Hesher

Billigere kameraer, der kun bliver bedre, gør det muligt for flere og flere amatører at producere film på næsten professionelt niveau og faktisk opnå stor succes.

En god historie er selvfølgelig stadig strengt nødvendig. Graden af intimitet der kan opnås når en dybt personlig fortælling endelig kan blive fortalt, er imponerende og det er netop det der gør Hesher, det nye indie-drama med Joseph Gordon-Levitt, så speciel.

Teenagedrengen TJ har mistet sin mor for to måneder siden. Han og hans far er ødelagt af sorg og prøver at komme videre. Men de kan ikke. En dag støder TJ ind i Hesher, en mystisk metalhead, der gør lige præcis, hvad der passer ham. Ingen ved hvor han kommer fra, eller hvor han er på vej hen, men uden et ord flytter han ind hos TJ og bliver boende.

Vi taler indie med stort I. Hesher er produceret for kun 7 mio. dollar, finansieret af et hav af producere (inklusiv Natalie Portman). Det ses tydeligt i produktionen med sine sparsomme lyssætninger og enkle, men effektive scener.

Det klæder den smukke, sørgelige historie, der dog desværre snegler sig af sted og som har problemer på kritiske områder.

Instruktør/forfatter Spencer Susser gør sit bedste for at præsentere Hesher som en nihilistisk heavymetal-profet, men det falder skræmmende tidligt til jorden, på trods af Joseph Gordon-Levitts gode skuespil.

Fra første sekund anså jeg ham som et asocialt røvhul. Det var jeg sikker på var præcis det, de ønskede at kommunikere, for så at give mig et chok da han på et strategisk velvalgt tidspunkt i handlingen springer ud som en meget større humanist end alle andre. Det skete bare ikke.

Han gør kun livet surt for TJ og der er ingen klare motivationer for hvorfor han gør så dumme ting. Jeg kan godt se hvordan nogle vil finde Heshers kaotiske personlighed interessant og charmerende, men for mig er det bare dårlig historiefortælling.

Det egentlige talent her er at finde i 16-årige Devin Brochu i rollen som TJ. Han er fåmælt, kommunikerer gennem forpinte ansigtsudtryk og er tusinde gange mere interessant end den håbløst opmærksomhedskrævende Hesher. Stilheden er TJ-karakterens og egentlig også hele fortællingens styrke. Historien er utrolig sørgelig og handler om at give slip på de mennesker man har tabt. Men hvordan kan man bede om sådan noget af en ung dreng der mister sin mor i en bilulykke? Hvordan kan det håndteres?

Plottet er godt struktureret og scenerne mellem TJ og hans far (spillet af indie-darlingen Rainn Wilson) er sindssvagt intense og understreger præcis det jeg snakkede om tidligere om stilhed. Hvis dog bare filmen kunne have haft et andet hook end en stupid loner vi åbenbart skal sige "ååh" og "aah" til.

Hesher (nu snakker jeg filmen, ikke karakteren) har nogle rigtig gode øjeblikke og slutningen er, til min store overraskelse, rigtig tilfredsstillende. Men alt imellem starten og slutningen er et anstrengende kaos af begivenheder der slet ikke spiller godt nok sammen. Se den kun hvis du trænger til et kæmpe indie fix.

Ekstramateriale:
Intet inkluderet.