Rochard

Livet er ikke en dans på roser for John Rochard. Det er nærmere en dans igennem en verden fyldt med astro-mining, hvor tyngdekraften manipuleres og rum-banditter er på jagt. Dette første spil fra den finske indie-udvikler Recoil Games er noget, de dovne journalister ville kalde Half-Life i 2D. Doven er dog ikke nødvendigvis det samme som forkert.

At bruge sine mining-redskaber og sine evner til at manipulere tyngdekraften er nøglen til, at John kan rede sine kammerater, lede efter hemmeligheden bag en forhistorisk civilisation med rumvæsner, og samtidig tæske sin chef, den klassiske skurk Maximillian.

Rochard er i sin grundkerne en klassisk puzzle-platformer. Selvom der er fjender, der skyder efter John Rochard, er der oftere smartere måder at håndtere rum-banditter på end at udveksle lasersalver med dem. Smid med kasser, ved at bruge din G-lift, brug diverse barrierer og puzzle elementer, og send fjendernes laser-skud tilbage i deres retning med din lift. Rochard blander den klassiske platformer-præcision med rå kampstyrke. Når alt kommer til alt er John Rochard ikke mand, der anvender elegante metoder.

Konceptet er brillant, men til tider ville jeg ønske, at jeg kunne have udført puzzles på traditionel vis i stedet for kun at skulle udnytte fysikkens kræfter. At stable kasser med g-liften kan være frustrerende til tider, specielt når du kæmper for at få spillets svært opnåelige samler-trophies. Gameplayet har en del fede twists. Du kommer til at vende banernes tyngdekraft, og du har muligheden for at skyde kasser mod jorden for at få opdrift, når tyngdekraften pludselig forsvinder.

Banedesignet er rimeligt gennemskueligt det meste af spillet igennem, du kører sjældent fast i en bane, og ofte har de mange puzzles flere løsningsmuligheder.

Rochard er dog et lineært spil. Det eneste, du tager på udkig efter, er hemmeligheder gemt i banerne. Der er ingen færdigheder, der kan opgraderes, så der er ikke megen grund til at vende tilbage til banerne, udover lysten til at løse dem igen. Det ærgrer ikke mig, men fans af {Shadow Complex} og Metroid skal ikke forvente en lignende spiloplevelse fra Rochard.

Jeg har ikke fortalt en masse om historien, og der er ingen grund til at begive mig ud i en længere fortælling. Den er ret basal, og jeg mistede interessen under de korte mellemsekvenser. Rochard handler nemlig ikke om historie, selvom stemmeskuespillererne dog gør et flot arbejde i at give Rochard en tegnefilmsagtig-følelse. Det lette tegnefilms-look er en fed kontrast til gameplayet, der kræver både færdighed og præcision.

På det tekniske plan er Rochard ikke et vidunder, men dets design er alligevel herligt. Load-tiderne kan blive trættende i længden, især når du sidder fast i spillet og må genindlæse banen igen og igen. Til tider ville det være rart at have mere kontrol over kameraet, men der er sjældent brug for at kunne se længere frem end skærmbilledet tillader. Der er lagt mange detaljer i det visuelle, og baggrundene kan være rigtigt skønne.

Rochard giver os én singleplayer-kampagne, hverken mere eller mindre. Kampagnen har en fin længde, og vil tage en håndfuld timer at gennemføre i første gennemspilning afhængigt af din evne til hurtigt at finde løsninger på de forskelligartede puzzles. Du vender måske tilbage for de trophies, du mangler, men udover det er der desværre ikke den store genspilningsværdi. Når du har klaret forhindringerne en gang, ved du hvad du skal, og så er der ganske enkelt ingen grund til at klare dem igen, med mindre du vil have et "speed-run" trofæ.

En co-op-mulighed ville have været en passende tilføjelse til konceptet, men for indkøbsprisen får du med Rochard stadigvæk god valuta for pengene.

Selvom spillet virker originalt på grund af dets mekanikker, er Rochard nu engang et spil, der taler til retro-folket, da det ikke tager sig selv helt seriøst. Det er en sjov lille afstikker, som vil udfordre og underholde dig. Hvis du leder efter en herlig og anderledes platformoplevelse, der er letfordøjelig, så er Rochard muligvis noget for dig.