Patapon 3

Mine fingerspidser er følelsesløse. Huden er ru, og håndmusklerne slidte. Lyset fra skærmen reflekteres i vinduet. Klokken er to om natten, men jeg lægger ikke maskinen fra mig. Jeg hamrer taktisk på de forskellige knapper. Firkant-firkant-firkant-cirkel. Pata-pata-pata-pon, pata-pata-pata-pon. Jeg gør det igen og igen. Jeg er på min tyvende time. Tyvende time med de rytmiske krigere i {Patapon 3}.

Har du stiftet bekendtskab med Patapon-serien, kender du følelsen. Japan Studio fik et kæmpehit med Patapon, da det blev lanceret i 2008, og har allerede kværnet en svært afhængighedsdannede efterfølger ud. Nu er de tunge krigere tilbage igen, og denne gang er eventyret større end nogensinde.

Serien blander rytmiske kommandoer med strategi. Formlerne er mange, og ved hjælp af flerfoldige knaptryk skal du forsvare, klargøre og angribe med din hær. Knapperne repræsenterer forskellige trommer ved navn pata, pon, don og chaka. Sådan har det været siden 2008. Alligevel holdt andet udspil en høj standard, og sørgede for at selv en urytmisk anmelder klarede sig gennem de grafisk- og lydmæssigt imponerende baner.

Japan Studio har også stået bag LocoRoco-serien, hvor de formåede det kunststykke at introducere nye figurer og egenskaber til hovedfigurene uden at miste sjælen fra forgængeren. På den led minder den meget om Patapon, hvor vi er gået fra fanebærende Hatapons til fulgeriddende Toripons. De nye tiltag har altid været nok til at holde mig interesseret, og Patapon 3 er ingen undtagelse.

Patapon 3 fortsætter hvor forgængeren slap, hvor hæren netop er blevet færdig med at bygge en bro. Herefter finder de en mystisk æske, der slipper syv onde ånder løs. Disse fjender forstener hele hæren, med undtagelse af Hatapon og fire Hero Patapons. En af sidstnævnte bliver genoplivet som en Superhero Pataon. Tidligere har vi spillet som en ikke-tilstedeværende gud for resten af hæren, men med Superhero Patapon får vi endelig en fysisk figur til at slå på knap-trommerne.

Som nævnt er der mange forskellige kommandoer at holde styr på, og alle ordrer der kræver fire tastetryk vises nederst på skærmen. Det starter simpelt - firkant-firkant-firkant-cirkel fører tropperne fremad, mens cirkel-cirkel-firkant-cirkel signalerer angreb.

For det meste har du tre Hero Patapons at holde styr på. Da jeg første gang hørte dette, iklædte jeg mig et bredt smil og en noget overlegen holdning. "Færre pataponer end tidligere. Lettere! Meget, meget lettere!" tænkte jeg. Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til.

Hver af heltene har nemlig en skov af underklasser som du kan skifte ud og opgradere som du vil. Herefter skal du vælge hvilke egenskaber og udstyr den valgte klasse skal bruge. Mulighederne er uendelige, og de utallige menuer gør mig simpelthen svimmel. Jeg har altid ment at Patapon-serien var bedst, når den var mest tilgængelig, og i Patapon 3 bliver det til tider unødvendigt kompliceret.

Heldigvis bliver de forskellige knapkombinationer naturlige efter nogen tid. Som med forgængerne er det mindst lige så vigtigt at læse rivalens angrebstaktik som at holde rytmen, og det er netop dét, der gør Patapon så utroligt vanedannende. Du ved at slaget er tabt hvis du mister rytmen, og du ved at fjenden er hurtig nok til at gøre det af med både dig og din hær hvis du snubler over kommandoerne.

Kort sagt er Patapon 3 et svært spil at holde styr på. Her er ikke plads til slinger i valsen, og du skal holde tungen lige i munden for at vinde. Men det er her mestringsfølelsen ligger - følelsen af at være en rytmisk dronning, komplet med hovedet fuld af knappeligninger som alle uindviede vil have svært ved at forstå. Det skader heller ikke at miljøer og fjender oser af kreativitet. Der er aldrig to ens situationer, hvilket betyder at du konstant må lede efter nye løsninger og placeringer til dine tropper.

Som førhen er der to måder at tabe på - hvis fanebæreren dør, eller hæren falder. Og her sker der flere uretfærdige henrettelser. Hæren klarer sig fint, da jeg har opgraderet og udrustet den til den store guldmedalje. Fanebæreren er derimod en skydeskive uden lige, med begrænsede færdigheder og ingen våbenmuligheder. Jeg føler at jeg bliver straffet for ikke at have opgraderet rigtigt, selvom der er ganske få måder at gøre det på.

Nogle gange virker Patapon 3 som en gætteleg. I strategispil er det tit en fordel at vide hvorfor man bør prioritere en kriger frem for en anden, og disse spørgsmål bliver aldrig helt besvaret. Men det bliver bedre efter man prøver sig frem, og når du begynder at finde nuancerne i kampsystemet, er der ikke meget der slår det. Glæden ved virkelig at ramme plet, at udføre rytmisk krig til perfektion, er ikke til at overgå.

Multiplayer-delen er blevet væsentligt større siden sidst, og åbner for online-spil på tværs af kontinenter. Man kan hele tiden skifte frem og tilbage mellem single- og multiplayer, så man kan få hjælp hvis man sidder fast. Når man spiller sammen med andre, har man kun de fire Hero Patapons, og her slipper man endelig for den usædvanligt sårbare fanebærer.

For at få adgang til multiplayer, skal du først lave din egen klan, som derefter får sin egen resultatliste. På den måde kan du altid se hvem af spillerne der har den bedste rytmiske kontrol, så du har overblik over hvilke områder de skal arbejde med. Og her skinner den utrolige dybde i Patapon 3 igennem.

I starten af spillet kan du vælge mellem tre klasser - Shield, Archer eller Spear. Der er otte underklasser, som åbnes ved at stige i niveau. Når du rammer niveau 15 får du endelig låst op for de to hovedklasser, du fravalgte i starten, og så sidder du med 32 underklasser i alt. Der er så meget at lave her, og jeg nyder virkelig de mange valgmuligheder, man får præsenteret.

Når det er sagt, så er opgraderingsprocessen lang og dybdegående. Til tider må man spille banerne igennem flere gange for at finde alle tingene og tjene nok erfaringspoint, og til at begynde med var det lidt irriterende. Men så huskede jeg på, at Patapon-serien altid har været sådan. Det er dybt. Helt afsindigt dybt. Men idet jeg ser min hær blive bedre, er der kun ét sted jeg vil være - i sofaen med en flok storcharmører på en ti centimeter bred skærm.

Som nævnt er der meget at holde styr på. Menuerne er komplicerede, og opgraderingsmulighederne er utallige. Men det er bare så forbandet underholdende. Musikken og grafikken charmerer sokkerne af mig - det er en fryd at se de krigstørstige pataponer igen.

{Patapon 3} kræver perfektion af spilleren, og hvis du ikke er begejstret for rollespil, er dette næppe spillet for dig. Men det er i høj grad spillet for mig, og her deler jeg nok mening med resten af landets pataponister. Der er kun fire ord at sige: Pata-pata-pata-pon!