Contraband

Det er sjældent at et Hollywood-remake af en mindre udenlandsk produktion faktisk er lavet af de samme folk, der stod for originalen. Michael Haneke gjorde det med Funny Games, men det var mere en rekreation end en genfortolkning. Jeg anede ikke at Contraband, den nye actionfilm med Mark Wahlberg, var baseret på en islandsk film før jeg var halvvejs igennem introen. At den var instrueret af originalens hovedrolleindehaver, Baltasar Kormákur, fandt jeg først ud af da jeg så ekstramaterialet. Ikke fordi det egentlig betyder noget, Contraband er skiveskåret tjubang af den mest intetsigende skuffe.

Vi følger Chris Farraday, en tidligere mestersmugler der har slået sig ned med kone og børn i New Orleans, hvor han installerer tyverialarmer. Hans rolige liv vendes på hovedet da hans svoger, Andy, mister en ladning kokain der skulle være afleveret til gangsteren Briggs. Han er nu nød til at udføre "the LAST job", hvor han skal smugle et stort læs pengesedler fra Panama.

Inden jeg begynder at forklare hvad der trækker oplevelsen ned, må jeg hellere få nævnt hvor godt skuespillet er. Det er ikke Wahlberg der fortjener ros, han har det samme vrede og forvirrede udtryk i ansigtet under hele filmen. Til gengæld er det Ben Foster og Giovanni Ribisi, i rollen som henholdsvis Chris' bedste ven Sebastian og den skøre Briggs, der virkelig skinner. Især Ribisi er underholdende i sine scener, selvom hans karakter intet foretager sig. Foster gør alt hvad han kan for at give sin karakter dybde og motivation, men det falder til jorden jo mere historien udfolder sig.

Motivation er faktisk nøgleordet, nu hvor jeg tænker over det. Jeg ved ikke hvorfor jeg skal se den her film. Jeg ved ikke hvad den ønsker at fortælle mig. Jeg ved ikke om Wahlberg selv tror, at hans konstante banden får ham til at virke sej. Selvom jeg har siddet i næsten to timer og stirret ind i en skærm, vidste jeg stadig ikke hvad jeg havde set. Den eneste grund til jeg overhovedet kan huske hvad der sker i detaljer, er fordi jeg har den kørende i baggrunden imens jeg skriver dette her!

Jeg forventer ikke et velovervejet karakterportræt eller en refleksion over noget som helst, men Contraband er så plaget af sit utal af forudsigelige klichér, at det suger al spænding ud.

Okay, hvis du vågner med tømmermænd og ikke kan finde dine sokker og ikke gider udenfor, så kan du vel godt se Contraband og være underholdt. Men come on, det er egentlig ikke godt nok.

Ekstramateriale:
I endnu et soleklart bevis på hvor usandsynligt langt væk proces og produkt er fra hinanden, viser de to bag-om dokumentarer på skiven sig at være rigtig gode.

I den første følger vi generelt produktionen. Den er mere sjov end den er interessant, da man får et indblik i hvor hyggeligt alle havde det. Kormákur forklarer lidt om sit forhold til denne nye version i forhold til originalen, og Wahlberg fjoller rundt på settet. Helt fint.
Den anden er kortere og fokuserer på filmens store stuntsekvenser. Det er den bedste, fordi man kommer helt op på siden af filmfolkene, hvor de forklarer deres tricks. Det har jeg altid været en sucker for, og desuden er det rigtig spændende.