True Grit

Joel og Ethan Coen kan bare et eller andet. Så er det sagt. Om det så gælder skæve bowling-personligheder eller en seriemorder med hang til boltpistoler, så er der en mening med galskaben. Når de sætter sig ned for at skrive manuskripter, er det ofte med ren, men absurd magi som følge, og når de stiller sig bag kameraet, er det med visuelle lækkerbidskener, så langt øjet rækker. True Grit er ikke meget anderledes, og det er med rette, at den knap så vilde western allerede nu kan kræve sin retmæssige plads side om side med genrens legender.

Nu er det dog ikke fordi, at det knap så vilde i True Grit skal forstås som en mangelvare. Det er meget muligt, at der spares nogenlunde på krudtet, de barmfagre damer og lovløsheden, men i stedet får vi serveret en tung fortælling om den unge, stædige Mattie Ross, der vil gøre alt for få retfærdighed for mordet på hendes far. Det er begyndelsen på en god gedigen hævn, men det er også fortællingen om en kvindes livsdannelse og hendes endelig skæbne i et samfund, hvor hun allerede fra starten forventes at tie stille og bare tage til takke med at være i live.

Egentlig kan det godt lyde lidt tørt og måske endda kedeligt for visse folk, især når der er tale om en western, men med Coen-brødrene tager historien hurtigt en drejning, hvor filmens personer sættes i centrum som filmens drivkraft. Der, hvor True Grit for alvor sætter sig igennem, er nemlig ved karakterskabelsen. Om man bryder sig om personerne eller decideret væmmes ved dem er ligegyldigt, da man på forunderlig vis skaber et bånd til hver enkelt af dem på den ene eller anden måde. Manuskriptet er simpelthen så veldrejet, at man vælter rundt i følelser, der både bringer livlige grin og stof til eftertanke, og med scener, der brænder sig fast på nethinden, er det ikke andet end rendyrket kræs.

Samtidig er det heller ikke hver dag, at man ser en ung pige hundse rundt med Jeff Bridges og Matt Damon, men med det uskrevne blad Hailee Steinfeld i hovedrollen som den hævnlystne Mattie, kan begge mænd hurtigt pakke seksløberne sammen og makke ret. Med en nærmest stoisk præstation styrer hun slagets gang, der allerede fra starten vidner om, at Coen-brødrene har en evne til få skuespillere ud på et plan, hvor man sjældent ser dem.

Det samme gælder også for både Damon og Bridges som henholdsvis LaBoeuf og Rooster Cogburn, der ikke har meget tilovers for hinanden som konkurrenter med hvert deres motiv. Deres pingpong igennem filmen er fænomenalt, og selvom der ivrigt skiftes mellem skæv, underspillet humor og alvorlig udøsning af livslange erfaringer, så følger begge herrer med, som havde de øvet til deres respektive roller igennem hele deres karriere. Vi ved alle godt, at Bridges sagtens kan påtage sig de mere vanvittige roller, hvorimod Damon ofte påtager sig de gravalvorlige roller. Det kan han godt begynde at droppe, for den kiksede komik har han nu ganske godt styr på.

Når man tænker over det, er det vel ikke den store overraskelse, at søskendeparret Coen kan tilføje endnu en succes til deres bagkatalog, men alligevel fortjener de stor ros for deres måde at have adapteret den originale bog bag True Grit til det store lærred. De har sat deres velkendte præg på historien, imens trekløveret Steinfeld, Bridges og Damon nærmest gør, hvad der passer dem. Er man ikke i det alvorlige hjørne, kan Coens vilde vest ved første øjekast virke en anelse tam, men snyder man sig selv for oplevelsen, går man glip af den moderne tids helt store cowboy-seance.

Ektramateriale:
Har man fået lyst til at gå bag kulisserne, er der pakket en god bunke ekstramateriale sammen, hvor man blandt andet kan få indblik i Hailee Steinfelds vej til rollen som Mattie Ross, se hvordan tøj og kulisser er blevet skabt til at passe ind i tiden omkring 1870 samt komme nærmere våbene i filmen. Det er dog en ganske kort fornøjelse, hvorimod der bruges en del tid på forfatter Charles Portis, der står bag bogen, som True Grit er baseret på. Havde der været brugt ligeså meget tid på afsnittet om den fremragende kinematografi, ville oplevelsen have været fuldendt, men der er nu alligevel nok til at føle sig lidt ekstra underholdt, når filmen er overstået.