæger sig længere og længere væk fra sine ungdomstiders voldsorgier og tættere på det psykologiske kammerspil. A Dangerous Method er, på godt og ondt, kulminationen på dette.

Vores fortælling begynder på en klinik i Schweiz i 1904, hvor den unge Dr. Jung arbejder på en klinik for stærkt mentalt forstyrrede mennesker. Inspireret af den kontroversielle psykolog Freud vil han begynde at behandle sine patienter med den "talende kur". Da han modtager en ny patient, den ekstremt forstyrrede Sabine Spielrein, har han fundet det perfekte objekt til at prøve den nye metode. Dette bliver startskuddet på en intens affære mellem dem, hvilket yderligere kompliceres da Jung indleder et venskab med Freud, sin mentor og faderfigur.

Hvis du hverken har set trailere eller coveret til filmen så lad mig sige det her: castet er mundvandsfremkaldende. Michael Fassbender, Viggo Mortensen og Keira Knightley spiller henholdsvis Jung, Freud og Spielrein, og der er ikke en finger at lægge på nogen af dem. For nogle virker Knightley måske som et wildcard, men hun kan snildt stå imod Fassbender og Mortensens ligeså eminente skuespil. Meget tidligt demonstrerer hun sin groteske mimik under sine anfald. Det virker overdrevent i starten, men jo længere tid vi tilbringer med hende opdager vi, at det er resultatet af fantastisk skuespilarbejde. Ved hjælp af meget detaljeret kostumering og makeup formår de store skuespillere at forsvinde. I stedet har vi indtrykket af blot at betragte Freud, Jung og Spielrein.

Heldigvis er folkene bag kameraet lige så meget i topform som dem foran det. Cronenberg har i over tre årtier instrueret film i en række forskellige genrer, og her demonstrerer han igen at han er en mester. Kameraet kontrolleres med fast hånd og klipningen er så godt som usynlig. Det er interessant hvordan Cronenberg har bevæget sig fra at lave ekstremt karakteristiske film til at blive et navngivet spøgelse, der i baggrunden får alt til at gå op i en højere enhed. Han har opnået en slags minimalistisk perfektion, der akkompagneres meget effektivt af Howard Shores smukke kompositioner.

Nu er jeg desværre nået til det punkt hvor jeg må spare på superlativerne, for A Dangerous Method er ikke uden problemer. Selvom karaktererne og omstændighederne for deres møder er utrolig interessante, så er selve oplevelsen egentlig ret monoton. Det er svært at komme ind under huden på Freud eller Jung, da de selv i pressede situationer taler så pænt til hinanden. Der er ingen mulighed for store udbrud eller en opbygning til et klimaks, fordi karaktererne har et koldt, akademisk ydre. Dette ydre er paradoksalt nok det samme der gør dem så interessante at iagttage, men at der ikke kommer så meget som en rids i lakken syntes jeg er ærgeligt.

Nu må det ikke forstås som om der ikke er noget klimaks, det er der skam på sin egen, diskrete måde. Det er bare svært at skabe nogen form for emotionel forbindelse til karaktererne og virkelig få det til at synge.

Hvis det har været Cronenbergs mål at skabe en intellektuel film, så har han sejret. Den er ekstremt stimulerende og alle de ideer og symboler karaktererne snakker om er fantastisk spændende. Efter min mening er det dog på bekostning af dramatikken, og det er ikke så lidt et problem når vi har med film at gøre. Jeg vil stadig gerne anbefale A Dangerous Method, bare du har kridtpiben klar.

Ekstra-materiale:
Der er desværre ikke det store med på skiven. En kort 7-8 minutters featurette om filmens tilblivelse er slet ikke omfattende nok til at besvare bare nogle af de spørgsmål der er værd at stille om filmen. Vi hører både castet og crewets tanker om filmen og deres rolle i processen, samtidig med at de skamroser hinanden. En ting ved featuretter jeg normalt hader, men som her for en gangs skyld er velfortjent. Knightley fortæller om sin nervøsitet ved rollen og Cronenberg snakker grundlæggende om hans proces og tanker. Alt sammen meget spændende, men gid det blev ved i en halv time til.