Splinter Cell: Blacklist

CNN skramler henover skærmen. Nyhedsværten taler hurtigt og med autoritet om de amerikanske styrkers besættelse af Irak, hvilket følges til dørs med rigtige nyhedsbilleder, deriblandt en historie, hvor en mentalt forstyrret amerikansk soldat begik overlagt massemord på civile. Billeder af olieanlæg klippes hurtigt ind imellem patruljerende amerikanske styrker i Irak. En elektronisk, forvrænget stemme taler henover nyhedshistorierne med en helt umiskendelig afsky, selvom det er svært at høre, og som stemmen fader ud, ruller det hvide ud af nyhedsværtens øjne og ordene WE ARE THE ENGINEERS står skrevet over skærmen. Amerikas selvudnævnte retfærdiggørelse af besættelser, invasioner og generelt arrogante holdning som verdensmagt, bider sig selv godt og grundigt i bagdelen og har ansporet en helt ny gruppe af radikale terrorister. Sam Fisher står foroverbøjet i det ombyggede Hercules fly og sukker over videoen. Han ved, at hver gang der kommer sådan en video, betyder det mere hårdt arbejde i fjendens skygger bag de tre grønne linser fra natkikkerten.

For selvfølgelig må Sam Fisher trække i arbejdstøjet igen igen, men ikke alt er som det plejer. For det kan godt være, at fjenden kalder sig ingienører, men vi er nu alligevel meget langt væk fra de hyggelige typer i rullekrave på DTU, der drikker bajere og kan lave et armbåndsur om til en totaktsmotor. På The Engineers dagsorden står der i stedet bomber og kemiske våben i den helt store liga, og USA mærker det på første hånd, da deres allerstørste militærbase i Guam bliver bombet langt ind i evigheden. Som modsvar lancerer præsidenten Fourth Echelon, hvor Sam Fisher som den ældste ræv i pakket tager rollen som leder af denne nye antiterrorgruppe. Det betyder, at Sam Fisher for første gang selv befinder sig i rollen som leder af sin egen enhed.

I demoen vi fik lov at prøve denne eftermiddag i Paris, må Sam Fisher følge et spor fra en gammel kendt "ven," der pludselig har meldt sig selv til den lokale afdeling af CIA i Benghazi, Libyen. I ved, det land som Danmark har været med til at bombe for ikke så lang tid siden. Sam bliver i første omgang ledt på vildspor af den dårlige information, da han finder den døde kilde i et ryddet kontor, og i en cutscene ser vi, hvordan de mange informationer projekteres op på væggene a la bedste Conviction-stil. Det er effektfuldt og skaber en vis højspændt dynamik i billedet, men man kan godt undre sig over, om Sam Fisher selv kan se de mange informationer og endnu vigtigere, forstå dem, eller om det mest er for spillerens skyld. Nuvel, som jeg griber kontrollen over Sam, bemærker jeg straks de meget mere flydende animationer. Hvor Sam Fisher i Conviction var lidt tungere at danse med og havde en hel del mere lim på ryggen, når han sad i cover, så er der løb og fart på den gamle dreng denne gang. Det demonstreres især ved takedown in motion, som er en videreudvikling af systemet fra Conviction, når Sam nedlægger en fjende med de bare næver. Det udløser en billet til at nedlægge flere fjender på en og samme tid, så Sam nu fx kan markere tre fjender, løbe mod den første fjende, nedlægge ham og i et og samme snuptag skyde de resterende patruljerende fjender i én glidende bevægelse. Det lyder måske ikke helt vildt ophidsende, men det fungerer rigtig fint blandet med den hektiske skudild på de arabiske tagrygge og er et umiddelbart friskt pust for serien.

Dertil skal lægges, at Ubisoft nu gerne vil belønne spilleren for sin indsats, så hver gang en vagt ryger i jorden, så udløser det dollars direkte ind på Sams konto. Det gælder i øvrigt både i co-op, single-, og multiplayer. Med gryn på kontoen kan Sam købe nye opgraderinger til sine våben, såsom lyddæmpere, lasersigte og magasiner, såvel som nye dragter og opgraderinger af natkikkerten. Men også Sam Fishers Hercules-fly kaldet Paladin kan opgraderes med ny radar og mere udstyr. Ikke fordi at Splinter Cell: Blacklist bliver til et fragtflysimulator, men fordi at radaren bliver til en HUD for Sam, når han løber på jorden, og at udvide våbenskabet giver et større udvalg af våben og udstyr, så Sam kan gå amok i våbenshopping. For Sam er jo som bekendt ikke alene om opgaven denne gang, men har samlet et team af specialister til at hjælpe sig, deriblandt den altid veltalende Anna Grimsdottir. Men også nye karakterer gør deres indtog, og ved at gå rundt i Paladin flyet mellem missionerne, kan man konversere og endda få nye sidemissioner, som derefter optræder i ens samlede missionshub. Hele det setup og måden man får missioner på sender unægteligt tankerne mod Shepards rolle i Mass Effect-spillene og endda Solid Snakes endeligt i Metal Gear Solid 4. Jaja, det skal Ubisoft nu ikke høre et ondt ord om, for Bioware bor jo også i Canada, og inspiration behøver jo som bekendt ikke at rejse særlig langt.

Tilbage i Benghazi har Sam fundet kilden i det nærmeste fængsel, og igennem den smadrede spejlrude til afhøringslokalet sidder Kobin, våbenhandleren der foregav at have slået Sams datter ihjel i Conviction. Med fødderne i en balje vand og klemmerne fra et bilbatteri til brystvorterne, er det ikke just en arabisk spabehandling Kobin udsættes for, men med tre knappetryk, kaster Fisher sig gennem ruden, pacificerer den nærmeste vagt og sender to kugler i synet på de to andre. Det går væsentligt stærkere at sætte ind overfor fjenderne, og Ubisofts Game Director Patrick Reddington beskriver da også spillets stil som værende tilpasset til den optimale Splinter Cell-spiller: " Vi har tre forskellige syn på spillere: Der er spøgelset, der bruger al sin energi på at snige, aldrig røre en fjende eller udløse et skud, og i den modsatte ende findes angriberen, der går frontalt i clinch med fjenden. Men de fleste lettere øvede spillere kombinerer deres muligheder, venter i skyggerne til det perfekte tidspunkt og slår til lydløst - netop som en panter. Vi har fundet en måde at belønne alle tre typer af spillere på," imens han viser hvordan hans egne optjente points fordeler sig imellem de tre kategorier, da banen er slut. Rigtig nok fyldes de tre forskellige målere med points, og hvad vi så i Benghazi-banen, så krydres snigeriet også med fuldfede actionsekvenser, meget lig det tempo vi så i Ghost Recon: Future Soldier.

Vi hopper tilbage om bord på Hercules-flyet og lidt frem i tiden, til cirka midten af spillet, hvor Sam får til opgave at stoppe den lokale terrorcelle, der opererer i Londons midtby. Regnen ligger tungt over det mørke industrikvarter, og kun laserlyset fra snigskytternes kraftfulde rifler står i modsvar til lyset fra Fishers briller og sensorer. Inden hver mission får man lov til at vælge udstyr og købe opgraderinger, hvortil jeg trækker den nye armbrøst frem, og serverer et styks pil med højspænding lige i hjertekulen på den nærmeste patrulje, der bukker under for strømmen. Som ved et trylleslag sidder jeg trygt tilbage i kælderen hos min gamle ven David, hvor vi spillede de oprindelige spil for over ti år siden. Det her er den klassiske Splinter Cell-bane, hvor regnen og skyggerne er tunge, hvor Fisher nærmest kravler langs gulvpanelet 90 procent af tiden, og hvor man pludselig får at vide i øresneglen, at man på ingen måde må blive opdaget af vagterne i den næste del af banen, eftersom man skal plante en sender i en varevogn fyldt med kemisk nervegas. Forskellen mellem den mere flydende bane i Libyen og den tunge snigerbane i London er tydelig, og det er der en grund til.

Efter den oprindelige trilogi sluttede i 2005 har Ubisoft haft fingrene i Sam Fishers kagedåse mere end én gang og æltet godt og grundigt rundt i den dej, der hedder Splinter Cell. Først som dobbeltagent, hvor mord og terrorisme selv blev en del af forretningen for Fisher, og senere som lovløs, hævngerrig selvtægtsmand i Conviction. Det var tre år siden, men Conviction delte vandene - var det et snigerspil eller et actionspil? Lige netop dét skel, vil Blacklist gerne gøre op med én gang for alle, som spillets producer Andrew Wilson fortæller mig efter demoen: "Vi har både nogle spillere som rigtig godt kunne lide Conviction, og nogle hardcore Splinter Cell-fans fra de gamle spil, og vi vil gerne lave et Splinter Cell spil, som alle vil få glæde af."

Det er selvsikre ord som skaber ikke helt ubetydelige forventninger, og til lejligheden har Ubisoft da også etableret et nyt studie i Toronto, der skal bide skeer med den hårde serie. Som en lille bonusinfo er det Assassins Creed produceren Jade Raymond, der styrer slagets gang for det nye studie, hvilket måske har noget at gøre med, at Michael Ironside måtte lade stemmen gå forbi til fordel for en mere letlevende Sam Fisher end hidtil? Det skal blive spændende at følge, og vi holder selvfølgelig øje med droner og tophemmeligt elektronisk udstyr, efterhånden som vi sniger os tættere og tættere på spillets udgivelse d. 22 august.