Gamereactor

Gamereactor
Film
Abernes Planet

Abernes Planet

En klassiker genoplives for fulde effekter, og resultatet er bedre end man turde håbe på.

For tiden oplever vi et spændende nybrud indenfor digital filmproduktion, performance capture. Det er en videreudvikling af motion capture teknologien, hvor en skuespillers præstation overføres til en digital model. I starten var det kun kropsbevægelser, men i tidens løb steg niveauet af sofistikation. Nu opfanges ansigtsmimik ned til detaljen samt fingerbevægelser, og dermed er vi nået til det stadie i udviklingen kaldet performance capture. Det er indtil videre blevet brugt til at skabe Gollum fra Ringenes Herre-filmene, og blev senest udnyttet af Steven Spielberg til sin Tintin-film. Men ingen af dem har udnyttet teknologien så godt som i Abernes Planet: Oprindelsen.

Will er forsker og leder efter kuren til alzheimers. Gennem hans arbejde vha. tests på chimpanser kommer han på sporet af en mirakelkur. Ved et uheld falder hans arbejde til jorden, og han er nød til at passe på den nyfødte chimpanseunge Caesar, der er blevet genmuteret af kuren. Han er nu superintelligent og bliver opdraget som et menneske, men må snart sande, at han ikke hører til hvor han er.

Andy Serkis er en af pionererne og den største fortaler for performance capture. Han har spillet alle de store roller, fra Gollum til Captain Haddock, men i rollen som Caesar går det op i en højere enhed. Til forskel fra de to første roller, der var overdrevne og karikerede, leverer Serkis her en mesterlig pantomime, der beviser teknikkens evne til at bringe nuancerede og komplekse præstationer til lærredet. Chimpansen er del af menneskeabe-dyrefamilien, og hvordan Serkis balancerer det voldsomt dyriske med det empatiske og sårbare uden brug af replikker er fuldstændig fænomenalt.

Abernes Planet: Oprindelsen eksemplificerer hvad der sker, når kunst og teknologi går hånd i hånd. Caesars historie er en fortælling om rodløshed og hvilke skræmmende konsekvenser det kan have for ens liv. Det er hjerteskærende at se hans konstante skuffelser, og selvom han udvikler sig til at blive en voldelig revolutionær, har publikum i det mindste forståelse for hans reaktioner.

Teoretisk set kunne det her manuskript være blevet skrevet for årtier siden, men forestil dig lige den her film produceret i 80'erne med en gut, der render rundt i et chimpanse-kostume. Der ville ikke være et øje tørt af grin i hele verden. Jeg tror det her er en film, der vil blive set tilbage på som startskuddet for en ny bølge af performance capture, fordi den viser hvilke banebrydende resultater der er mulige at opnå her og nu, i 2012. Vel at mærke hvis historien på den ene eller anden måde understøtter teknologien, ellers er det bare fjol.

I en lidt overraskende drejning må jeg tilståm at Serkis overlegent er bedre end resten af castet, selvom de gør brug af hele deres "apparat", så at sige. James Franco virker fuldstændig fjern i hovedrollen (yeah right) som forskeren Will. Jeg ved ikke om han er blevet instrueret til det, men han har det samme ansigtsudtryk, og det er ingen spøg, igennem hele filmen. En mærkelig blanding af forvirring og frustration, der aldrig forsvinder, selv i en dramatisk scene hvor hans egen far dør.

En anden fejl filmen begår, er at den associerer sig med Abernes Planet serien. Jeg forstår godt den oprindelige films voldsomme indvirkning i populærkulturen, og hvordan det kan være svært at fortælle en historie om intelligente aber, der angriber mennesker, uden at hentyde til den, men det her er langt den bedste og personlige behandling af materialet.

På trods af Abernes Planet: Oprindelsen snubler hen af vejen, står den på et bundsolidt fundament gennem Andy Serkis' banebrydende præstation. Hvis du er klar til at se bort fra nogle forstyrrende elementer gemmer der sig en stor oplevelse under overfladen.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10