Blackwater
Som privat militært foretagende har Blackwater ikke det bedste omdømme. Kan dette Kinect-brugende skydespil lave om på det indtryk?
Blackwater er et ambitiøst projekt. Udviklerne fra Zombie Studios har forsøgt at gøre controlleren unødvendig i førstepersonsskydespil. Ambitionen var at give spilleren en autentisk oplevelse af hvordan det er at være en elite-operatør via Kinect, men det er der desværre ikke gået helt som planlagt.
Det er ærgerligt, men så snart du får kontrol over disse elitesoldater, står oplevelsens begrænsninger hurtigt klart. Du kan ikke bevæge dig frit rundt. Du kan sætte dig på hug bag dækning, bevæge dig til siderne og skyde, men det er stort set det. I kampens hede er du altid sikkert placeret bag dække, hvorfra du kan pille fjenderne ned, én for én.

Når disse fjender så er blevet håndteret, går din soldat automatisk videre til næste punkt. I disse transportsektioner har udviklerne tilføjet et par små fine tricks, som spilleren skal udføre. Det inkluderer at sparke døre ind og springe gennem vinduer. Det er fine tilføjelser, men det bliver hurtigt tydeligt, at det er den eneste variation, spillet byder på, og det er skuffende. De grundlæggende dække- og skydemekanikker bliver hurtigt gamle og ensformige.
Styringen i Blackwater er simpel. Du bøjer knæene for at gå i dækning, læner dig til venstre eller højre for at kigge ud af dækning, og peger din arm mod målet for at skyde. Du kan genlade ved at pege væk fra skærmen, eller bøje din skydearm og slå med din anden hånd.

Det fungerer alt sammen bemærkelsesværdigt godt, men manglen på muligheder er skuffende. Du kan også vælge at spille spillet med en almindelig controller, men det ødelægger hele oplevelsen. Dette er et spil, der fra bunden er blevet skabt med Kinect i tankerne.
Der er ikke meget at sige om kampagnen. Du indtager rollen som kommandør i en squad af elitesoldater, der sendes ud på en række missioner. Alle medlemmer af squaden har deres egne specialiteter. En er erfaren finskytte, mens en anden bruger haglgevær. Du får dog ikke rigtig nogen valgmuligheder, da spillet selv vælger hvem der skal bruges i en given situation.

Der er alternative ruter i hver af banerne, og i teorien tilføjer de et eller andet niveau af strategi. Den bedste taktik er dog tilsyneladende altid at gå efter det højeste terræn, så der er ikke meget at tænke over. Dialog og historie er - ikke overraskende - utrolig tynde. Dårlige ordspil ("Look, I'm riding shotgun with a shotgun!") høres jævnligt, og historien gør intet for at trække spilleren ind i oplevelsen.
Det er svært at nyde Blackwater, selvom det har ambitionerne i orden. Der skal modige ideer til for at revolutionere skydespilsgenren, men et on-rails-spil til Kinect er ikke vejen. Bagsiden af spillets æske påstår, at spillet gør brug af mere end 40 forskellige gestikulationer, men i realiteten er der kun få bevægelser at udføre.
Det er en skam, for styringen virker faktisk fint nok. Blackwater ender bare som et ringe spil på grund af dets enformige natur, dårlige kampagne og tynde dialog.
Gamereactor Danmark