Nobels Testamente

Der er en guldko, som skal malkes. Den er blå med gule pletter, og er sidst spottet i området omkring den svenske skærgård. Jovist, vores svenske naboer har længe haft en stærk tradition for krimifiktion, men da Stieg Larssons trilogi ramte hitlisterne, og filmatiseringen af "Mænd som Hader kvinder" blev genindspillet med amerikanernes ypperste filmfolk, blev guldkoen sprættet op så pengene fossede. Og er der noget som får marketingsfolkene op af stolen, er det lyden af dejlige, knitrende pengesedler.

Der er tydeligvis tænkt i kronor och öron ved filmatiseringen af Liza Marklunds middelmådige krimiroman Nobels Testamente. Den danske instruktør Peter Flinth har tidligere kørt over Øresundsbroen for at filmatisere Arn, så han var sikkert ikke svær at overtale igen. For at understrege de økonomiske ambitioner, har marketingafdelingen snittet det sidste salgsargumentet på coveret af Nobels Testamente: "Fra producenterne af Millennium-trilogien". Ja, så er det bøjet i neon.

Men det er alt sammen markedsføring for en film, som slet ikke står distancen. Peter Flinth vil gerne lave skandinaviske film med internationalt format, men det format han anvender var trivielt for allerede 10 år siden. Komplet efter filmskolens håndbog fra A - Z fortæller han historien om mord og korruption hos Nobel komiteens interessenter, men hvor ekstraordinært det end lyder, føles det hele drønhamrende almindeligt.

Anikka er en almindelig nysgerrig journalist, som ved en Nobelfest overværer et almindeligt mord udført af en almindelig kvindelig lejemorder. Hun graver i den almindelige avishistorie, mens almindelige suspekte personer overvåger hende og sender SMS'er. Men Anikka er også en almindelig mor med en almindelig mand, som bakser med almindelige hverdagsproblemer. Hun kører i sin almindelige personbil gennem Stockholms almindelige gader, mens hun afdækker en almindelig sandhed, men hvis du som tilskuere har bare en almindelig filmviden, er sandheden regnet ud femten minutter efter filmens start. Min tiøre landede i hvert fald ualmindeligt hurtigt.

Velproduceret, men også stiv, stiliseret, upersonlig og drønhamrende almindelig. Dette er diagnosen på Peter Flinths filmatisering af Nobels Testamente, som slet ikke kommer i nærhedens af den mærkbare fortællekraft som Mænd Der Hader Kvinder demonstrerede for os, selvom det også blot var en mordgåde. Filmatiseringen af Nobels Testamente vil nok mest blive husket som en ukvalificeret snylter.

Ekstramateriale:
Der er ikke meget i vente på bonusmaterialet. Et par slettede scener, filmens trailer og noget storyboard materiale. Men efter halvanden times kedsommelig kriminalfilm, har man heller ikke lyst til at opdage nye facetter i produktionen. Så hellere finde eject-knappen og lave noget spændende i stedet