Hugo

På en banegård i midten af Paris bor en lille dreng ved navn Hugo - ikke at der er nogen der ved det. Bag banegårdens tykke stenmure gemmer sig en verden af tandhjul., der sørger for at banegårdens ure hver dag går til tiden, og det er disse Hugo dagligt passer således at ingen aner uråd.

Sådan har det dog ikke altid været. Den 11 årige dreng boede engang sammen med sin far, men da han omkom i en tragisk ulykke blev drengen overdraget til sin alkoholiske onkel, hvis arbejde det var at holde banegårdens ure punktlige. Onklen er sidenhen forsvundet, men for ikke at blive sendt på børnehjem har Hugo sidenhen klaret arbejdet selv, uden at nogen har fået det at vide.

Hugos største hemmelighed er dog ikke hans arbejde, men i stedet den "automaton" eller mekaniske robot, som han arbejdede på at reparere med sin far. Dens formål er ukendt, og Hugo ved kun at den skulle kunne skrive, men for ikke at tabe den sidste forbindelse til til sin afdøde familie, har han dedikeret alt sin overskydende tid til at fikse den.

Andetsteds på banegården går livet sin vante gang - næsten da. Stationsbetjenten er dagligt på udkig efter hjemløse børn, der hurtigt sendes af sted mod børnehjemmet, mens han samtidigt forsøger at charmere sig ind hos blomsterhandleren Lisette. Monsiuer Frick forsøger at komme i snak med bistro-ejeren Madama Emilie, men bliver dagligt fordrevet af hendes hund.

Mest interessant er dog legetøjsbutikken som ejes af en ældre mand ved navn Méliès. Det er fra denne butik, Hugo stjæler de mange reservedele han bruger, lige indtil det en dag går galt og butikkens ejer tager den lommebog fra Hugo, som viser hvordan den mekaniske robot skal sættes samen. Af årsager som drengen først ikke forstår, kender Méliès alt til robotten og herfra begynder historien for alvor at sætte alle sine dele sammen til en fortælling så finurlig og eventyrlysten, at man ikke kan holde op med at følge med før rulleteksterne gør deres entré.

Man fornemmer meget hurtigt at Hugo er noget ud over det sædvanlige. Lige fra første gang man møder den ensomme dreng, der betragter hverdagen fra bagsiden af banegårdens store ure, fornemmer man at instruktøren har været opsat på at fortælle en fantastisk historie, der finder sin magi i hverdagens mange finurligheder tilsat lidt fantasi.

Skuespillerne har tydeligvis haft den samme fornemmelse, og alle smelter de sammen med deres roller på en måde, så man hurtigt ser figurerne frem for ansigterne. Særligt imponerende er dette i forhold til stationsbetjenten, der her spilles af Sacha Baron Cohen, som mange af os ellers kender fra hans roller som Ali G, Bruno og Borat.

Det er på det nærmeste også umuligt ikke at fremhæve lyden og billedet, som er af en uvant høj kvalitet, og fra dags dato vil stå som målepinden for enhver anden film i undertegnedes samling. Panoreringerne over et snedækket Paris, banegårdens gemte verden af tandhjul og damp, samt den konstante leg med bløde farveovergange er ganske enkelt smukkere end nogen anden film der endnu har trillet over min fladskærm.

Næsten lige så godt er lydsporet, der blander herlig musik med et af de bedste surround-mixes jeg endnu har oplevet i hjemmebiografen. Banegårdens lokomotiver buldrer gennem alle højtalerne så man tror de kører igennem stuen, og de mange tandhjuls konstante klik-lyde får næsten en til at tro, at man befinder sig bag de tykke stenmure.

Det er nærmest farligt at udtale sig om en instruktør med så mange mesterværker på samvittigheden som Martin Scorsese, og alligevel er jeg ikke i tvivl om, at Hugo for mig er en af hans bedste film. De, der insisterer på at finde mangler ved filmen, vil mene at den midtvejs godt kunne have brugt en smule mere tempo, mens vi andre vil have det helt fint med på dette tidspunkt at være fortryllede.

Hugo er med andre ord en filmperle som du ikke bør snyde dig selv for, og som vil kunne ses af størstedelen af familien uden de store problemer - det er eventyr af den fineste slags.

Ekstramateriale:

Ekstramaterialet til Hugo er en blandet landhandel. Således er der blevet plads til den sædvanlige historie om hvordan filmen opstod, hvor både skuespillere, forfattere og Scorsese selv er blevet interviewet. I "The Cinemagician" er det i stedet historien om George Méliès, filmskaberen der er omdrejningspunktet for filmen, der får sin historie fortalt, og den er faktisk overraskende interessant for enhver, der interesserer for hvordan mediet som helhed opstod.

Helt så godt går det dog ikke for resten af pakken. Et afsnit fortæller således om brugen af mekaniske robotter i film, og selvom der er masser af detaljer, er det lidt ærgerligt at der ikke bruges tid på at fortælle om hvordan den i Hugo fungerer.

Andetsteds bliver der brugt lidt tid på at forklare lidt om special effects og én scene i særdeleshed, men i forhold til hvad filmen ellers indeholder, virker dette som en spildt mulighed.

Rigtig sjov er til gengæld det interview der er med Sacha Baron Cohen, hvor han med et skævt smil fortæller hvordan han mangler enhver form for respekt for Scorsese, og derfor instruerede sig selv under hele forløbet. Bedst er at instruktøren også spiller med på spøgen og bekræfter Cohens påstande. Desværre var dette kapitel kun små fem minutter, og er altså alt for kort.