Gamereactor

Gamereactor
Previews
Operation Flashpoint: Red River

Operation Flashpoint: Red River

Så er der igen terrorister på spil, og denne gang skal de bekæmpes på deres egen hjemmebane. Vi har testet Operation Flashpoint - Red River, og du kan læse vores bedømmelse her.

Den simple arbejdsopdeling hvor én bestemmer, og resten bare følger trop, er en effektiv og velkendt måde at opnå resultater på. Særligt underholdende bliver netop denne model, hvis man selv er toppen af kransekagen og ham som spyttende råber ordre til højre og venstre.

Codemasters er tilbage med et nyt kapitel i Operation Flashpoint spilserien, og denne gang er den gruelig gal i Tajikistan - et ikke-fiktivt land klemt inde mellem Afghanistan og Kina. Året er 2013, og terrorister laver stadig ballade på den store verdensscene, og nu er det tid til at tage kampen til deres banehalvdel og give dem en solid og endegyldig røvfuld.

I Operation Flashpoint: Red River er du chefen på slagsmarken, og du har til opgave at uddele død og ødelæggelse ved at styre dit team af specialiserede soldater rundt med kirurgisk præcision.

Operation Flashpoint er som altid et forsøg på en kombination af strategiske overvejelser med klassisk first-person-shooter-action. Siden serien startede i 2001, har den været yndet mål for den aldrig afsluttede debat omkring plusser og minusser ved strategi- versus action-vinklen.

Dit hold af US Marines styres rimeligt nemt rundt i miljøet, og dine første mange opgaver er en køretur i en Humvee, efterfulgt af en snigetur rundt i en lille ørkenlandsby inficeret med terrorister, som skal nedkæmpes en efter en.

Man ender typisk i lettere kaotiske situationer, hvor kuglerne flyver om ens ører, mens man egoistisk trykker sig mod et tilfældigt stykke mur. Herfra kan man så desperat forsøge at få ens venner til at udføre det snavsede arbejde med at lave terroristerne om til fuglemad.

Styringen og et konstant niveau af overblik kræver en del tilvænning, og jeg nåede ikke under denne betatest af spillet at få det sidste på et højt nok niveau. Det er, mere end nogensinde før, den klassiske kamp mellem at tage riflen i egen hånd og gøre arbejdet, eller få ens Marine-venner til at lave det meste.

Efter man så har renset de små landsbyer for onde terrorister, så er det tilbage i den hormonpumpede Humvee, og så mod nye mål - som så igen er andre næsten identiske landsbyer i den første del af spillet.

Jeg havde svært ved at finde energien til at fortsætte. Flere gange valgte jeg den på papiret nemme løsning, og tog ansvaret på mine egne skuldre frem for at dirigere mine tropper rundt. Dette straffes hurtigt og brutalt med en kugle for panden affyret af en aggressiv terrorist, og man kan starte forfra. Der er ingen vej udenom en langsom og strategisk fremgang - ellers løses spillets udfordring ikke.

Presset mod en skudhullet mur eller siddende i din konvoj på vej mod nye bunker af terrorister, så fremstår det visuelle endnu en anelse foreløbigt. Jeg testede spillet på PS3 og her mangler lidt endnu - enkelte dele virkede længere fremme end andre.

Gennem min test af spillet oplevede jeg flere gange, at våbnene virkelig føltes forskellige fra hinanden. Der er ikke bare forskelligheder i rekyl og lyd, som i andre titler inden for førstepersonsskydespil. Det føltes reelt som om at en unik fysik var indlagt i hvert enkelt våben, i form af vægt og nemhed hvormed håndteringen forløb. Dette synede ganske spændende, og jeg er ivrig for at se hvordan det landes i det endelige spil.

Turene rundt i de amerikanske Humvees er desværre krydret med et ret irriterende lydspor, hvor forskellige mere eller mindre elendige stemmeskuespillere bander efter bedste formåen. Det er i bedste fald underholdende de første par minutter, hvorefter det grænser til det belastende. Igen manglede den version jeg testede den sidste afpudsning - forhåbentligt - og flere gange lød det som elendigt gangsterrap, hvor de samme ting gentages igen og igen. Variation ville være rart - og måske lidt mindre fascination af slang og bandeord, samt lidt mere fokus på reel information.

En ting, der er dræbende for et spil som dette, er en dårlig AI. Jeg oplevede klassiske elementer, som lugter af at udvikleren ikke er helt færdig endnu. Men når det så er nævnt, så blev jeg flere gange narret af AI'erne, og de virkede faktisk ret udfordrende, og jeg glæder mig allerede til at teste mine evner mod deres i den endelige version af spillet.

Kampen mod AI'erne er nemlig den eneste måde at teste sine evner på slagmarken på, da titlen ikke vil indeholde en kompetitiv multiplayer-del. Der bliver dog mulighed for fire-spiller co-op, hvor man kan spille samme med vennerne mod virtuelle terrorister.

Der vil i alt være fire forskellige co-op spilmodes, hvor "last stand" vil teste dine venner og dig imod bølge efter bølge af fjender. Det lyder som nogen hen ad Firefight fra Halo: Reach eller Horde fra Gears of War 2. Andre lovede co-op typer går under navne som "Combat Sweep", "CSAR" og "Rolling Thunder" - men hvad præcis disse dækker over af samarbejdssjov, må jeg vente med at teste til den endelig version ligger færdig.

Jeg savnede en god historie, som kunne holde mig til ilden. Omvendt så har spillet potentiale. Der er seriøst lagt i ovnen til et solidt co-op-spil med hele fire forskellige spilmodes, hvilket vi desværre må vente med at teste, indtil der ligger en mere færdig version af krigsspillet senere på måneden.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10